det der med at lære at elske sin krop

Det er sidste dag på træningsopholdet i Brasilien. Kufferten er pakket og jeg forbereder mig mentalt på at vende hjem og skulle være voksen og ansvarlig, hjemløs og kaotisk igen. Yay.

Jeg står foran spejlet på badeværelset kun iført trusser og bh og vender og drejer mig. Jeg har smidt 5 kilo de sidste 4 uger.
Jeg suger maven stramt ind og kan svagt ane mine ribben hvis jeg virkelig anstrenger mig og suger til og løfter armene lidt. Jeg borer mine fingre ind for at finde mine hofteben som er forholdsvist lette at mærke gennem huden. Jeg lægger hænderne på den irriterende lille ”kvinde” delle der sidder nederst på maven og skubber den ind. Ærligt så er min første tanke: ”Jeg må satme have været tyk hvis jeg stadig ser sådan her ud efter at have smidt 5 kilo.” Jeg vender mig rundt og skælder ud på mine strækmærker og på min appelsinhud. ”Hvad fanden laver den stadig der?” Jeg skælder mine lår ud for at være for store og min numse ud for ikke at være strittende nok. Jeg løfter mormor armene og blævrer lidt med dem mens jeg vender øjne af mig selv.

Jeg er på vej ned af en vej jeg kender så godt, nemlig ”Annabel er ikke god nok “-vejen. Måske egentlig mest fordi, at jeg er nervøs for at komme hjem til alle de ting og sorger jeg forlod. Angst for at falde tilbage i dårlige mønstre og glemme hvordan jeg har haft det den sidste måned.
For præcis en måned siden havde jeg min første dag i Brasilien og min første face-to-face samtale med Niels som står for opholdet. Vi snakkede om mine mål for den følgende måned og jeg kan huske at jeg sagde: Komme i god form, smide et par kilo, prøve grænser af, bryde dem, udfordre mig selv, gøre sjove og fede ting men vigtigst af alt lå mit fokus på at lære at spise rigtigt og fornuftigt. Min største frygt inden jeg tog herned var at jeg ville blive ”tvunget” til at spise 4 gange om dagen. Noget jeg måske aldrig har gjort. De sidste 10 år med en spiseforstyrrelse har det altid handlet om at spise så lidt som muligt og så få gange som muligt og hvis dette ikke var muligt så skynde sig at kaste op, eller overkompensere med træning. Ikke at dette nogensinde har gjort mig tilfreds med min krop, men det gav mig et trygt mønster jeg fandt mig hjemme i.

Jeg havde en periode hvor jeg vejede mig ca. 3-4 gange om dagen for at kontrollere at jeg ikke tog på i løbet af dagen. Efter jeg kom på Stolpegården og blev tvunget grædende på vægten der svor jeg, at jeg aldrig ville stille mig på den rædselsfulde tingest igen. Jeg hader tanken om, at en lille ubetydelig materialistisk ting som en skide vægt skal definere hvordan jeg har det med mig selv. Om jeg er noget værd. Det triste er desværre nok også bare, at uanset tallet på vægten så vil den altid definere mig negativt.
Jeg har vejet mig hernede hver morgen, for det skal vi. Nogle morgener med bankene hjerte og svedige håndflader, 1 morgen med gråd og en meget lang snak med Niels før jeg kunne gøre det. Men jeg har gjort det. Og jeg har helt klart fundet ud af, at det bare er et tal. Det går op og ned. Og det er slet ikke så farligt. Alt min angst sidder oppe i mit hoved og det er mig selv der er min egen værste fjende. Jeg har brugt de sidste 2 år af mit liv på min uddannelse at snakke om mine følelser, mærke dem, genkende dem og arbejde med dem. Og shit det har givet mig meget. Men den sidste måned, den har skubbet mig det sidste og længste stykke. Jeg tror, at jeg har haft brug for, og nu lyder jeg måske lidt generaliserende, bær over med mig, men at håndtere det som en mand. Være lidt mere ”nu gør vi det fandme bare”. Og ikke hele tiden være i mine følelsers vold. Som Niels en dag så nonchalant sagde: ”Det handler jo bare om at tage en beslutning og så fucking gøre det.” Det var ligesom om, at tiøren faldt for mig i al sin simpelhed. Hvorfor bruge så meget tid og energi på at modarbejde sig selv når man kan så meget mere ved at samarbejde med sin krop?
Mig og Niels lavede en aftale om, at hvis jeg fik det stramt over at spise så mange gange eller pludselig begyndte at kaste op igen så skulle jeg sige det, og den aftale gav mig tillid til at han ikke dømte mig for noget jeg ikke gjorde eller behandlede mig anderledes end nogle af de andre kunder. Og det kan jeg fandme godt lide ved ham, der er ingen undskyldninger for ikke at gøre noget bare fordi man har været syg eller andet. Jeg kan godt tit føle at folk kigger på mig eller dømmer mig og tænker alt muligt om mig hvis jeg spiser sammen med folk. Det har jeg ikke følt en eneste gang i en måned med 4 måltider om dagen. Og det er på trods af, at Niels naturligvis holdte øje med os alle sammen og hvad/hvor meget vi spiser. Jeg fik da også, i plenum, af vide flere gange at det der simpelthen ikke var nok mad. Havde det været i en hver anden sammenhæng havde jeg haft lyst til at grave mig ned over opmærksomheden omkring maden men her er det bare sådan det er. Det handler om, at få nok energi til at fungere optimalt. Og det handler om at lære det. Det er jo derfor vi er der. Og det er derfor Niels er der. Man skal nogle gange kravle før man kan gå.
Måske bliver jeg aldrig en af de der kvinder der kigger sig i spejlet og tænker: ”FEDT, jeg er sgu lækker.” Og hvad så. Jeg er pisse træt af, at vi skal snakke så meget om at det nye ideal er at være uperfekt. Det nye perfekt er blevet det uperfekte og hvad fanden hjælper det? Jeg kommer aldrig til at elske mine strækmærker eller hashtagge dem #tigerstripes på instagram. Kudos til jer der gør. Men jeg vil ikke føle mig forkert over at føle mig forkert. Det er dobbeltkonfekt og det er satme dumt.
I stedet for, så vil jeg gøre noget jeg har lært den sidste måned. Nemlig at ELSKE at min krop fungerer som den gør. Hold kæft hvor er den sej altså. Den har i gennemsnit trænet 5-6 gange om dagen i en hel måned, nogle dage 7 gange. Min skulder hoppede ud af led men fungerede fuldstændig optimalt ugen efter. Jeg overvandt min skræk for højder og var ude og rappelle 3 gange. Det voksede jeg virkelig af. Jeg har kørt motorcykel for første gang i mit liv og selvom jeg har blå mærker over det hele og min krop er øm over det hele så samarbejder den. Den har energi til alt hvad vi laver og den føles godt og tilpas. Tænk, at jeg har brugt så meget tid, så mange år på at hade noget som vil mig det allerbedste.
Kære krop. Jeg kan ikke love dig, at jeg aldrig taler grimt om dig igen. Måske kommer vi dertil en dag, hvem ved. Men jeg kan love dig, at jeg fremover vil behandle dig godt. Elske dig, ikke for hvordan du ser ud, men for alt hvad du kan.
Jeg tror, at det muligvis er mit livs vigtigste lektion jeg tager med hjem. At elske alt hvad jeg og min krop kan og ikke fokusere på dens udseende og på at jeg endnu ikke er et sted hvor jeg kan elske det endnu. Jeg finder fred i at elske det jeg kan og fred med at føle mig lidt forkert over at være uperfekt.
Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle jer om hver dag hernede. Men det bliver sgu en smule langtrukket og jeg vil også gerne nå mit fly så jeg kan komme hjem og kramme min mor og spise rugbrødsmadder. Men alt fra mine ene timer i muay thai med den cooleste brasilianer, Rodrigo, (seriøst nok den eneste mand i verden der med hans 165 cm kan se fucking badass ud med solfaktor 50 smurt ud i hele hovedet. Han ligner bare en der kan spise dig til mellemmåltid hvis du ikke passer på. Og så lige pludselig så rammer han dig uheldigt og så siger han undskyld 117. gange og er det rareste menneske) til Rio til Serra nationalpark, til motorcykelturene kl. 6.30 om morgen til alle de ”normale” hverdage har været fede. Som Niels sagde inden jeg tog hjem: ”Har det ikke været ret intenst for dig at være her.” JO! Det skal jeg lige love jer for at det har været, men det var det jeg kom for og jeg fik ærligt langt mere ud af det end jeg havde turdet håbe på.

Så har jeg nået mine mål mens jeg var her? JA! Jeg rejser hjem med, (endnu en generalisering) en langt mere mande måde at tænke på mad på. Det er først og fremmest brændstof, energi, og ikke følelser. Og det er befriende. Jeg har brudt grænser, overskredet dem, lært af dem, overvundet frygt, gjort nye ting, presset mit hoved og min krop og ikke mindst set fantastisk natur, mødt dejlige mennesker og vokset så meget på bare en måned.

Så tak. Til især Niels for at presse mig og være med til at give mig mit liv uden selvdestruktive mønstre tilbage (det har jeg ventet 10 år på!), tak for de fede oplevelser på Cross og tak fordi du ikke ”tabte” mig da vi var ude og rappelle men fik mig fysisk og psykisk igennem, det var stort. Tak til Camilla og alle de andre skønne skønne mennesker jeg mødte på min vej og som var en del af rejsen. Det har været kanon som Niels nok ville sige også selvom jeg er blevet kaldt for tudefjæs, diva, prinsesse og sure mokke. 😉

Jeg glæder mig allerede til, at komme hjem og fortsætte min træning online hos Niels. Det er ikke mange mænd jeg kan sige det her om, men Niels har min fulde tillid. Med træning, med mit liv i en snor ud fra et bjerg eller på en motorcykel, you name it.
Til sidst kan jeg kun sige, at hvis du trænger til en udfordring, en vild oplevelse, prøve grænser af, komme i form, se smuk natur eller bare finde din version 2.0 frem så tag ned til Niels. Jeg lover dig for, at du får noget for pengene.

 

7 nye ”leveregler” jeg tager med hjem:

1. ALLE undskyldninger er løgne.

2. Dine kortsigtet mål gavner ikke dine langsigtet. Bare fordi det er rart at snooze om morgen og det hjælper dit kortsigtet mål om velbehag og mere søvn så nytter det ikke noget på den lange bane. Vækkeuret ringer kun EN gang. HVER morgen!

3. Hav fokus på opgaven foran dig og ikke 117. andre ting samtidig. Det kan kvinder der tror de er gode til at multitaske lære noget af. Vær nærværende i det du laver og gør det 100% i stedet for at gøre 5 ting halvt.

4. Du behøver ikke altid dele samme mening eller holdning med folk for at lære af dem eller holde af dem.

5. What you give is what you get. Tag ja hatten på og vær et positivt menneske som folk synes er nice at hænge ud med.

6. FUCK BEHAGELIGT! Det er okay at få blå mærker og battle scars. Det er de oplevelser du husker og ikke hvor hyggeligt og rart det var at ligge på sofaen og se Netflix.

7. Sidst men ikke mindst. ALT kan og skal sættes i perspektiv. Medmindre du har været i krig så skal du mande dig op og indse at dit perspektiv er snævert 😉