Det der med mavefornemmelser…

Så gik der lidt tid før jeg igen fik skrevet, jeg har haft travlt med eksamen, arbejde og en masse personlige ting som jeg sikkert skriver om på et senere tidspunkt.

I sidste uge afleverede jeg min 1. års eksamensopgave på Psykoterapeutisk institut. Det var en skriftlig uge opgave og jeg skal lige love for at alle følelser kom i spil i løbet af den uge.

Jeg fik tilsendt opgaven mandag kl. 12 og var i benægtelse hele mandagen og fik dårligt læst opgave beskrivelsen igennem. Tirsdag begyndte jeg at bladre desperat i bøger og skrive en masse usammenhængende ting ned. Tirsdag aften går det for alvor op for mig, at jeg hele året har været super utjekket, ikke taget nok noter og faktisk ikke har styr på en skid. Jeg veksler mellem at græde og overveje at droppe ud og at blive vred og råbe og smække med døre. Enormt produktivt og hjælpsomt, I know!

Torsdag mødes jeg med min ”studiegruppe” og skriver faktisk det sidste færdig torsdag eftermiddag. Søndag eftermiddag er opgaven sendt og afleveret, 1 hel dag før nødvendigt og med ro i sindet. En ting som aldrig skete da jeg gik i gymnasiet.

Jeg har aldrig været speciel glad for at gå i skole og slet ikke for at lave lektier. Det eneste der fik mig igennem gymnasiet var det sociale, festerne og de lækre 3.g drenge! Jeg har aldrig været specielt klog eller haft nemt ved at få gode karakterer. For at være helt ærlig så har jeg nok overlevet de fleste skoleår på min charme og uskyldighed. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse, at jeg ikke kom ud af gymnasiet med verdens bedste gennemsnit. Da jeg startede var jeg 15 år, den yngste i klassen og havde absolut ingen ide om hvorfor jeg var startet der. Min mor har altid sagt, at hvis man ikke ved hvad man vil så er det altid godt at have en gymnasiel uddannelse at falde tilbage på. Så det gjorde jeg og klarede mig igennem på trods af at have været fraværende det meste af 2. år på grund af en depression og det 3. år på grund af tømmermænd.

Jeg følte altid, at hele klassen vidste hvad de ville og hvorfor de var der. De arbejde hårdt og målrettet så de kunne komme ind på de studier de drømte om og ende med det perfekte job. Og så sad jeg der, på bagerste række og sniksnakkede og drømte om kolde daiquiri’s og mænd jeg var forelsket i og overvejede hvor mange timer jeg kunne pjække fra uden at få for meget fravær.

Da jeg gik i 9. klasse var jeg hos studievejlederen som spurgte mig hvad jeg altid havde drømt om at blive og da jeg svarede ” det ved jeg ikke” for 10. gang så gav han op og med et irriteret blik og et suk lukkede han min mappe og sagde ”jamen så håber vi da at du finder ud af det.” Og det håbede jeg så, i mange år. At svaret ville komme dumpende en dag og jeg ville vide hvad jeg egentlig gerne vil med mit liv.

Nu er det 9 år siden at jeg stod som 15 årig og ikke anede hvad fanden jeg ville og tog gymnasiet fordi ”det gør man jo”. Enormt glad for at jeg kom igennem de 3 år. Det gav mig venskaber og oplevelser for livet, men om jeg er blevet klogere på hvad jeg vil? Nææ det tror jeg egentlig ikke. Om jeg bekymrer mig om det mere? Ja ofte men kun i korte perioder og så giver jeg slip på ideen om altid at skulle vide alting.

Jeg havde en gang en veninde som skrev en besked til mig da jeg skulle 1 år til USA:

”Du skal vide at jeg misunder din evne til at følge dit hjerte og dine drømme for det er nu en gang det, det hele handler om.”

Jeg tror ikke at hun ved hvor meget den lille besked har betydet for mig. Men det har gjort stort indtryk. For det er rigtigt. Livet handler om så meget mere end at skynde sig igennem et uddannelsesystem for at skynde sig ud på arbejdsmarkedet for at være der de næste 50-60 år og skynde sig på pension fordi man er udkørt. Livet er for kort. I min verden i hvert fald. Hvis du drømmer om en lang uddannelse og har drømt om at blive hjernekirug hele dit liv. Så godt for dig. Jeg hepper hele vejen og synes det er fantastisk at nogle mennesker ved hvad de vil og går efter det. Men sådan er jeg bare ikke.

Jeg er tilgengæld rigtig god til at følge min mavefornemmelse. Jeg tror på mit indre kompas og er ikke bange for at følge det.

Jeg har boet et år i Hellerup hos en fantastisk familie, et år i USA hos endnu en fantastisk familie, 4 måneder i NYC, 1 år som lærervikar og 1,5 år som pædagogmedhjælper i en vuggestue. Det er i alt blevet til 5 år siden jeg fik min studenterhue og tidligere på året startede på min nye uddannelse.

I alle 5 år stressede jeg over hvad fanden jeg ville, panikkede over at skulle møde til familiearrangementer og fortælle at jeg stadig ikke havde søgt ind på noget. Havde angst over hver gang jeg skulle se min far og også fortælle ham, at han havde en datter der muligvis var talentløs, ubrugelig og ude af stand til at træffe beslutninger. Min omgangskreds var også gode til at tælle hvor mange sabbatår jeg holdte og endnu bedre til at give mig dårlig samvittighed over det.

Eller sandheden er nok, at jeg selv er rigtig god til at bebrejde mig selv alle de her ting, måske havde jeg slet ikke fået eller i hvert fald mærket reaktionerne fra andre sådan, havde jeg bare stået ved mine valg i de 5 år. Med stolthed sagt at jeg ikke lige vidste hvad jeg ville, men at det skulle jeg nok finde ud af. For det skal jeg nok. Livet går jo og det leves altså ikke målt i sabbatår. Hvis jeg kunne skrive livserfaring på mit CV så gjorde jeg det. For de år hvor jeg soulsearchede og hoppede lidt rundt og ikke anede hvad jeg ville, de gav mig godt nok nogle vigtige lektioner, også mange ar, men dem får vi jo alle sammen.

Jeg kan godt have dage hvor jeg tænker, at jeg ikke aner hvad jeg laver eller om jeg er på rette vej. Men så mærker jeg efter og så føler jeg mig egentlig rimelig rolig. Jeg ved ikke om jeg ender med at være psykoterapeut men jeg ved, at da jeg første gang satte mine ben inde på Psykoterapeutisk institut da vidste jeg, at der ville jeg gå. Og det gør jeg nu, som den yngste optaget nogensinde. Det er jeg stolt af. Og selvom at alle mine medstuderende er noget ældre end mig og har børn og familie så føler jeg mig hjemme og godt tilpas i deres selskab. Jeg ved, at lige nu er jeg det rigtige sted og læser det helt rigtige for mig. Det er godt for min personlige udvikling.

Min mor mener, at det er godt at have en sikker uddannelse at falde tilbage på, helst som lærer da hun selv er lærer. Og det er da også rigtigt, det ville være nemmere hvis jeg “bare” læste til lærer eller til pædagog. Jeg savner også at have med børn at gøre, så hvilke veje jeg senere hen går, det ved jeg ikke endnu, men jeg stoler på, at min mavefornemmelse nok skal guide mig. Det har den nemlig gjort før.