det der med at gå 10 skridt tilbage

Om ikke så længe så fylder jeg 24 år. Og som jeg før har nævnt så er jeg ikke helt der i livet hvor jeg troede jeg ville være eller hvor jeg synes jeg burde være.

Jeg er single, jeg er flyttet ind hos min mor igen, jeg er kun lige startet på min uddannelse, min økonomi sejler, mit følelsesliv sejler og det virker nogle gange som om, at alting bare vælter for mig. Jeg tager mig selv i at tænke ”når jeg får råd til en lejlighed…”når jeg er færdig med min uddannelse… ” ”når mit terapiforløb stopper og jeg er rask igen…”. Så hvad A? SÅ bliver du lykkelig? Jeg ved ikke om det kun er kvinder der kan relatere til det her, men hold nu fast hvor er det tit jeg hører mig selv eller mine veninder sige ordene:

”Når” om det er så er at tabe 10 kg, at det skal blive sommer igen, at du finder kærligheden, at du får råd til drømmeferien eller hvad det nu kan være. Men hvad med ”nu’et”?

Hvad fanden er det vi venter på? Livet er jo lige her. Og det går. Om jeg vil det eller ej. Vi har alle noget, vi vælger at bruge tid på, og andet, som vi ikke bruger tid på. Det gælder for os alle, at vi ikke kan bruge den samme tid to gange. Det øjeblik du har læst den her sætning, kommer aldrig tilbage. Et øjeblik kan kun leves én gang. Vil vi virkelig bruge tiden på at ”vente” på bedre tider?

Første gang jeg gik ned med en depression som 16 årig sagde min geniale psykolog på daværende tidspunkt til mig: ”Annabel, hvem bestemmer det liv du lever?” Da jeg efter nogle hulk og en del betænkningstid fik sagt med meget lille stemme: ”Mig selv” svarede hun:

”Så synes jeg du skal skrue ned for Kanal fiasko”.

Min psykolog fandt ret hurtigt ud af, at jeg arbejder bedst i billeder, så da hun bad mig om, at lege at jeg skruede ned på en rigtig radio ud i luften, så ja, så følte jeg mig en anelse dum. Men det virkede sgu! Det var ikke noget mirakel og der gik lang tid før jeg fik det bedre og jeg gik ned med flaget igen og har været ved det endnu en gang for nylig, men det gav mig noget; det gav mig en indsigt i, at JEG bestemmer hvordan jeg har det. JEG styrer radioen. Og hvorfor spille kanal fiasko på repeat når man kan høre Popfm?!

Det væsentlige i det at være menneske er og bliver, at vores angst, smerte og forstyrrelser såvel som vores glæder og potentialer alle er vævet ind i èn, samlet struktur: vores eget liv.

Ingen kan undgå smerte. Sådan er livet. Og gud hvor er det dog til tider rædselsfuldt. Vi kan føle, at alting er imod os og uanset hvor lidt vi synes vi har fortjent det så er livet bare pisse hårdt og unfair. Men sådan er det jo for det generelle menneske. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at nogle fødes under nogle lidt andre vilkår end ”os”. Men nu snakker jeg også mest om mig selv!

Når jeg kigger tilbage på mit forholdsvis korte liv, så ser jeg en del smerte. Jeg ser også meget lykke, men mest af alt så ser jeg styrke. Fordi for mig er kriser ikke kun ulykke, det er er også vækstmuligheder. I mit første terapiforløb lærte jeg, at min livsforståelse var blevet for snæver og utilstrækkelig og måtte tages op til revision, jeg måtte gøre noget anderledes og jeg lærte og voksede helt vildt meget af det. Det var en tid hvor det gjorde ondt; på mig selv og mine nærmeste, men jeg ville ikke have været foruden det den dag i dag.

Mange ting her i livet er ikke så farlige hvis vi bare giver dem en chance. Som Bent Falk (psykoterapeut) så smukt skriver: ” Sorg er hjemløs kærlighed, og det ville være trøstesløst, hvis kærligheden kunne trøstes bort.” Sorg og krise er også liv. Det er kærlighed. Sorg er hjemløs kærlighed og kærlighedens pris. Det er virkelighed. Og virkeligheden skal man gå ind i. Det er det, der virker.

Naturen er ikke ensidig, men blandet. Ikke alle æbler på træet har samme størrelse. Er du ked af det? Så erkend det. Accepter det. Rum det. Det er nemmere at styre hvis du erkender det. Der er ikke noget, der for alvor forandrer sig, før du accepterer det, som det er.

Så lige nu kunne jeg ønske, at rigtig mange ting så meget anderledes ud i mit liv. Men det gør det ikke. Jeg må bare erkende tingene som de er, det er virkeligheden. Ja det kan gøre ondt, og jeg har dage hvor det er en kamp at komme ud af sengen og dage hvor jeg græder og råber ”FUCK”. Men sådan ser mit rodet liv altså ud lige nu. Før jeg startede på min uddannelse som psykoterapeut og før jeg mødte min fantastiske terapeut så ville jeg have gjort alt for at fixe og lappe problemet og prøve på at komme videre i en fart for når man er ude af krisen så havde jeg en forestilling om at jeg kunne ”leve videre”. Jeg ville konstant have været i krig med virkeligheden. I dag tror jeg, at jeg er mere rolig omkring det, jeg prøver i hvert fald at være det. Jeg skruer ikke op for kanal fiasko som ellers meget gerne vil spille i mit hoved for tiden, men jeg prøver heller ikke at overdøve den fuldstændig. Jeg er autentisk i der hvor jeg er og for mig er de 10 skridt tilbage måske i virkeligheden 2 frem.

Der er en revne i alting. Det er sådan, lyset kommer ind.

 Tro kan for nogle være et lidt flyvsk begreb fordi det kan relatere til religion og til Gud. Jeg ved ikke helt præcist hvad det er, at jeg tror på, men jeg tror på at tro. Jeg tror på min udvikling, på min rejse og på at jeg nok skal finde derhen hvor livet nu tager mig. Jeg tror på det. Jeg tror på mig.

Tror du på dig?