det der med at savne…

Den der knude i maven, trukken på brystet, halsen der snører sig sammen og anstrengelsen for at holde tårerne tilbage. I ved det der med når man virkelig virkelig savner nogen. Eller noget.

Lige for tiden synes jeg, at den følelse bor lidt i mig. Ja det lyder måske lidt patetisk, men det har jo aldrig stoppet mig fra at sige tingene alligevel, men jeg tager mig selv i, at savne nogle af mine ekskærester.

Og så kom jeg til, at tænke på hvad det er der gør, at vi mennesker savner andre mennesker.

Der er i min verden mange former for savn. Jeg kan savne ting som jeg en gang havde og mennesker jeg en gang kendte og så kan jeg savne de følelser de gav mig og jeg tror, at det er det, der er svært at adskille.

Savner vi mennesker eller savner vi de følelser de gav os?

Jeg ved, at hovedet opfatter, registrerer og lærer ting meget hurtigere end kroppen. Mit hoved ved godt, at jeg ikke skal være sammen med nogle af dem igen, men min krop ved kun, at den savner det nærvær og den tryghed de gav.

Mange snakker om, at når vi savner så kan vi føle, at vi har et hul indeni som den anden person kan udfylde.

Det vi som regel søger i andre er det vi ikke selv har eller det som vi har gemt væk.

Mennesker er sociale væsener, vi bør/kan ikke leve alene. Men hvordan lever vi i tryghed med andre uden at gøre os afhængige af andre?

Når vi mister folk vi holder af, kan savnet være næsten ubærligt. Hele vores eksistensgrundlag kan blive rystet. Hvad er meningen med livet nu?

Måske er det her, at vi skal huske på at den vigtigste relation vi har, er relationen til os selv. En forudsætning for, at have gode relationer til andre er at have kendskab til sig selv. Aleneværen og kendskab til dig selv er altså alpha omega for at have gode og ægte relationer til andre.

Jeg tror, at når jeg savner mænd jeg har holdt af, eller i og for sig stadig holder af, så savner jeg de følelser de gav mig. Jeg savner en tosomhed, en tryghed, en følelse af at være ønsket. Jeg savner interne jokes, jeg savner nærvær, jeg savner at have nogen til at holde om mig når jeg er ked af det og jeg savner at give omsorg.

Min amerikanske værtsmor sagde en gang, da jeg var kommet hjem efter 13 måneder hos dem og savnede dem ulideligt meget;

”It’s better to have loved and lost, than to never have loved at all.”

Så selvom sorg og savn er hårde følelser, så er de også en forsikring om, at der en gang var noget godt, noget der er værd at savne. Måske er det bare det jeg skal huske på og på den måde give lidt slip i savnet. Eller erkende at savn er en del af os, måske bor den altid lidt i os?

Jeg kan da også savne tingene som de en gang var. Eller som jeg en gang var. Måske er vi i svære tider lidt for gode til, at romatisere fortiden. Til at tro på historien om, at det var bedre en gang. Men så lever vi ikke helt i nu’et. Så vi ikke helt tro mod vores egen udvikling.

Jeg er ret overbevist om, at nogle af de ting jeg savner, så som mine heste og tiden med konkurrenceridning er real nok.

Men ideen om, at jeg savner mænd som også har såret mig ekstremt meget, den køber jeg altså ikke helt. Jeg forstår godt, at savne følelserne de gav og ikke selve personen. Men behøver vi en tosomhed for at føle os hele?

Eksistentielt set er vi grundlæggende sociale, vi fungerer i grupper og isolation kan knække os. Men vi er grundlæggende også alene. Det er kun mig der kan mærke mine følelser og tænke mine tanker. Hvordan forbinder vi de to ting uden at miste os selv fuldstændig?

Måske er det jeg har allersværest ved at føle er, at jeg savner nogle som måske overhovedet ikke tænker på mig mere. Men det allerbedste er også, at jeg har ret til at føle lige hvad jeg føler. Det kan ingen tage fra mig.

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil sige med det her, så måske vil jeg bare mindes dem jeg savner lidt. Tage de gode ting og holde lidt fast i dem. Acceptere, at nogle mennesker måske altid vil bo i os og acceptere at det måske også er helt okay.

“People are… Full of contradictions. They’re lonely. And then they’re not. They’re missed. And then they’re not.”