“Hvorfor vil du gerne være lærer?”

Først er mit svar altid: ”Fordi jeg synes, at folkeskolen mangler hjerte og varme. Og voksne som brænder for børnene.” Og så kigger folk på mig som om jeg var sindssyg og forventer mere. Så tilføjer jeg mumlende noget med at min mor jo er lærer og min svigerinde læser til lærer og jeg har altid arbejdet med børn og undervisning er jo fedt. Men sandheden er jo, at jeg ikke brænder for at undervise. Ikke i grammatik og stavning. Måske i livet. I eksistentielle ting. Uden at lyde skide højtidelig. Mit hjerte banker for mit studie på Psykoterapeutisk institut som jeg glæder mig til at vende tilbage til når tid er. Forhåbentlig næste år. Nu må vi se hvordan det går. Lige nu er mit fokus på lærerstudiet for selvom, at jeg sagde at jeg ikke brænder for grammatik og stavning så rummer lærerstudiet heldigvis også langt mere end det og det er spændende. Men det er også hårdt. Det er 7 år siden at jeg sidst skrev en akademisk opgave og det var på gymnasie niveau. Nu skal jeg skrive flere om ugen.

Selvom jeg læser på nettet så skal jeg lige love for at arbejdsbyrden er enorm.  Jeg føler mig konstant utilstrækkelig. Hamsterhjulet ruller og jeg prøver bare at hægte mig fast og hænge på. Følge med og være med. Men det er nemmere sagt end gjort. En ting er alle de ting man ikke når på skolen, som er frustrerende og irriterende, en anden ting er alle de ting man ikke når i sit privat liv. Utilstrækkelig er det helt rigtige ord for hvordan jeg føler mig for tiden. Sidst jeg følte mig sådan rigtig utilstrækkelig var da jeg arbejdede i vuggestue og jeg dagligt stod med for mange børn alene. Havde for få hænder. Når man står med 2 børn, 1 på hver hofte og en 3. grædende ved mine fødder som stod med armene strakt op imod mig og et bedende udtryk for at blive samlet op og krammet. Den følelse er forfærdelig. Så frygtelig at jeg måtte flytte mig fra arbejdet med børn og ikke har kigget tilbage i 3 år. Jeg kunne ikke være med til ikke at føle mig ”nok” på mit arbejde. Slet ikke nå ens arbejde består i at yde omsorg for så små væsener.

Nu gnaver følelsen af utilstrækkelighed igen. Over ikke at være nok. Nok tilstede, nok på arbejdet, nok overfor mine veninder, nok i skolen, nok til træning. Min perfektionisme gnaver i mig og jeg bliver frustreret over ikke at aflevere ALT på skolen, over ikke at være på forkant, være på hele tiden og være mønstereleven. Jeg tager mig selv i at sige til mine veninder at jeg ringer i næste uge når den her opgave lige er afleveret og pludselig er der gået en måned og jeg har stadig ikke fået ringet. Fordi den ene opgave tog den anden og der var også lige de der 2 opgaver som jeg slet ikke fik skrevet. Og jeg vil også gerne være sådan en der får trænet og får passet på mig selv og skal helst se skide lækker ud. Jeg skal gerne sove 8 timer om natten for ikke at få rynker og holde mit stressniveau nede. Træne 2 gange om dagen og gerne dyrke yoga ved siden af 4 gange om ugen. Jeg skal helst spise 4 gange om dagen og mindst 600g grønt. Skal også huske at blive veganer nu når jeg alligevel har skåret alt andet kød fra. Jeg vil også gerne være sådan en der laver min egen granola og husker at lægge opskriften på min Instagram selvom no one fucking cares. Og vil faktisk også gerne huske at gå ud og drikke vin med mine veninder og være den der husker fødselsdage og køber gaver. Jeg skal nok også til at købe egen lejlighed og der var også noget med at jeg gerne ville have børn inden jeg fyldte 30 (donorbarn, you go girl.) men skal også snart planlægge min fantastiske 26 års fødselsdag og jeg vil også gerne gå på 1. dates og stadig tro på kærligheden og huske at være spontan og charmerende.  Jeg mister pusten og mit hjerte hamrer derud af. Forleden dag spiste jeg 2 riskiks, trænede 2 gange og tog på arbejdet i 11 timer og så tudbrølede jeg ellers de 20 kilometer der er hjem på cykel. Fordi jeg er træt. Og fordi jeg ikke havde nået halvdelen af det jeg gerne ville. Jeg kan ikke nå det hele. Jeg kan ikke være det hele. Jeg kan ikke både værre spontan og skide organiseret. Jeg kan ikke være veganer og samtidig helt loose med min kost. Jeg kan bare ikke det hele. Jeg ville så gerne men jeg bliver presset helt derud hvor jeg har flere og flere dage i sengen hvor jeg græder af frustration og ikke får lavet en skid fordi hamsterhjulet kører og jeg ikke føler at jeg hænger på. Og så giver jeg op. Fordi hvis man ikke prøver så kan man ikke miste noget. Man kan ikke tabe hvis man ikke spiller med. Og det er måske egentlig den holdning der gør mig allermest sur på mig selv. Sikke en gang bullshit. Livet er for kort til at lade angsten for at være uperfekt forhindre os i at leve livet. Vi ER uperfekte. Heldigvis. Så helt ærligt. Jeg gør mit allerbedste for at være nok. Nogen gange er nok ikke godt nok. Ikke tilstrækkeligt. Det ved jeg godt. Men jeg kan ikke gøre mere. Så når jeg siger at jeg ringer i næste uge og jeg ikke gør det, så undskyld. Jeg mente det med den største kærlighed da jeg sagde det. Hvis jeg har udskudt vores date for 4. gang så undskyld, jeg mener det når jeg siger at jeg virkelig gerne vil møde dig og give det en chance men angsten for at blive forelsket midt i alt det andet kaos lige nu skræmmer mig for vid og sans.

I går besøgte jeg endelig min dejlige ”bonus” familie som jeg heller ikke har fået set i næsten 1 år. Jeg boede hjemme hos dem da jeg var 18 år og passede de skønne unger. Den gang var Mathilde ca. 6 måneder. På onsdag fylder hun 8 år og i går kiggede hun på mig og spurgte: ”Hvad er du egentlig til mig?”. Jeg svarede at jeg jo faktisk ikke var noget med en titel men at jeg kunne være lige hvad hun synes jeg skulle være. Så svarede hun at jeg var ligesom mormor og farmor. Bare yngre. At jeg var familie fordi at jeg passede ind. Så umiddelbar en tanke som kun et barn kan tænke og sige det. Og så blev vi enige om, at nogle gange er familie også dem vi selv vælger. Mit hjerte bristede næsten af kærlighed til de 2 børn der selv efter ikke at have set mig i næste et år havde så stor kærlighed og selvfølgelighed til at jeg stadig var vigtig for dem. Og på en eller anden måde giver det mig tiltro til at tro selvom vi ofte ikke selv synes at vi er nok, at vi gør det godt nok så er vi nok. Der hvor det betyder noget. Når vi har hjertet med i det vi laver så kan vi komme igennem det meste også uden at føle os mindre hele på den anden side. Så næste gang nogen spørger mig hvorfor jeg læser til lærer så er svaret:

”Fordi jeg synes, at folkeskolen mangler hjerte og varme. Og voksne som brænder for børnene.” PUNKTUM.

Store, små, lange, runde, spidse, flade. naturlige, kunstige, hængende, strittenede, gigantiske, minimale, elsker eller hader. 50% af verdens befolkning har et par og næsten 100% er blevet madet af dem en gang. Det handler nemlig om bryster.

Jeg har ærligt talt aldrig kunnet lide mine bryster. Jeg startede på p-piller som 15 årig da jeg fik nogle meget skrappe piller som man under ingen omstændigheder må blive gravid på. Det kunne jeg ikke tåle, altså hormonerne, så jeg tog 10 kilo på, på 1,5 måned, og pludselig var min 15 årige krop en kvindes. Med svulmende bryster der sad helt perfekt og nærmest oppe i halsen, fyldig numse og brede hofter. Og så stoppede jeg med at tage dem. Fordi jeg opførte mig vanvittigt og havde sindsyge humørsvingninger. Altså mere end normalt. Og så faldt det hele lidt sammen. Det synes jeg i hvert fald. Brysterne faldt ned og manglede pludselig lidt fylde.

Årene gik og jeg hadede mine bryster. Talte altid grimt om dem. Så fik min barndomsveninde lavet sine på sygesikringen, jeg kan ikke huske hvordan, men DET skulle jeg også. Det ville jeg bare.
Og så sad jeg der som 19 årig på Rigshospitalet og bad til at de ville fikse dem så jeg kunne kigge mig selv i spejlet og holde lidt mere af det jeg så. Det ville de ikke. Lægen mente at jeg “skulle fokusere på alt det gode ved mig selv. Og på hvor smuk jeg ellers var.” Alt jeg hørte var at hun godt kunne se at mine bryster var grimme. Så jeg tog grædende derfra og tog på privat klinik. Og fik samme besked. Og så blev jeg vred og ked af det. At de ikke kunne se hvor frygteligt det var at være 19, single og have grimme bryster. Så brugte jeg de næste mange år på at skælde min krop ud. Ikke kun mine bryster. Men hele min krop. Indtil jeg startede på psykoterapi uddannelsen og for alvor tog arbejdet med mig selv seriøst.
For 2 år siden fik min mor så brystkræft og så gav det pludselig ikke mening at være vred på noget som var sundt og raskt når min mor kunne dø af det selv samme. Faktisk blev jeg helt flov over at have været så vred på mine stakkels bryster og så er det ikke en gang mine der forråder mig og bliver syge, men min mors. Det er selvfølgelig ikke helt sådan verden hænger sammen, det er jeg godt klar over. Men det var følelsen.

Nu ligger jeg topløs på stranden fordi jeg hader grimme bikini tanlines og fordi det er dejligt befriende og luftigt. Og det vil jeg have lov til. Også selv jeg stadig ikke synes mine bryster er helt som jeg gerne ville have dem. Men de er der. Og de er sunde. Og helt normale. Og jeg elsker at de stadig er naturlige. At jeg kan kigge mig i spejlet og ikke være vred på dem, det er vigtigt for mig. Ikke fordi jeg ikke synes man skal få lavet sine bryster. Jeg har flere veninder med silikonebryster som er skide flotte og jeg bakker dem op hele vejen. Men for mig, har lægen fra Rigshospitalets ord først lige sat sig hos mig. 7 år senere kan jeg godt se det. Jeg har noget andet end perfekte bryster. Man kan ikke have det hele. Og hvis jeg en dag alligevel vil have lavet mine bryster så har jeg lært at holde af dem som de er først. Og det gør en verden til forskel.

For et par år siden fik jeg så lavet en nude art serie. Fordi jeg var vred. Vred over at have brugt for mange år af mit liv på at tro at jeg skulle veje 40kg for at være elsket, af mig selv og af andre. Så jeg provokerede. I virkeligheden nok mest mig selv. Ved at stille mig nøgen op foran et kamera og sige “det er okay det her.” Modigt sagde mange, men det synes jeg faktisk er lidt fornærmende at sige. Aldrig har nogen sagt til Naomi Campbell at hun er modig for at stille sig op nøgen foran et kamera. Modig refererer, i min verden, til at en helt normal kvindekrop kun skal vises frem af dem som tør. Fandme nej!

Forleden dag lå jeg så der på stranden, topløs på min ferie med hele min familie. Da en mand helt uprovokeret går forbi mig og meget tydeligt tager et billede af mig med sin mobiltelefon. Jeg blev så chokeret. Jeg kunne slet ikke reagere før at det var for sent. Og så blev jeg tosset. Stik hamrende tosset. Hvad fanden bilder han sig egentlig ind! At krænke mit privatliv på den måde. Skal man virkelig finde sig i at blive krænket på den måde fordi man vælger at tage sin bikinitop af i solen?
Frasiger vi os retten til vores privatliv hvis vi ikke render rundt og er skide blufærdige? Mine bryster ligger allerede på nettet. Jeg har selv fået taget en billedserie. Som jeg faktisk er ret stolt af. Og som jeg synes er ret fin. Og som står for alt muligt andet end at være seksuelt tiltrækkende. Jeg vil gerne selv bestemme hvornår jeg som kvinde skal “seksualiseres”. Mine bryster skal en dag made mine børn. Så er de ikke skide sexet. Jeg synes heller ikke at de er sexet splattet helt svedige ud på solstolen mens hele min familie ligger rundt om mig. At andre synes det, ja det kan jeg jo ikke ændre på. Men jeg vil fandme godt selv bestemme at der ikke skal tages billeder af mig uden at jeg ved det. Af fremmede, gamle, tykke mænd. Nej! Fucking nej! Det gør mig vred.

Jeg synes stadig man hører “det er hun selv udenom…” den dag i dag. Venner vi skriver altså snart år 2019. Kvinder er ikke selv udenom om at de bliver seksuelt krænket. Aldrig. Om du så bevæger dig nøgen ned af gaden en fredag aften.
Jeg ville da heller aldrig snige mig med ind i omklædningsrummet hos en mandlig stripper og tag’ på ham eller tage et billede af ham splitter nøgen. Fordi “det er han selv udenom”. Nej!
Jeg er godt klar over at hvordan man begår sig ude i offentligheden naturligvis sender nogle signaler. Smiler du til fremmed på gaden så fremstår du højst sandsynligt venlig og imødekommende og vice versa. Og jeg vil ikke opdrage mine, hvis jeg får dem altså, pigebørn til altid at rende rundt i lårkorte kjoler og gå i seng med alle og en hver. Men jeg vil opdrage dem med at retten til at se ud som de vil og klæde sig som de har lyst til er der. Og uanset hvordan de begår sig så er de værd at elske og respektere. Og så kan man være vred eller modsige sig de konsekvenser det nu en gang har at tage et standpunkt. For uanset hvor meget jeg ville ønske at vi levede i en ideel verden, det ikke dømte mennesker for vores påklædning eller mangel på sammen. Så er det nok bare en drøm. Jeg har da også måtte ligge øre til mange ting efter min nude serie. Men jeg ved heldigvis godt at jeg ikke er billig, eller dum eller nogen “slut”. Som forresten også er et udtryk jeg er godt og grundig træt af!! Hvornår er man det? Og kan vi lade vær med at kaste det ord omkring os hele tiden. Jeg er skide træt af mænd der går i seng med kvinder og bagefter kalder dem for sluts. Fordi hvad? Fordi hun har lige så mange one night stands som dig? Hvad gør det så dig til ? Eller er det kun kvinder der ikke må have one night stands, for så får i sgu et problem med at finde nogen at være sammen med snart kære mænd.
Jeg er sikker på, at havde jeg flere one night stands eller generelt bare mere uforpligtende sex så ville jeg være mindre snerpet. Eller mindre bitter i det mindste. Men jeg bryder mig ikke om det. For, surprise, så involverer jeg alt for mange følelser i mit sexliv. Desværre; er det faktisk lige før at jeg vil sige.

Retten til at være fri for seksuelle krænkelser og tilnærmelser, den må vi sgu alle sammen have. Uanset hvor mange sexpartnere, nøgenbilleder eller korte kjoler du ejer.

Så endnu en gang lidt billeder fra den fantastisk dygtige fotograf Thomas Agatz som jeg var så heldig at have til at skyde billeder af mig.

For mig betyder de her billeder frihed. Kropsfrihed. Fordi jeg var et sted i mit liv hvor jeg var træt. Træt af spiseforstyrrelser, af idealer og af skam. De gav mig styrke og kraft og viste en anden side af min personlighed som jeg trængte til at se selv. At jeg lukkede andre mennesker ind i det, nej det havde jeg ikke behøvet, men det valgte jeg. Og det har jeg aldrig fortrudt. For de mennesker som inspirerer mig mest er dem der viser mig deres ar. “Battle scars” om man vil. Hvis jeg kan være den inspiration for bare et enkelt andet menneske ude i verden, så er det det hele værd.

Jeg har arbejdet med mig selv i 26 år. I 2 år har jeg uddannet mig til at være klog på andres følelser, i 10 år har jeg gået i terapi on and off og i 11 år har jeg dealet med mænd, knuste hjerter og gamle mønstre der sidder så dybt inkarneret i mig. Min mor siger tit at jeg er stærk og sej og at ”de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.” Men hvor er jeg træt. Fuldstændig udmattet af at være i udvikling, i sorg, i krise, i håbløshed og modløshed.  Mit hjerte gør ondt og det eneste jeg føler er ingenting… Et stort sort hul af ingenting der sidder lige midt i maven. Der er ingen tårer der presser sig på, ingen ord der har lyst til at blive råbt, ingen vrede, ingenting. Måske er jeg bare nået til et punkt i mit liv hvor jeg ikke har mere at give af. Der er ikke plads til at føle flere følelser.

Jeg vil ikke bruge for meget energi på at forklare situationen for i bund og grund handler det her jo om mig og ikke om relationen (sjovt nok med en mand), der for 3. (ja fucking 3.) gang er gået galt.

Jeg har altid synes at det var ekstremt sørgeligt og hårdt at bryde relationer uanset om det er en veninde, en kæreste, en date eller nogen som i et ganske kort øjeblik berørte vores liv. Det der med aldrig at skulle ses igen, at dele noget sammen mere, at grine, græde eller elske mere. Det er hårdt og svært at sige farvel, sådan er det bare. Men det sværeste i min afsked til mænd er nok, at jeg ikke kun mister dem men også mister en del af mig selv hver gang. For når vi bygger vores lykke, vores selvværd; dele af vores ”eksistens” op omkring andre mennesker så bliver det frygtelig skrøbeligt og så vælter korthuset altså hvis personen der bærer det går. Og sådan skal det jo helst ikke være. Det er okay at føle sorg, svigt, hjerteknust, vrede osv. Men at miste sig selv er nok det værste vi kan gøre. Jeg får lyst til at tage mit hjerte og knue det hårdt ind til mig. At fortælle at JEG elsker det, at JEG bliver og at JEG er til at stole på. Og love, at næste gang jeg sætter det på spil så bliver det til en der sætter pris på det. Men det kan jeg jo bare ikke love.

—

Og så stod jeg der med ny-barberet ben og mit hjerte i mine hænder, min rygsæk pakket, i kjole og puffet hår og sagde: ”hvis du vil ha’ mig så er jeg din.” der er gået 2 dage og jeg begynder at forstå at du ikke kommer og henter mig, jeg venter stadig på svar men som min dansklærer sagde forleden så ”kommunikerer vi også når vi ikke kommunikerer…” og i virkeligheden er den non-verbale form for kommunikation den aller hårdeste. At jeg ikke en gang er dine ord værdige eller din tid til at sige dem. Det chokerer mig.

Hver gang nogen går fra mig så åbner sluserne for ALLE de gange jeg er blevet svigtet. Alt den bagage jeg har med mig, alt min vrede mod min far og alle de komplekse mønstre der ligger i det. Men lad os lige trække vejret og huske på, at når EN person vælger at gå ud af vores liv så er det kun den ene der går lige i det øjeblik. Ikke 15 års eller 26 års smerte der skal bores og graves i og tages frem i tide og utide. Det handler om, at bevare fatningen og en smule kontekst og rationalitet. Okay Annabel, så det gik ikke for 3. gang. Ærgerligt, men jeg gav det et forsøg og jeg var modig og jeg holder helt vildt meget af ham. Og hvor er jeg heldig, at mit hjerte er så stort og hvor bliver en anden mand en dag så heldig at jeg kan elske ham lige så passioneret som jeg går ind i alle mine andre følelser.

Måske handler det også lidt om det der med at stille krav. Stiller vi i virkeligheden måske for høje krav? Jeg sidder her og føler, at jeg ikke lykkedes med en skid i mit liv, fordi EN mand valgte at han ikke gad bruge sin tid på mig alligevel. Men virkeligheden er jo, altså hvis man koger den ret meget ned, at jeg lykkedes hver dag men det der der hedder livet. Jeg overlever det i hvert fald hver dag. Og det i sig selv kan jo også være en sejr. Hver dag er jo ikke sådan en ”jeg overlever ikke bare mit liv jeg lever det.” Nogle gange, og det er helt okay, der overlever vi bare. Som helt almindelige mennesker med for store forventninger til os selv og til andre. Så må vi trække vejret og huske på at der igen vil komme en dag, måske i morgen, måske i næste uge, næste måned eller næste år, hvor vi igen kan mærke at vi lever og himlen er blå og solen altid skinner og alt det fucking pis som jeg ikke kan føle lige nu. Livet går jo i hvert fald videre uanset hvor mange gange vi falder og slår os, så er det bare at hænge på og følge med og måske nogle gange give lidt ansvar fra sig og stole lidt på at livet har sine egne mystiske grunde til at udsætte os for alt hvad det gør.

—

I dag har jeg grædt lidt. Mest af frustration. Den der gråd der fortæller os ”jeg ORKER ikke at deale med det her igen, jeg har ikke tid, jeg har ikke kræfterne.” Ikke en forløsende gråd. Men i virkelig er det nok fordi, at jeg ikke har lyst til at blive forløst i følelserne om ikke at føle mig elsket, værdig, god nok. Det er som at blive slået hjem i Ludo 2 felter før mål. Jeg troede lige at jeg var der, at jeg havde lært noget og så blev det hele revet op og vendt på hovedet og nu giver det ingen mening. Så i stedet for at føle knuden i maven så begraver vi os i arbejde, sociale arrangementer, Tinder,  ligegyldig sex eller i mit tilfælde rødvin og overtræning. Alt sammen for ikke at mærke efter.

Og måske er jeg i virkeligheden også bare pisse træt af, at føle at jeg skal arbejde med mig selv hele tiden. Vi kommer jo alle sammen med bagage. Hvornår er nok nok? Hvornår er det okay, at sige at jeg måske bare altid vil være en smule usikker når det kommer til mænd. Der vil altid ligge en angst for at du går fra mig. Og er det ikke okay. Er det ikke okay, at jeg er dramatisk og kaotisk og passioneret og sådan en der elsker 110% når jeg så gør det? Noget bagage har vi bare altid med os. Jeg har fx erkendt, at efter mere end 10 år med en spiseforstyrelse så vil det bare altid være der. Ikke altid aktivt, ikke altid i brug men det ligger og ulmer og vil være mit første redskab hvis jeg kommer for meget i mine følelsers vold. Det betyder ikke, at jeg bruger det men det betyder, at jeg altid skal tænke over det og jeg, nogle måneder mere end andre, skal modarbejde mønstret mere. Og jo mere jeg har accepteret det, jo nemmere har det været at give slip på.

I starten synes jeg at den største smerte var at vide, at han er fuldstændig ligeglad med alle de løgne og alle de ting han lovede mig og ikke holdte og alle de følelser af sorg og ikke mindst forvirring jeg igen skal gå igennem. Men det handler jo ikke om mig, hvilket kick han får ud af at finde ud af, for 3. gang, at jeg ER vild med ham og at jeg kom tilbage og at jeg rent faktisk SÅ gerne ville have det til at lykkedes mellem os. Det må være for hans regning. Jeg kan ikke blive ved at spille på andres banehalvdel. Så selvom det gør ondt ikke at få besked eller afklaring og det helt sikkert påvirker mig, at jeg åbenbart enten lukker øjnene eller simpelthen ikke kan se når jeg er i relationer med mennesker som på ingen måde vil mig det bedste så ved jeg også, at jeg simpelten ikke kan tage ansvar for at have mødt en som er ligeglad med at såre mig. Det har intet med mig at gøre men alt med ham at gøre. Og det får mig også til at tænke over, om vi (jeg) nogle gange bliver forelsket i det. I ideen om manden og måske ikke så meget ham. Det er rart at have en der ringer og siger godmorgen og godnat, en der bekræfter én og sender søde beskeder. Det er trygt at vide hvor dit næste kys kommer fra og bare generelt føle, at man ikke er helt alene. Men at være forelsket i den tryghedsfølelse eller være forelsket i alle de kasser man kan sætte hak i fordi han passer ind i dine ideal bokse af kvalifikationer din kæreste skal eje, det er sgu bare ikke helt det samme som at være stormende forelsket i selve mennesket.

Det er ligesom om, at jo ældre jeg bliver og jo flere ar på sjælen jeg får jo lettere tror jeg at det er. Men sandheden er i virkeligheden at det bliver sværere. Hver gang jeg lader nogen frarøve mig min ungdommelige naivitet om kærligheden så får jeg sværere ved at tro på den næste gang. Og jo sværere vi har ved det, jo mere vi frygter, jo flere selvopfyldende profetier får vi skabt. Så hvordan lever vi med accept af vores frygt for sorg uden, at tro på at tingene altid går galt. At kærlighed = med smerte. Så vi undgå de her profetier som jeg er ekspert i. Ja, jeg ved det ikke. Jeg har ingen kloge ord om det. Måske en dag jeg finder ud af det. Måske møder jeg en dag én som tager mig og mit skrøbelige hjerte i hånden og bliver til jeg for alvor tør stole lidt på kærligheden igen…

Så hvad så nu? Jeg har givet mig selv til i morgen til at være sur og rasende og græde en sidste gang. Og så giver jeg slip og tilgiver, for min egen skyld. Fordi at jeg jo inderst inde godt ved, at min indre terapeut har mest ondt af mennesker der har brug for at såre andre mennesker som rent faktisk holder af dem. Men det er sgu ikke mit job, at redde dem alle.

”Livet skal leves forlæns og forstås baglæns” og jeg forstår stadig ingenting.

Billede og citat er lånt fra Instagramprofilen “hverdagslinjer” som jeg er mega fan af. Hun kan altså skrive! 

Det er jo ingen hemmelighed, at de sidste mange år ( ja måske altid) har mit kærlighedsliv været noget værre rod. Jeg veksler mellem at sorge over at være single, juble over det, værre skide træt af forventningerne og nu har jeg mere eller mindre givet op og stiller mig selv spørgsmålet. Hvorfor vil jeg egentlig gerne have en kæreste? Er det for de rigtige grunde? Og vil jeg overhovedet prioritere det i mit liv?

I forrige uge havde jeg et mentalt break down og trak stikket og blev i sengen med mørklægningsgardinerne trukket godt ned i 2 dage. For når vi håber, at nogle relationer skal udvikle sig til noget mere men ender helt med at glide ud i sandet så gør det sgu lidt ondt.

Og så lå jeg der en tirsdag aften og tudbrølede ned i en hel flaske rosé og sovsede rundt i selvmedlidenhed og ondt i hjertet. Men samtidig følte mig underligt lettet og tænkte “SÅ; nu kan jeg også “komme videre” og fokusere på noget andet.”
Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg er emotionelt slutty eller emotionelt afholden. Jeg tror gerne jeg vil tro at jeg er sådan en modig en der giver mit hjerte ud og deler noget af mig selv. Og det gør jeg også. Men jeg er satme også kontrolleret og du kan bide spids på at uanset hvor meget jeg tror og håber på at du er “the one” så har jeg forberedt mig følelsesmæssigt på at du skrider, at jeg skubber dig væk eller måske i virkeligheden en blanding.

Men du kan også være helt sikker på at hvis jeg bare er en lille smule interesseret i dig så har jeg spillet hele vores fælles liv sammen inde i hovedet allerede inden 2. Date. Jeg har allerede set vores liv sammen, jeg har mødt dine venner (de elsker mig), dit barn (hvis du har sådan et), din familie og uanset om du er en frembrusende forretningsmand, sporty håndværkertype eller den kunstneriske hipstertype så har jeg set det. Jeg har været den hjemmegående fundraising rigt gifte husmor, den kærlige og “livet er simpelt og sjovt” – type, og den passioneret “vi vil skændes men elske hinanden for evigt” – type. Jeg kan fantasere om mit liv der ser så forskelligt ud med mange forskellige typer mænd og samtidig kan jeg slet ikke se mig selv dele mit liv med nogen. Ambivalent much?!

Måske er jeg nok bare blevet så komfortabel med mit liv som det er, at selvom jeg siger at jeg er villig til at gå på kompromis er jeg så også det? Det er blevet så nemt, at swipe løs og undgå at binde sig til noget fast og selvom jeg ikke synes jeg gør synderligt meget brug af det så er Tinder da den første afvigelses manøvre jeg bruger hvis noget er gået i stykker og mit hjerte gør ondt. Det er bare nemmere at skynde sig videre og fokusere på noget eller nogen andre. Og måske er det noget med det der med hele tiden at være på vej videre og drømmen om et forhold der passer perfekt ind i min lille verden som gør det svært at finde noget længere varigt. For lad os nu være ærlige. Man finder jo aldrig en som man ikke skal ændre sit liv for bare en lille smule. Og det er vel også hele meningen med at få en kæreste. Ellers kunne man vel lige så godt lade vær.

—

Jeg er sgu egentlig lidt træt af at føle at hvis mænd er singler i slut 20’erne så er det et valg og hvis man er kvinde så er det fordi der ikke er nogen der vil have en. Man kan altså også som kvinde tage et valg om at være single og alligevel være glad. Jeg er glad for mit singleliv selvom det til tider også gør mig deprimeret. Men sådan helt ærligt så vil jeg jo gerne beholde min frihed som den er nu. Jeg vil gerne kunne tage 1 måned til Brasilien uden at tænke på at der sidder en og savner mig, jeg vil gerne kunne tage 2 dage i sengen med slukket mobil og tude ned i en flaske alkohol og spise Ben og Jerry is til jeg revner og jeg vil gerne gå i byen til kl. 6 om morgen med mine veninder og flirte pinligt meget med bartenderen.

Hungrer vi efter kærligheden fordi det er nemmere til familie sammenkomster ikke at få spørgsmålet “nåååå så du er stadig single var?!”, fordi det er federe at hashtagge #ilovehim #thebestbf end #singleforever #jegskalsnarthave20katte. Fordi det er rarere at være to? Det er dejligt at have en man altid kan ringe til. Men er det kærligheden til tosomheden der driver det eller er det angsten for ensomheden?Den der sidder helt dybt i maven og kommer så pludseligt at det kan føles som en mavepuster og gøre det svært at trække vejret.
Jeg har følt mig meget ensom for tiden. Også når jeg ikke er alene. Jeg har været porøs og haft den der følelse af kedafdethed som er svær at forklare fordi man faktisk ikke helt ved hvad den er der for. Folk spørger “hvorfor er du ked af det?” For at hjælpe og støtte men når svaret er et hulkende “jeg ved det ikke.” Så er det også svært at hjælpe. Både andre og sig selv.
Jeg ved ikke hvad du gør når/hvis du nogensinde har det sådan. Men jeg har lært vigtigheden i at give det plads. Jo mere vi undertrykker følelser jo mere fylder de. Så ja, nogle dage ligger jeg i sengen med lukket dør og mørklægningsgardinet trukket godt ned. Jeg græder når jeg føler for det, jeg drikker vin kl. 10 om formiddagen og spiser gerne Prince kiks til morgen, middag og aften.
Og mens jeg ligger der opstår der altid de her tanker i mit hoved om at være og gøre noget andet. De er mit drive. De pusher mig til at stå op og gøre noget ved situationen så jeg ikke sidder fuldstændig fast. Og dem er jeg glad for. Jeg elsker det drive. Det er også det der gør det muligt for mig at svøbe i selvmedlidenhed, kiks og tårer i dage i træk fordi jeg har tillid til at jeg rejser mig når jeg er klar og så bestiller jeg en tur til Brasilien for at udvikle mig, søger nyt job, nyt studie, tager på date med ham der der har spurgt i 6 måneder eller gør noget andet større eller vildere som rykker mit liv lidt.
For det værste jeg kan få at vide er, at jeg ikke rykker mig. At jeg står stille. Jeg mødte for ca. 2 år tilbage en mand jeg så da jeg gik i gymnasiet og efter en ganske kort snik snak i 5 min i toget så siger han: “ej du er præcis lige som jeg husker dig.” Og fred være med det, jeg ved udemærket godt at han ikke mente noget tarveligt med det. Men på det tidspunkt var det 5 år siden jeg gik ud af gymnasiet og tanken om ikke at have rykket mig gav mig kvalme. Jeg stod der med endnu flere ar på sjælen end da han kendte mig og jeg var vokset og havde lært mig selv at kende, lidt bedre i hvert fald. Jeg gik i terapi og følte at jeg var en bedre udgave af mig selv. Hvorfor kunne han dog ikke se det? Og hvorfor følte jeg at jeg skulle forsvare hvem jeg var. Og så tænker jeg. Bruger vi for meget tid på at prøve at definere hvem vi er i samspil med andre at vi slet ikke ved hvem vi er uden? Og med “vi” mener jeg selvfølgelig “jeg”.

En af mine veninder viste mig den her video fra Jay Shetty. Og selvom jeg synes hans pointer er skræmmende sorglige. Så er det også meget genkendelige. Desværre.

We want someone to hold our hands but we don’t want to put the power to hurt us in their hands.

We want to be swept off our feet but at the same time remaining safely, independently standing on our on.

We want to keep chasing love, but we don’t actually want to fall into it

We want the rewards with no risk, we want the payout with no cost

We keep people at arms length toying with their emotions. But mostly toying with our own.

When things get too close to being real we run, we hide, we leave, we say to ourselves “there’s more fish in the sea.”

See, the challenge is we all want to be with someone who makes us happy, when what we need to do is be someone who makes us happy.

we sit with our friends discussing the rules but no one even knows what game we’re trying to play. Because the problem with our generation not wanting relationships is that at the end of the day; we actually do.