det der med at være lykkelig. Part 2.

”Lykke er ikke, at fravælge følelser, lykke er at turde være autentisk. For mig i hvert fald. Jeg ved ikke, hvad lykke er for dig. Måske drømmer du om, at være lykkelig hele tiden. Og det er også fint. Men det gør jeg ikke.

For mig kommer lykke i glimt. Det kan komme lige pludseligt. Når jeg går en tur alene og solen varmer mit ansigt, når jeg kører bil og skruer op for radioen og skråler med på musikken, når jeg griner med mine veninder, når en fremmed smiler til mig,  når min mor nusser mit hår, når jeg får komplimenter og når jeg kysser og krammer med en jeg er forelsket i, men for mig er der også en smule lykke i, at kunne græde og være vred og såret og give de følelser plads. Uden at skulle skynde sig videre.

 At være der hvor jeg er.

For lige så lykkelig nogle ting kan gøre mig lige så ulykkelig kan de selv samme ting også gøre mig. Jeg kan f.eks. blive fyldt med glæde over, at have en hel dag bare for mig selv, men det kan også gøre mig ked af det, ensom og fyldt med angst.

Lykke har mange ansigter.

 Jeg ved ikke, hvor lykkelig jeg er. Men jeg ved, at det ikke bekymrer mig så meget mere. Altså det der med at skulle være lykkelig.

Det har gjort mig mere lykkelig, at give slip på ideen om at skulle være lykkelig hele tiden.

Jeg er lykkelig når jeg er det, og når jeg ikke er det.. tjaa… pyt med det så.”

Sådan skrev jeg i et blogoplæg for et par måneder siden. Faktisk i en periode af mit liv, hvor tingene så en del lysere ud end de gør nu. Men alligevel er jeg mere lykkelig nu end jeg har været længe. Hvorfor? Det ved jeg ikke. Måske fordi jeg er blevet bedre til at lytte til mig selv og min krop. Måske fordi jeg finder glæde i de små ting og finder tryghed i at det hele nok skal gå.

Jeg bor stadig hos min mor som er syg med kræft og går til kemobehandlinger; det bidrager ikke til min lykke, tværtimod, det gør mig vred, irriteret og magtesløs. Ej heller bidrager det til min lykke at jeg selv går til lægen i tide og utide og at jeg må holde pause fra ridningen grundet en skade i hoften.

Men jeg tror det der har gjort forskellen er, at jeg er stoppet med at tro at sorg, depression, angst, spiseforstyrrelser, hjertesorger og andre dumme ting er noget vi kommer over ved at tage en ”hoved” beslutning om, at nu er vi videre. Sådan fungerer det ikke. Oftest har vi vores hovede med længe før kroppen. Vi VIL videre, vi VIL have det bedre og vi VIL være lykkelige. Og i beslutningen om, at vi er lykkelige NU, vi har det bedre NU får vi det bare værre. Det er udelukkende brænde til bålet, at tro at følelser er noget vi kan styre med vores fornuft. Det kan vi ikke. Og det er hverken særlig fornuftigt eller konstruktivt, at tro det.

Jeg tror, at jeg i alt for mange år, har defineret mig selv som ”sådan en der interesserer mig for selvudvikling og kender mig selv rigtig godt.” Og måske er det bare blevet en identitet, et labet man tager på uden egentlig at tænke videre over, om vi så faktisk også udvikler os. Det er ikke fordi jeg synes, at der er noget i vejen med at udvikle sig, lære om sig selv og udforske det. Tværtimod. Men hvis det konstant bliver en stræben efter, at skulle være noget man ikke er, eller et sted man ikke er så bliver det en stressfaktor og så har man i princippet lært meget lidt om sig selv.

Og jeg tror, at det er netop det som har gjort forskellen i mit liv de sidste par måneder. Jeg er ikke hele tiden på vej videre. Jeg er rimelig grounded for tiden. Jeg er okay, også med ikke at være okay. Jeg har dage hvor jeg kan se, at min mor er bekymret fordi jeg bare ligger i min seng hele dagen og ser serier og virker sur og indelukket. Men for mig er det en god ting, det er et tegn på, at jeg kan sætte grænser og lytte til min krop. Jeg kan være okay med, at være trist uden at vide hvorfor og jeg kommer derfor også hurtigere over det.

Min terapeut sagde en dag sagde til mig: ” Måske er det ikke så vigtigt, at prøve at forstå baggrunden for, at du føler som du gør, men vigtigere at acceptere at du har det som du har det. Du føler som du føler.”

Og det opsummerer meget godt, det der med at give slip på hovedet og på ideen om altid at skulle argumentere og forsvare hvorfor man gør som man gør eller har det som man har det.

Der er mange ting for tiden jeg kunne være ked af, vred eller frustreret over og det er jeg også nogle dage. Men de fleste dage, der har jeg en rimelig rolig og lykkelig følelse i maven.

Jeg griner meget for tiden også når jeg er alene, jeg danser når jeg hører god musik –ikke at det er kønt men det gør mig glad, jeg strikker fordi det giver mig ro – ikke fordi det er moderne eller at jeg er særlig god til det, jeg går lange ture, jeg kysser på dyr, jeg nyder de få sekunder hvor solen slipper skyerne og varmer mit ansigt og jeg nyder ro. Jeg kan finde ro i ikke at lave noget hele tiden. DET er lykke for mig. Og så græder jeg når jeg er ked af det også selvom jeg ikke ved hvorfor eller synes at der er en god grund til det.

Så ja, selvom jeg er alene på Valentine’s (og alle de andre 364 dage om året) så er jeg rimelig lykkelig. Mest fordi, at jeg tog en beslutning om at give slip på hovedet og ikke træffer beslutninger om hvordan jeg skal og burde have det. Uanset hvor spirituelt og kliché agtigt det end må lyde, så har jeg bare lært at mærke mere efter. Eller jeg øver mig i hvert fald i det og jeg er glad for hvor langt det har taget mig so far.

“Du kan ikke være lykkelig medmindre du indimellem er ulykkelig”