det der med at score og gå på dates…

Jeg ved godt, at jeg ofte gerne vil fremstå som en stærk, selvstændig og selvsikker kvinde. En med ben i næsen der ved hvad hun gerne vil have og som ikke er bange for gå efter det. Det er jeg måske også, på nogle få områder. Meeeen lige når det kommer til at score og til at møde mænd, så nej. Så bliver jeg generte Annabel 12 år. Jeg mener jo f.eks. at det er enormt smart at skrive navn og nummer på en lille seddel og få en af mine veninder til at aflevere den til vedkommende mens jeg skynder mig ud af nærmeste exit uden så meget som at se mig tilbage. Ja meget modent, jeg ved det. Det er dog faktisk lykkedes mig at score på den her måde, hvilket ikke har bidraget positivt til at tage skeen i den anden hånd og rent faktisk snakke med mænd jeg er interesseret i.

Mine veninder prøver altid at skubbe mig ud af comfortzonen og som de altid siger: ” hvad har du at miste?” Øhm alt. Jeg har alt at miste. Eller jeg kan jo godt se, at det har jeg egentlig ikke, men i min verden har jeg. Og hvad fanden skal man egentlig også sige.  ”Hej med dig. Du ser da godt nok sød ud. Har stirret på dig som en pyroman kigger på ild den sidste halve time, men du har ikke set det fordi du har travlt med at kigge på hende blondinen i baren med super store bryster og perfekte hofter, men jeg tænkte bare på om du måske ikke var manden i mit liv og faren til mine børn?” Kan så fortælle jer, at det skal man ikke sige. Det bliver super akavet. Man skal heller ikke lade som om, at man kommer derhen for at være wingman og score ham til veninden, for så ender det med at veninden scorer ham og det er også super ærgeligt for dig.

Men helt ærligt. Hvad fanden gør man så?! Og jeg hader folk der siger. ” det er ikke hvad du siger, men hvordan du siger det.” Fuck noget lort at lukke ud, det ender med at man kommer til at lyde mere som en børnelokker der remser indkøbslisten op end en sexet ny elsker og det bliver OGSÅ en super akavet situation kan jeg fortælle jer.

Måske er det egentlig derfor, at jeg har været så stor tilhænger af de der dating apps. Det er helt ufarligt på skrift. Især fordi, at hvis de ikke skriver først så er der bare ingen samtale, og det er lidt nemmere at affinde sig med på et forum hvor man bare kan swipe videre.

Og JA, jeg har hentet Tinder ned igen. Men der gik altså hele 4 uger hvor det var slettet. Jeps, 2 minutters stilhed for min værdighed vil være passende her.

Det bringer mig videre til, hvor dårlig jeg egentlig er til at date, i hvert fald 1. dates. Man skulle ellers tro, at efter så mange så burde jeg havde lært noget, men det er lige som om, at jo flere mislykket forsøg, jo mere er der på spild hver gang. Jo mere nervøs og akavet bliver jeg. Der var en gang hvor jeg elskede 1. dates. Seriøst, en hel eftermiddag med gratis kaffe hvor jeg bare skal snakke om mig selv? What’s not to like 😉

Men jo ældre jeg bliver og jo flere fail ”forhold” jeg hopper ind og ud af, jo mere hader jeg at gå på 1. dates. Jeg ORKER bare ikke, at fortælle hele min historie igen og igen. Og for at være helt ærligt, så orker jeg næsten heller ikke, at høre deres. Det er de samme forpulet spørgsmål hver gang, og det er samme akavet scenarier man støder ind i hver gang.

Skal man give hånd eller kramme når man møder hinanden? Hvem betaler for kaffen? Hvem sørger for at der ikke er akavet stilhed? Hvem tager styringen på valg af mødested?

Og det ender jo altid med, at jeg ankommer helt svedig i en blanding af tøjkrise og præstationsangst fordi man helst IKKE skal ligne en der kommer direkte fra 2 dage i sengen med netflix marathon, men på den anden side skal man heller ikke ligne en der prøver for hårdt. Gud forbyde, at man skulle ligne en der har klædt sig pænt på for en mand. Det gør kvinder jo ALDRIG.

Så er der 100% en af os der misforstår den anden og går ind for et kram mens den anden står med udstrakt hånd; så så man lige mig spyde min fremtidige mand med 5 stive og nervøst svedende fingre. Så må man jo ty til klassikeren og slå en charmerende ”Ups jeg er så klodset” –latter op. Som egentlig mere ender med at være så højt og falsk og vise alt for store fortænder og alt for meget dobbelthage at man mere ligner en køende hund end en charmerende single. God start. Every-fucking-time.

Og her fra kan det næsten kun gå bedre, skulle man tro. Men der er så mange flere faldlemmer. Og ja, jeg ved godt, at der sidder nogle derude og tænker: ” Hvor svært kan det være, man skal jo bare være sig selv og smalltalke lidt.”

Men det kan fandme være svært, at være sig selv når man er en narcissistisk kontrolfreak. Det eneste der foregår oppe i mit hoved mens jeg prøver at lytte interesseret er tanker som: ”Shit, mon jeg har broccoli i tænderne”, ”Ikke grin så højt Annabel”, ”Hvorfor har han så grimme sko på”, ”Mon han er manden i mit liv”, ”Huskede jeg egentlig at slukke for komfuret inden jeg gik hjemmefra”.

Det her sker selvfølgelig alt imens jeg med alt for store armbevægelser prøver at være sjov, casual og lyve mig spontan og over-ambitiøs. Jeg drikker f.eks. altid sort kaffe på dates fordi man bare ikke kan få en sukkerfri vanilje latte på soyamælk til at lyde mindre uptight og snerpet. Det er altså langt ude! Jeg er så smadret efter 1. dates, det føles næsten som om jeg har løbet et maraton. Og det har jeg også, af tankermylder oppe i mit hoved. Det er så dumt.

Jeg har en gang været på date med en som jeg måtte droppe fordi han smed sine beskidte sko lige midt i min helt rene entre. I stedet for at stille dem pænt og nydeligt ovre ved de andre sko. Og ja han var i min lejlighed, men ro på. Der skete ikke noget. Nok egentlig mest fordi mine tanker mest var på, at jeg hellere ville gå ud og stille hans sko pænt end at lytte efter hvad han sagde. Men det siger vi jo ikke til folk vi lige har mødt. ” Jeg er en kontrolfreak, jeg hader at være spontan, jeg aflyser 100% vores date de næste mange gange, kun fordi jeg er skide hamrende nervøs for at møde dig og måske ende med at blive rigtig ked af det.”

Åh hvor er det bare op af bakke altså. Jeg vil bare gerne melde mig ud af det her singlegame. Jeg orker ikke mere.

Der er inden for den sidste uge hele 2 af mine venner der helt uafhængigt af hinanden har foreslået, at hvis vi ikke er gift inden vi bliver 40 så kan jeg bare blive gift med dem. Det er også skide hamrende sødt, og det er ikke fordi at jeg ikke holder af jer. Men NEJ. Der er noget rivende galt hvis ens tætteste venner ikke en gang tror på, at man finder kærligheden inden man er fyldt 40. Det er sgu da helt vildt deprimerende at tænke på. Hvis jeg ikke er gift før jeg er blevet 40, så glem det. Never-fucking-mind, så skal jeg ikke giftes. Så skal jeg bare have 3 hunde, en escortmand og et meget stort lager af Ben & jerry is.

Måske er det bare på tide, at slappe lidt mere af omkring det der med at være single. Så kommer det nok mere naturligt det hele. Jeg synes bare, at det er svært. Facebook og instagram boomer med babybilleder, forlovelsesringe og folk der flytter sammen. Alt imens jeg sidder her alene, hos min mor og er super dramatisk omkring det at være single.

For i virkeligheden sætter jeg jo også utrolig stor pris på min frihed. Jeg elsker, at jeg kan have aftener som i går hvor jeg er i byen med 2 af mine gode venner og bare griner og hygger mig. Der var jeg lykkelig, og egentlig gjorde det mig heller ikke noget, at tage hjem alene. Faktisk endte jeg med at snakke med en utrolig sød mand på hele togturen hjem og lige inden han stiger ud af toget spørger han om vi skal gå ud og drikke kaffe sammen en dag. Hvortil jeg svarer: ” Det tror jeg ikke, at min kæreste bliver så glad for.”

Isn’t it ironic, don’t you think.