det der med årsskiftet

Så gik år 2016 og for mange var året langt og hårdt, jeg er ingen undtagelse. Jeg synes mildest talt år 2016 var skod og jeg hader helt ærligt nytårsaftener. Det er en alt for hypet aften som alligevel aldrig ender så fantastisk som folk regner med. Jeg bliver altid trist nytårsaften og i år var ingen undtagelse, på trods af at jeg var på arbejde. Måske især i år hvor jeg føler, at jeg kigger tilbage på et år med utrolig meget modgang og hårde tider.

Jeg startede året med at flytte fra en 2 værelses jeg havde lejet af min veninde på Frederiksberg til at flytte ind på et værelse hos min veninde, også på Frederiksberg for senere på sommeren at flytte hjem til min mor og måtte erkende, at ikke alle venskaber tåler at man bor sammen. Det mistede jeg desværre en kær veninde på. Hvilket nok er det, der er allermest trist ved at blive delvist “hjemløs” over. Boliger kommer og går, men det gør tætte veninder altså ikke. Om det er et venskab der kan eller skal repareres ved jeg ikke endnu, men jeg ved, at for mit vedkommende er der stadig en masse kærlighed, gode minder og en masse sorg og savn over at have mistet tilbage og det tager jeg med mig ind i det nye år.

Som så mange andre år i mit liv, bød 2016 på hjertesorger og ødelagte “forhold” som jeg jo også har skrevet en del om. Men 2016 var også et år hvor jeg faktisk passede endnu mere på mig selv og mit hjerte og måske isolerede mig lidt fra ting der kunne såre mig. Hvilket måske i sidste ende har såret mig endnu mere. Sandheden er nok, at jeg ikke har givet mit hjerte væk i år 2016 som jeg ellers plejer at gøre meget. Og den ene gang jeg gerne ville give det væk, der brændte jeg nallerne igen igen.

I 2017 vil jeg stadig passe på mig selv og mit hjerte men jeg vil forsøge at undgå at isolere mig så meget, jeg vil være mindre bange og mere åben. Men det er jeg sikker på, at i nok skal høre mere om.

I foråret var jeg ude for en ubehagelig episode på mit gamle arbejde i en vuggestue som jeg ellers elskede. Dette resulterede i en sygemelding og endte med en fyring. Det er nok en af de ting som har været hårdest for mig dette år, da det tog en masse dårlige ting med sig, 1 ulykke kommer sjældent alene som man siger. Jeg gik alvorligt ned med flaget og tog både episoden og fyringen meget personlig, selvom jeg godt ved, at det ikke havde noget at gøre med mine evner inden for faget eller min arbejdsindsats.

Min bulimi eskalerede i denne periode fuldstændig vanvittigt og alt handlede om at spise og kaste op, eller ikke at spise og træne så mange timer om dagen som muligt. Rimelig udmattende både fysisk og psykisk. Heldigvis fik min mor kontaktet min læge og jeg fik hurtigt hjælp og kom på Stolpegården. Et behandlingsforløb, jeg tilgengæld ikke fik så meget ud af, andet end endnu mere angst og bulimiskadfærd. Jeg stoppede derfor derude og fik gennem min skole kontakt til en anden terapeut som faktisk også er gæsteunderviser på skolen. Hun er fuldstændig fantastisk og jeg elsker at komme ude hos hende. Hun forstår mig og læser mig helt rigtigt, hun er umulig at manipulere med og så er hun bare et varmt og kærligt menneske. Hende er jeg taknemmelig for at have og hun har virkelig rykket mig. Eller det har jeg jo selv, men hun har guidet mig og givet mig nogle gode redskaber.

Fyringen bragte heldigvis også et nyt job med sig. Noget helt nyt og anderledes og selvom jeg savner mine vuggestueunger så er jeg glad for mit nye job på D’angleterre. Jeg har udfordret mig selv i et fag jeg ikke før har begået mig i, lært en masse og mødt nogle fantastiske mennesker. Det er jeg taknemmelig for.

Som jeg jo for ikke så længe siden også indviede jer i, så fik min mor konstateret kræft og år 2017 vil bære præg af kemobehandlinger, stråler og hormonbehandlinger. Det bliver hårdt, men som jeg før har nævnt så skal der nok være en masse læring og gode ting i det alligevel. Det håber jeg i hvert fald på.

Sideløbende med alle de her ting, har jeg haft min uddannelse som jeg startede på i Februar og som jeg er meget begejstreret for. Jeg har fundet min rette hylde. Jeg elsker at komme inde på skolen, elsker at lære så meget om faget og om mig selv og jeg er evigt taknemmelig for de mennesker jeg har mødt derinde. De har en kæmpe plads i mit hjerte.

Jeg tror generelt år 2016 bar brag af for mange høje forventninger og krav til mig selv som jeg simpelthen ikke kunne leve op til. Jeg blev ved med at slå mig selv oveni hovedet og har brugt enormt meget tid på at tale dårligt og grimt om og til mig selv. Det skal jeg arbejde på. Hver dag. At behandle mig selv bedre, være mindre kritisk og mere blød og kærlig, måske både overfor mig selv, men i virkeligheden også overfor andre. Acceptere, at vi alle er uperfekte og blot mennesker. Og det i sig selv kan være mere end rigeligt.

Jeg har absolut ingen krav til år 2017 andet end at jeg vil gøre mit bedste. Mit bedste for at grine og være glad. Men også græde når det hele bliver for meget og ikke gemme de ubehagelige følelser væk. Jeg vil kramme mere, kysse mere, sove i ske mere og blive holdt mere om. Jeg vil danse mere og synge mere. Ringe spontant til veninder og bruge mere tid sammen med dem der gør mig glad.

Da jeg gik i seng i går aftes kunne jeg jo alligevel heller ikke helt lade vær med, helt klichéagtigt, at tænke “nyt år, ny mig.” Og jeg drømmer da også om, at næste år til nytår har jeg en fantastisk mand som gør glad, en smuk lejlighed og drømmekroppen. Men det er jo også okay, at drømme, men hvis jeg til næste nytår stadig står uden en eneste af de ting, så håber jeg stadig at jeg vil være glad, glad fordi jeg har lært, at elske det som er.

Det lyder måske egentlig som mange krav og forventninger igen, men jeg lovede jo ikke noget og måske tager det bare tid, at acceptere at man er et kæmpe shitshow. Da jeg vågnede den 1. januar var det heller ikke et nyt mig, tværtimod. Jeg vågnede med menstruation ud over det hele (sorry), blev blitzet på vej til arbejdet, spiste dessert til aftensmad og grad af træthed på vej hjem.

Sådan er jeg bare. Også i år 2017. Og måske er det bare helt okay.