det der med at være lykkelig…

Vi bærer alle sammen rundt på forskellige forestillinger om, hvad lykke er. Din forestilling om, hvad du skal opnå og udrette her i livet for at blive lykkelig er måske helt anderledes end min. Men fælles for stort set alle mennesker er, at vi ønsker at være lykkelige. Så lykkelige som overhovedet muligt og gerne hele tiden.

Jeg selv, ja jeg har søgt lykken i årevis. Læst adskillige hjælp til selvhjælpsbøger for at blive lykkelig og få mere glæde. De har ikke gjort mig specielt lykkelig; tværtimod er jeg blevet mere stresset og presset af, at skulle arbejde så hårdt for at føle noget jeg måske bare ikke følte eller ikke var parat til at føle.

Når jeg ikke er lykkelig så føler jeg mig ærlig talt lidt skamfuld. Jeg burde da være lykkelig. Der er i hvert fald mange andre der har det meget værre end mig. Men ærlig talt, fuck hvad man burde. Jeg bør ikke føle noget som helst. Jeg føler hvad jeg føler.
Jeg har lige så meget ret til, at være ulykkelig som jeg har ret til at være lykkelig.

Jeg havde på et tidspunkt en terapeut der bad mig om at forestille mig, at jeg var 80 år gammel og så tilbage på hele mit liv og så sætte ord på hvornår jeg havde følt mest lykke. Sikke en lorte opgave.
Jeg ved da ikke, hvad mit liv bringer endnu. Jeg kan have en forestilling om, hvad der gør mig lykkelig. Men hvad så hvis det ikke sker? Bliver jeg så ikke lykkelig?
Det er lige som om, at vi alle sammen er blevet så opsatte på at skulle være lykkelige hele tiden, og jo mere vi jagter lykken jo mere ulykkelige bliver vi.
Jeg kan ikke huske hvem der en gang sagde, at ”lykke er ligesom en sommerfugl, jo mere du jagter den jo mere undviger den. Men hvis du vender din opmærksomhed på andre ting så kommer den og sætter sig stille på din skulder.”

Jeg læste en gang en bog der hedder ”Lykke uden grund.” Som kort sagt handler om, at vi skal være lykkelige bare som vi er. Ikke fordi vi er i relation med andre og vi må ikke binde vores lykke op på materialistiske ting. Jeg kan godt lide ideen, indtil jeg besluttede mig for at være alene og finde lykke, bare i mig selv. Det blev jeg sgu ikke lykkelig af, ensom jo, men ikke lykkelig.
Jeg tror ikke på, at vi skal være lykkelige hele tiden. Det er fint, at have et højt niveau af lykke i sit liv, selvfølgelig.
Men jeg tror mere lykke er når vi kan integrere både lykke og lidelse i vores liv. Når vi kan føle smerte, sorg og angst og bare være i det. Uden at skulle skynde sig videre i jagten på igen, at blive lykkelig. Der er ingen mennesker der synes det er sjovt at være ulykkelig eller, at være i sorg. Men hvis vi ikke følte det, bare en gang imellem, hvor fedt ville det så lige være at føle lykke. De smukkeste mennesker jeg har mødt er dem der bærer rundt på mest sorg. De har vist mig vigtigheden af, at have lykkelige stunder. De forstår ligesom, at sætte mere pris på dem.

Lykke er ikke, at fravælge følelser, lykke er at turde være autentisk. For mig i hvert fald. Jeg ved ikke, hvad lykke er for dig. Måske drømmer du om, at være lykkelig hele tiden. Og det er også fint. Men det gør jeg ikke.
For mig kommer lykke i glimt. Det kan komme lige pludseligt. Når jeg går en tur alene og solen varmer mit ansigt, når jeg kører bil og skruer op for radioen og skråler med på musikken, når jeg griner med mine veninder, når en fremmed smiler til mig, når min mor nusser mit hår, når jeg får komplimenter og når jeg kysser og krammer med en jeg er forelsket i, men for mig er der også en smule lykke i, at kunne græde og være vred og såret og give de følelser plads. Uden at skulle skynde sig videre.
At være der hvor jeg er.
For lige så lykkelig nogle ting kan gøre mig lige så ulykkelig kan de selv samme ting også gøre mig. Jeg kan f.eks. blive fyldt med glæde over, at have en hel dag bare for mig selv, men det kan også gøre mig ked af det, ensom og fyldt med angst.
Lykke har mange ansigter.

Det er ikke fordi, at jeg ikke går ind for, at vi skal gøre mange flere ting der gør os glade. Gør endelig det. Grin, dans, elsk, drik vin, spis god mad, kram og kys endelig så meget som muligt. Men gør det fordi det gør dig glad. Ikke fordi du skal leve op til et ideal om at være lykkelig. Jeg har selv brugt min lette tilgang til grin som en forsvarsmekanisme. Hvis i kan se at jeg griner og har det sjovt, så tror i nok at jeg er lykkelig og så bliver i ikke bekymret for mig. Det bliver man ikke lykkelig af. Tværtimod.

Vi skal ikke være lykkelig på andres præmisser og på vores bekostning.

Gør ting der gør dig glad fordi du har lyst. Ikke fordi andre mennesker måske ikke kan lide, at se dig ked af det.

Min erfaring siger mig, at dem vi virkelig elsker nok skal være der selvom du ikke altid kan være lige lykkelig og fyldt med latter og glæde.

Og den lille erfaring, den gør mig faktisk lidt mere glad.

Jeg ved ikke, hvor lykkelig jeg er. Men jeg ved, at det ikke bekymrer mig så meget mere. Altså det der med at skulle være lykkelig.
Det har gjort mig mere lykkelig, at give slip på ideen om at skulle være lykkelig hele tiden.
Jeg er lykkelig når jeg er det, og når jeg ikke er det.. tjaa… pyt med det så.