Det der med at være en totalt fiasko…

Kender i det der med, at ligge i fosterstilling og skråle med på ”all  by myself” med Ben & Jerry’s smurt ud i hele hovedet og bare føle sig komplet uduelig?! Det gør jeg! Det gør de fleste nok. Især kvinder. Og vi ved alle sammen, hvad det kommer af. Vores tårnhøje forventninger til hinanden og ikke mindst til os selv.

Jeg er lige kommet hjem fra en tur til NYC helt alene og jeg havde en forventning om det bare skulle være den BEDSTE TUR EVER! Og hvorfor? Jo fordi jeg skulle både gå til Bikram yoga i 1,5 time hver dag, se alle de turistattraktioner jeg STADIG ikke har set selvom jeg har været der 100 gange, finde mig selv og nyde at være alene, skabe nye kontakter og relationer og i hvert fald fået set alle de mennesker jeg allerede kender derovre.

Og sådan er det jo også herhjemme. ”Så nu er det mandag, det her bliver min uge..” og så ellers en forventning om, at man når at opfinde den dybe tallerken, lære et nyt sprog flydende, tage madlavningskurser, finde sit livs kærlighed, blive færdig med sin uddannelse, få 2 børn, en fed lejlighed, et nyt job, tabe 10 kilo, blive veganer, helbrede kræftpatienter og selvfølgelig dyrke yoga og have alene tid, fordi man nødigt skulle jo blive stresset.

Og hvad ender det altid med? Det ender med, at mandag eftermiddag har man allerede presset sig selv så hårdt, at man grædende har opgivet alle de urealitsike mål og ”ligeså godt bare kan give op.. indtil næste mandag.”

Nogle dage så er det ligesom bare nok ”at være.” Nogle dage så er det sgu hårdt nok bare, at være til. Og det er ikke fordi vi ikke skal stille krav til andre eller til os selv, men måske er der bare nogle dage hvor det er okay, at den største bedrift var, at man fik børstet tænder og rejst sig fra sengen til sofaen. Måske behøver man ikke altid, have en forestilling om at man skal kunne en helveds masse ting man ikke allerede kan for, at være god nok. Der er heldigivs ingen af os der er ens, vi har allesammen forskellige gode og dårlige egenskaber, vi har alle sammen forskellige talenter.

Mine søskende er f.eks. alle sammen enormt musikalske og jeg kan dårligt nok klappe i takt. Men som min ene søster en dag sagde da jeg brokkede mig over at være talentløs, ”Annabel, du har jo et kæmpe talent for drama.” og det er da også rigtigt.

Måske behøver jeg ikke kunne et andet sprog flydende, eller være en mester i et køkken. Måske er det okay, at jeg ikke altid når yoga timerne eller ikke er blevet veganer, måske er der en mening med, at jeg er single og måske er det okay, at jeg ikke har tabt 10 kilo.

Måske er det egentlig bare helt okay, ikke at være okay. Helt okay, at føle sig som et kæmpe shitshow og helt okay, at ville skride fra det hele og være en helt anden. Måske er det i virkeligheden, der vi rykker os allermest. Når vi erkender, at vi ikke er perfekte og at illusionen om, at skulle være det bare er for meget.

Lad os være bedre til, at nyde vores fejl og mangler, at grine af dem og nyde, at vi alle sammen er forskellige, så hvis du ikke kan helbrede kræft, så er der nok nogle mere kompetente mennesker der vil prøve på det.

Så hey du, ja også dig, du gør det godt! Også når du ikke gør!

Som Albert Einstein skrev;

“Everybody is a genius. But if you judge a fish by its ability to climb a tree, it will live its whole life believing that it is stupid.” The question I have for you at this point of our journey together is, “What is your genius?”