Det der med følelser

En af mine veninder skrev til mig forleden. Hun var ensom. Eller som hun skrev:

” Hvordan kan man føle sig ensom, når man slet ikke er det?”

Og så nævnte hun i flæng ting der gjorde, at hun ikke burde være ensom, ja at hun nærmest var et utaknemmeligt menneske for at have alle de her fantastiske ting; et godt job, gode veninder, fedt studie, stabil bolig og så alligevel føle sig ensom. Som om der var en rigtig og forkert måde at føle på.

Men kender vi det ikke lidt alle sammen. Vi har siddet i et rum fyldt med mennesker, måske endda været festens midtpunkt og alligevel følt sig lidt ensom.

Hvorfor? Bliver vi ikke set på den rigtige måde?

I psykoterapien snakker vi om, at følelser ikke er ting, de er ikke vores ejendom. Vi har altså ikke følelser, vi har heller ikke relationer, men vi er følelser og relationer. Vores følelser er motoren i vores liv, følelseskompasset påvirker alle vores beslutninger og reaktioner. Hvis vi konstant prøver, at undertrykke en følelse som f.eks. ensomhed får vi sværere ved at navigere i vores kompas.

Jeg tror meget, at det handler om at have sig selv med. Hele vejen. Det handler om, at mærke efter. Helt dybt inde i maven. Det handler om kontakt. Får jeg ”næring” nok i mit liv, i mine relationer.

Vi lever i en verden hvor tingene går stærkt, vi arbejder meget og er ofte på farten. Har vi tid til, at mærke efter?

Og ja, jeg ved godt, at det er skide moderne at tage på Ystad og slappe af og finde ”balancen” i livet og bla bla men sådan VIRKELIG mærke efter. Helt derind hvor det måske gør lidt ondt.

Det er blevet mindre tabu belagt, at gå til terapi og meget mere normalt at snakke om hvordan man har det. Ja, mange snakker endda om hvor offentlig privatlivet er blevet med billeder på Instagram og statusopdateringer på facebook. (og pisse irriterende bloggere der tror, at de ved det hele! ;))

Men er vi blevet for gode til, at snakke om vores følelser og for dårlige til at mærke dem?

Presser vi os selv helt derud, hvor man først skal helt ned og ligge før vi mærker efter og lytter til vores krop?

Vi er hele tiden tilgængelige på vores mobiler, hele tiden ”online”. Det har aldrig været nemmere, at række ud og få kontakt til andre mennesker. Men jeg kan alligevel godt tage mig selv i at være ude med veninder og være halvt et andet sted, fordi den der Iphone blinker hele tiden. Hvor nærværende er det lige? Hvor meget kontakt får jeg egentlig ud af mine relationer, hvis jeg, og de måske også, ikke rigtigt er til stede.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at min venindes mail ikke gjorde mig bare lidt glad eller i hvert fald lidt lettet. Lettet over, at der er i hvert fald er én, nok mange flere, der har det på samme måde.

”Jeg var igennem den helt store rutsjebane. Men jeg kan mærke, at jeg havde brug for det. Lige mærke efter. At jeg faktisk lever.”

Jeg er stolt af, at have en stærk kvinde ved min side, ja, mange stærke kvinder, men jeg bliver endnu mere glad og stolt når de deler deres nedture og deres lektioner med mig. Så mærker jeg, at jeg også lever og lærer hver dag og at jeg også bare er helt almindelig med alle mine følelser. (Og alt mit drama ;))

Tak for dig og for at dele din følelse med mig.

Jeg vil fremover gøre mit aller bedste for også, at række ud når jeg føler mig ensom og for, at være mere nærværende i mine relationer og mindre tilgængelig på mobilen.

Kan fremover kontaktes via brevdue.

Adresse:

Helt ude hvor kragerne vender

Mellem ensom og helt alene nummer 10.

Tak.