det der med veninder…

De er der når vi er kede af det, når vi har brug for kram, når vi skal i byen, når vi skal hygge os, når vi har brug for at grine. De holder vores hår hvis vi er dårlige, de skælder ud når vi begår fejl, de går med os på toilettet, de retter vores make-up, de råber af vores eks kærester, de tagger os i pinlige ting på instagram.

De er der altid.

De er vores veninder.

Jeg er så utrolig heldig, at have rigtig mange gode veninder. Nogle har jeg kendt hele livet og nogle har jeg lige lært at kende. Jeg tror, at når man har været single længe så er ens veninder stort set alt man har. Og selv når man ikke er single så fylder i så meget i mit liv og i mit hjerte.

Det værste jeg nogensinde har prøvet, var at blive slået op med af en veninde, min bedste veninde. Hun kendte mit inderste, hele mig. Hun gik igennem 3 års gymnasie rejse med mig, hun var der altid. Ligemeget hvad. Grin eller gråd. Og pludselig så ville hun ikke være der mere, fordi jeg havde ændret mig. Vi gik fra at snakke sammen stort set hver dag til aldrig at have kontakt mere.

Det var nok det værste brud nogensinde. Jeg vil hellere have mænd går fra mig end mine veninder, for smerten kan slet ikke sammenlignes. I er jo dem man regner med altid vil være der.

Og måske er det netop ”problemet”.  Vi regner så meget med vores veninder. Jeg ved ikke om det altid har været sådan for mig eller om det skete efter min veninde valgte mig fra, men jeg har det med altid at trække mig væk fra mine veninder når jeg har det skidt. Jeg vil gerne være overskudsagtig, kunne løse deres problemer, få dem til at grine og være dejligt selskab for dem, og det kan jeg ikke hvis jeg selv har det skidt.

Jeg har ikke været nogen særlig god veninde i år. Det vil jeg gerne indrømme. Jeg har haft travlt med nyt job, men uddannelse og med at arbejde med mig selv. Jeg har trukket mig. Og nok uden at informere om hvorfor. Jeg har såret veninder for at være noget for mig selv. Jeg har absolut ingen veninder hvor jeg tænker, at jeg ville være foruden dem i mit liv. Men jeg har nogle veninder som jeg bevidst trækker mig fra hvis mit eget liv bliver for rodet.

Ja undskyld ærligheden, men jeg har ikke altid overskuddet til at høre om jeres problemer når man føler man selv er ved at drukne i dem. Det er det der med, at sætte grænser der bliver pisse svært. Man vil ikke såre nogen, men ender måske egentlig mere med at gøre det når man ikke sætter grænserne.

Hvor meget kan jeg være der for jer hvis jeg ikke passer på mig selv?

Det lyder egoistisk og det føles egoistisk. Men også nødvendigt. Egoistisk kommer fra det latinske ord ”ego” som betyder jeg – en selv. Det referer til egenkærlighed. I dag bruges ordet næsten udelukkende negativt og referer til at være en person der kun tænker på sig selv.

Men hvad med egenkærligheden?

Kan vi elske andre mennesker uden, at elske os selv?

Kan vi være noget for andre hvis vi ikke kan være der for os selv?

Hvordan finder og definerer jeg mig selv og samtidig leve i forbindelse med dem jeg holder af?

Kan jeg blive ved med, at være mig selv hvis jeg giver mig hen til andre?

Det kan være så skræmmende, at give sig hen til andre mennesker. At tro på, at de forstår en og vil være der for en. Jeg tror på relationer og på kontakt, jeg tror på at mennesker har det bedst når de ikke er alene. Eller ikke føler sig alene.

Men på den anden side, så tror jeg også på at vi kan have brug for at beskytte os selv, på at trække os hvis vi er blevet såret og på at værne om vores egenkærlighed.

Alting til sin tid. Måske har jeg bare brug for tid til at lære at jeg ikke behøver gå igennem alting selv. Men tillid tager tid. Det er ikke noget man bare giver ud.

Jeg tror på, at være der hvor vi er. Lige nu er jeg bare et sted hvor jeg ikke altid har brug for alle mine veninder omkring mig. Jeg har brug for, at lære at sætte grænser for hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Både tidsmæssigt og psykisk.

Men jeg har helt sikkert også brug for, at lære at bruge de mennesker omkring mig der elsker mig og støtter mig ligemeget. At vise svaghed og at turde række ud er måske i virkeligheden en kæmpe gave og styrke.

At tro på, at vores nærmeste elsker os, også når vi måske ikke er de meste grinende eller mest overskudagtige mennesker.  Det skal jeg øve mig på. Ikke at skulle være noget særligt for at fortjene andre folks kærlighed. Vi er alle sammen noget særligt bare ved at være.

Så kære veninder, alle sammen, også jer (især jer) jeg har svigtet det sidste års tid. Normalt ville jeg sige undskyld for ikke at have været der for jer. Men det vil jeg ikke gøre nu, jeg vil sige at jeg er ked af hvis i har følt jer såret eller svigtet, det har aldrig været min mening, men jeg kan ikke undskylde for at have lært noget om mig selv, at have sat grænser, at have haft tid for mig selv.

Jeg vil øve mig på, at blive bedre til at bruge jer, selv når jeg føler i måske skal være der mere for mig end jeg kan være der for jer, jeg vil være bedre til at vise jer mine svagheder og bedre til at være ærlig overfor jer. Jeg håber inderligt, at I vil lade mig øve mig på alt det på jer.

For selvom I kan pisse mig af, være skide irriterende og alt for ærlige så er i dem jeg altid finder ”hjem” til igen. Og selvom vejen har været lidt lang derhen så skal jeg nok finde hjem igen, for jeg elsker jer af hele mit hjerte; også når jeg er bange for at vise det.

Tak for at tro på mig, at stole på mig, at få mig til at grine, at være hårde ved mig, at elske mig, at kramme mig og holde om mig.

 

Tak for jer. <3