Det der med kærlighed, jul og fødselsdage…

Julen. Hjerternes fest. Tid til hygge, kærlighed, lys og smukke ting. Jeg kan godt lide juletiden. Jeg synes den er smuk og hyggelig. Men der er også noget i mig, der altid bliver en smule melankolsk i denne tid.

Gaderne vrimler med glade mennesker, lykkelige kærestepar og alt ser romantisk og idyllisk ud. Tv’et er spækket med absurd mange dårlige, romantiske og intetsigende b-film, der altid handler om nogle der finder den store og ægte kærlighed midt i julen. Og her sidder man så selv. Ene og alene.

Jeg har ikke rigtig nogle julefrokosttraditioner og det passer mig egentlig fint. Jeg magter ikke, at skulle drikke mig fra sans og samling og blive endnu mere ulykkelig og deprimeret over at være alene i sådan en tid. Og egentlig så synes jeg, at det er ret åndsvagt at blive så trist i denne tid. Faktum er jo, at jeg er lige så meget single nu, som når vi rammer januar måned og hvis der er noget der er deprimerende så er det da de første 3 måneder af det nye år. Det er koldt, mørkt og der er sjap overalt. Der er ingen smukke julelys eller dårlige undskyldninger for at spise for mange kager. Tværtimod er det tiden for slankekure og ”slåen sig selv i hovedet” for at blive et nyt og bedre menneske. DET er da deprimerende. Julen er smuk og hyggelig. Også hvis man er single. Måske er det egentlig den bedste tid at være single i. Jeg sover ganske roligt velvidende at jeg ikke har en meget snapsefuld mand til julefrokost med alle hans lækre og slutty udklædte kvindelige kollegaer omkring sig.

Julen for mig betyder naturligvis også at endnu et år er ved vejs ende, både kaldendermæssigt og personligt da jeg bliver 1 år ældre midt i december. Og hvis man har læst med, eller kender mig, så ved man godt at det er ikke noget jeg er specielt god til. Tankerne om jeg nu nåede alt hvad jeg ville og havde sat mig for i det år kører rundt og målsætningerne som altid er urealistisk høje bliver nærmest skemavurderet og bedømt og er de ikke opnået, hvilket de som regel ikke er, bliver de og adskillige nye målsætninger genindsat for næste år.

For hold nu op hvor er det svært at stille sig tilfreds med, at mit 23. år for mig måske egentlig bare handlede om overlevelse, sådan rent mentalt. Jeg nåede ikke en eneste af mine målsætninger i år, livet kom simpelthen i vejen.

Men det gør livet jo. Vi kan ikke rigtig planlægge os ud af det. Jeg er overhovedet ikke der, hvor jeg troede jeg ville være når jeg fyldte 24. Men som min terapeut siger: ”du er hvor du er.”

Ikke fordi vi ikke skal pushes eller rykke os, men vi skal ikke være i krig med virkeligheden. Og det er jeg, helt vildt meget. Jeg elsker at leve mit liv i fremtiden, ”når jeg…” om det så er at tabe 5 kilo, blive gældfri, finde den perfekte lejlighed eller blive færdig med min uddannelse så er det tit som om, at først der starter mit liv. Det er en konstant følelse af, at føle sig utilstrækkelig og ikke at være god nok.

Og jeg ved godt, at jeg har skrevet om det her før, men det må tilsyneladende være enormt svært for mig, at leve mit liv her og nu og acceptere at være hvor jeg er.

Så i dag vil jeg prøve at huske at trække vejret lidt dybere, mærke tankerne og kærligheden bag alle fødselsdagshilsnerne og huske på, at vi alle sammen bliver ældre. At vi alle sammen til tider føler os utilstrækkelige.

Men lige i dag, vil jeg prøve at føle mig hel og føle mig ”nok”. Der er ingen grund til at være utilstrækkelig på sin fødselsdag.

Jeg tror at min eneste målsætning for mit 24. år skal være ikke at have nogle mål. Jeg skal bare følge med. Acceptere tingenes gang lidt mere. Slå mig selv mindre i hovedet. Være mindre bekymret og bange for livet. Og sige ”pyt med det” helt vildt meget.

For seriøst. Pyt nu med det. SÅ gammel er jeg jo heller ikke. Jeg skal nok nå det hele. Og alt det jeg ikke når.

Tjaa… pyt med det.