Det der med at være single…

“He’s just not that into you.”

Det var hvad en kær kollega sagde, da jeg for 5. gang fortalte om en fyr jeg var vild med, men som af en eller anden årsag havde 117. grunde til ikke lige at have tid eller overskud i kaldenderen (eller hjertet) til mig. Iskøligt vil nogle mene, og mine veninder vil sikkert straks skyde det ned og finde på en masse overanalyseringer og grunde til, at timingen måske ikke lige var der, igen igen igen. Men helt ærligt kvinder, det er jo sandheden.

Vi kender det jo. Du har mødt en fyr, han er sød. I har det fint sammen, men det er ligesom om der mangler noget. Du skal tage dig selv i, at huske at skrive til ham, du tænker ikke på ham hele tiden og du smider bestemt ikke alt hvad du har i hænderne for at se ham. Men vi holder ham alligevel lidt tæt på, som min kollega sagde ”så har man lidt til en regnvejrsdag.”Og så er det jo altid rart, at føle sig ”villet”, føle sig set og værdsat.

Men er det ikke lidt tarveligt når vi godt ved, at det ikke vil føre nogle vegne? Nu når man står på den anden side og tydeligvis ”er blevet gemt til tørkeperioder” så synes jeg sgu det er lidt et unfair spil. Og så er det et spil som jeg slet ikke har fået spillereglerne til. Havde jeg ikke vendt den her diskussion med nogle venner så havde jeg aldrig fået det brandærlige og lidt ”av” svar: ”han er bare ikke vild med dig” og hvad så? Havde jeg så bare siddet her og ventet? Troet på alle undskyldningerne og fulgt med?

Hvorfor kan man ikke bare være ærlig? Der er så mange usagte datingregler i singlelivet. Det er fandme en ussel gang poker efterhånden.

Hvornår var det lige, at det blev så skide svært med det der med mænd? Det er ligesom om, at hvis du er single og kvinde så er der bare ikke nogle der vil have dig, ”dig må der da være noget galt med.” Men hvis du er mand og single så er det et frivilligt valg, et valg om frihed.

Well thanks alot.

Hvorfor kan det ikke bare være nemt? Eller hvorfor kan vi ikke bare kæmpe lidt mere for det? Er alle parter bare for kræsne? Har vi for høje forventinger?

Jeg har så mange fantastiske veninder som er singler. Jeg forstår det ikke. De er bare for dejlige jo. Og jeg ved ikke om det bare er fordi vi aldrig snakker om det, men det virker altid som om, at det er dem der bliver såret og aldrig fyrene. Og så med sådan nogle latterlige, ”det går for stærkt”, ”timingen er der bare ikke lige” undskyldninger.

Eller ”48 ubesvaret opkald er for meget”, og ”stop med at stalke mig”, ej spøg til side, vi ved jo alle sammen godt hvorfor JEG er single 😉

Men helt ærligt, er vi bare blevet så magelige, at alt skal spille før man orker give det en chance. Hvad med den gang man kæmpede for tingene, sendte breve og rejste lange distancer på hesteryg for at se hinanden.

Romeo begik freaking selvmord for at være sammen med sin Julie, så tror jeg nok også lige at du kan svare på min sms og pakke dit ”det går for stærkt”-bullshit væk.

Jeg havde en interessant samtale med en veninde tidligere i dag. Vi oplever begge ofte, at vi er i relationer med mænd der i starten er fuldstændig overdrevet begejstret for os, intet er galt og komplimenterne vælter ind. Først når, man selv stille og roligt begynder, at sænke paraderne og tro lidt på det gode i mænd, ja SÅ er i out of there.

Jeg er fucking 2 mislykket tinderforhold fra, at sende spørgeskemaer ud til alle mine eks’er for at spørge hvor fanden det er, at jeg går galt i byen. Hvornår er det lige vi går fra, at du skriver hele tiden og ikke kan få nok til at du er fuldstændig ligeglad?! Som  min veninde så køligt sagde: ”Hvad fanden er der galt med min personlighed?”

Ja, jeg ved det ikke. Men jeg er psyko træt af pladder om ”det kommer når du er klar og mindst venter det.”

Med fare for, at lyde desperat så ER jeg klar. Jeg er absurd træt af livet som single, jeg er træt af, at stå kl. 4 om morgen på en overpriced bar og spytte i en gin og tonic med ondt i fødderne.

Kom nu mænd. Ind i kampen. Jeg har nogle skønne veninder der er kærlige, sjove og smukke, de fås altså ikke bedre. De er det hele værd, så lad nu vær med, at stikke halen mellem benene.

Og forresten, så er jeg faktisk også selv meget sød…