det der med at føle sig ensom

Det er ikke mange dage siden, at jeg skrev at jeg for det meste har en rimelig rolig og lykkelig følelse i maven men jeg skrev også at jeg var blevet bedre til at være okay med ikke at være okay. Og i går aftes. Der var jeg ikke okay. Jeg havde haft en fantastisk dag, gået tur med hundene, gået en tur alene i dyrehaven med høj sol, snakket i telefon med en veninde, lavet middag til en af mine bedste venner, drukket champagne og grint.

Og jeg ved ikke, om det var vinen eller hvad det var, men da min kammerat gik hjem og jeg sad alene i det store hus (jeg passer hus og hunde for en veninde i Charlottenlund) der følte jeg mig sgu ensom. Helt vildt ensom. Jeg krøllede mig sammen og faldt grædene i søvn med et meget tungt hjerte.

Jeg kender ensomhedsfølelsen rigtig godt, og jeg har tit svært ved at sætte fingeren på hvorfor den følelse kommer snigende når den gør. Oftest handler det jo ikke om at være alene. Man kan sagtens være alene uden at føle sig ensom og man kan sagtens være sammen med andre og alligevel føle sig ensom. Jeg synes selv, at jeg er god til at være alene uden at føle mig ensom, tit kommer ensomhedsfølesen i forbindelse med at have været sammen med andre mennesker. Og måske var det det der skete i går.

I mandags brugte jeg hele dagen sammen med en jeg har været glad for længe men som jeg desværre har haft et lidt for ustruktureret og kompliceret forhold til. Og jeg tror, følelsen af at bruge sin tid sammen med et andet menneske(af modsatte køn vel og mærke), at blive rørt ved, at grine sammen med, at snakke med og sove med, viser mig at der er noget fedt og afhængighedsskabende ved at være en to-somhed.

Jeg har i et par måneder skrevet en del sammen med en fyr fra Tinder (jeps I’m back at it) som virker vildt sød og sjov. Og forleden dag blev jeg ærlig talt pisse irriteret på ham. Jeg føler mig presset til at se ham og jeg føler, at han ikke forstår hvor presset jeg er i mit liv. Jeg arbejder for meget, jeg læser ved siden af, jeg træner og bla bla bla. Undskyldninger på undskyldninger. Det var først da han skrev: ” Det virker bare som om, at du er bange for at mødes og finde ud af at vi ikke passer sammen” at det gik det op for mig, hvad det er jeg egentlig er så bange for. For det er lige præcis det modsatte, jeg er pisse bange for at mødes og finde ud af at vi rent faktisk passer sammen. Det er DET der skræmmer mig. For hvad hvis DU ikke synes vi passer sammen, eller hvad nu hvis du finder ud af, at jeg ikke er perfekt, at jeg faktisk er et stort shit-show når det kommer til stykket.

Det er det der skræmmer mig, at sænke paraderne og lukke folk ind, for min livserfaring fortæller mig desværre, at jeg ikke altid er lige god til at vælge mænd der griber mig i det. Og hvis man nok gange har sprunget ud uden faldskærm og landet hårdt helt alene så bliver man usikker og bange. Bange for, om man nogensinde finder én man kan føle sig hjemme med og som føler præcis det samme.

For hjemme er lige præcis hvad jeg føler mig når jeg ser ham jeg så i mandags. Det har jeg følt lige fra allerførste dag og det er ligemeget hvor mange måneder der går hvor jeg ikke ser ham, ligeså snart jeg ser ham så føles det som at komme hjem til noget der er sikkert, hvilket er så absurd for hvis der er noget der ikke er sikkert så er det hvor jeg har ham henne. Men desværre, så bestemmer vi ikke altid selv hvem vi synes vi passer sammen med.

Jeg har en gang før haft et ”forhold”til en mand som minder om det her, jeg var fuldstændig tosset med ham og når han sagde hop så spurgte jeg hvor højt. I 3 år, 3 fucking lange år, lod jeg ham, eller lod jeg mig selv køre rundt i manegen og gang på gang blive knust og føle mig trådt på. Og jeg kom altid tilbage efter mere. Jeg har aldrig været på stoffer, men jeg kan forestille mig, at jeg var som en narkoman på et flop af en afvænning, man ved godt at det er skidt for en men baaaaare lige en gang til og så er det også slut. Og det blev aldrig slut, ikke før han satte grænsen og fik en kæreste. Det var først der jeg virkelig så, at de følelser jeg havde haft med ind i det overhovedet ikke var gengældt, og selvom mit hoved nok altid havde vidst det, så nægtede jeg at se det. For når jeg først ligesom er sprunget ud i det og vist hvad jeg føler, sænket paraderne og lukket folk ind, så har jeg virkelig svært ved at give slip igen.

I begge tilfælde, både med ham fyren i mandags og ham den anden, var det første jeg faktisk blev vild med var mig selv når jeg var sammen med dem. Jeg følte det første stykke tid, at jeg bare kunne være mig, med alt hvad det indebærer, jeg var 100% bare mig selv, jeg behøvede ikke altid gøre mega meget ud af mig selv, jeg behøvede ikke altid være på og være sjov, jeg kunne bare være mig og det var rart. Men jo mere usikker jeg blev på hvor jeg havde ham henne, jo mere dramatisk, krævende og kvælende blev jeg. Jeg skulle hele tiden bekræftes af ham og jeg blev hele tiden bevidst ved med at trykke på alle de knapper jeg vidste ville drive ham til vanvid kun for at han kunne fortælle mig at vi ikke skulle ses igen så jeg kunne lave en kæmpe scene og ”få ham tilbage igen”. Og det fik jeg som regel også. Og det var nok det jeg blev afhænging af til sidst, følelsen af en lille smule kontrol i noget jeg måske godt vidste jeg ikke havde kontrol over overhovedet, for selvom det gør ondt at tænke på, så kan vi ikke tvinge andre mennesker til at elske os som vi elsker dem. Og det er smertefuldt, at være den der føler mest. Så er det nemmere, at være alene. Og ikke føle for nogen.

Det er heldigvis en del af år siden at jeg havde de der 3 sindsyge år af mit liv, hvor jeg jagtede og drev en mand der bestemt ikke gengældte mine følelser til vanvid. Og selvom, at jeg ikke fortryder noget af det, jeg har lært utrolig meget af det og jeg synes stadig at han er en skøn mand og jeg er glad for de gode minder der nu er, så skal jeg ikke tilbage i sådan et twisted ”forhold”.

Men hvor går grænsen for at kæmpe for noget vi tror på kunne være rigtigt til at kæmpe for noget vi ved overskrider vores egne grænser?

”Jeg tror godt jeg vil have magt over andre menneskers kærlighed. Jeg vil have garanti for, at jeg bliver elsket hele tiden og lidt til. For at få magt over andres kærlighed prøver vi hele tiden at blive gode nok. Gode nok til at blive elsket.”

Sådan her skrev jeg i et blogoplæg for et par måneder siden og jeg tror, at det er lige præcis det der gør mig ensom. Følelsen af, ikke at være god nok at elske.

Som jeg skrev så var det første jeg godt kunne lide ved de her mænd, mig selv og den måde jeg kunne være mig på i det. Men jo længere tid der går hvor man bliver ved med at negligere ens egne følelser og fortælle sig selv, at man godt kan spille med i gamet selvom det bestemt ikke er på ens egne præmisser så mister man hurtigt den følelse. Det kommer for meget til at handle om hvordan jeg kan give ham hvad han vil have samtidig med at jeg får hvad jeg vil have – nærvær og kontakt. Det bliver en prøvelse i hele tiden at samarbejde over evne fordi jeg inderst inde godt ved, at den følelse jeg sidder med mens vi er sammen og leger lykkelig to-somhed nok ikke varer ved. Og måske er det ikke mærkeligt, at når man overskrider sine egne grænser på den måde, så ender man med at gå i seng alene dagen efter som en stor, ensom og hulkende lille teenagepige.

Og ja, så ender jeg med at have pennevenne forhold til mænd fra Tinder hvor jeg bliver meget ”my way or the highway”, og det er jo heller ikke fair.

Min terapeut siger tit, at jeg har svært ved at dosere ting i mit liv. Og det er rigtigt. Enten så træner jeg 4 timer om dagen eller også ser jeg ikke skyggen af et træningscenter i ugevis, jeg er enten fuldstænding pjattet med dig eller også er jeg røv ligeglad og sådan er det med de fleste ting. Især med mænd.

Måske er jeg bare ikke helt klar til at mærke den ensomhedsfølelse jeg synes der følger med i kølvandet på at have delt noget intimit sammen med et andet menneske. Og jeg ved godt, at den nok ikke ville være der, hvis jeg fandt en som jeg følte mig sikker på. Men hvor sikker kan vi nogensinde være på andre menneskers kærlighed til os?

Sidste gang jeg skrev om det der med at føle sig ensom kan jeg huske at jeg havde en diskussion med min onkel om hvorfor vi unge i dag har ”så nemt” ved at skrive om vores følelser og måske også på en måde udstille dem online istedet for at snakke om dem sammen. Og jeg er da enig i, at det ville være smartere at snakke om det med et levende menneske men det er  jo ikke lige mellem funky beats på Joe eller latte art og instagram post på Baresso at man siger til veninden: ”Jeg er faktisk helt vildt ensom.”  Ej heller er det imellem romantisk karbad og sjove Modern family afsnit at man siger: ”Jeg tror, at jeg bliver helt vildt ensom når du går i morgen fordi jeg ikke ved hvornår jeg ser dig igen.”  Det bliver farligt, for det er virkelig at springe ud uden faldskærm og bare håbe på at man bliver grebet. Og så meget tillid har jeg nok ikke mere.

For et stykke tid siden skrev min, snart eneste, single veninde til mig at hun synes jeg skulle skrive et indslag om, at man godt selv kan vælge at være single og føle sig godt tilpas i det. I starten ville jeg ikke rigtig købe ideen, jeg mener trods alt, at vi er skabt til at være i relation med hinanden, at jeg ville være lykkelig i et parforhold og jeg ville ikke have noget imod, at have nogen at komme hjem til.

Men jeg forstår hendes billede af det bedre nu. Når man er single som 24 årig mens halvdelen af ens omgangskreds popper børn ud og går på knæ i tide og utide, så begynder folk næsten automatisk, at analysere på hvorfor man mon er single. De lader som om at de ikke forstår det, og de bidrager altid med et velgørenshedsindslag som ofte indbærer at man ender på date med ens venindes kærestes grimme bedste ven med togskinner. Men helt ærligt, hvis vi har været veninder de sidste 10 år og du har været kærester med ham i 5 år og de har været bedste venner lige siden man kunne gå online og spille Counterstrike så kan vi jo godt blive enige om, at du ikke lige er kommet i tanke om ham bedstevennen der måske kunne være noget for mig, det skete først efter jeg ramte en bestemt alder og har været single og i dårlige ”forhold” til mænd de sidste 3 år.

Bare kald mig old school, men uanset hvor gammel jeg bliver, så vil jeg gerne tro på, at jeg finder en som elsker mig for lige præcis alt det som jeg er og som jeg føler fuldender mig og mit liv. Jeg vil ikke være i et forhold hvor vi nøjes med hinanden fordi tiden løber og der er nogle samfundsnormer om børn, ægteskab og rend mig i r…. som vi skal leve op til. Nej tak. Hvis jeg vil have børn så finder jeg mig en donor.

Jeg har bevist overfor mig selv, at jeg sagtens kan være lykkelig alene. For det er jeg, 80% af tiden. I morges vågnede jeg med solen i mit ansigt selvom jeg gik grædende og ensom i seng i går. I dag er jeg rolig. Jeg gav mig selv lov til at være okay med ikke at være okay og det gavner mig i dag.

Jeg er måske bare ikke klar til tosomheden hvis jeg føler mig så ensom når den i et kort øjeblik bliver taget fra mig igen. Så vil jeg hellere nyde, at jeg faktisk ikke føler mig ensom når jeg er alene. Så må jeg øve mig på det der med at være to.