det der med stærke kvinder

Forleden havde jeg en interessant diskussion om magtforholdet mellem mænd og kvinder, om stærke kvinder og svage mænd og om nutidens tendens til at give op på forhold. Min fætter mener i grove træk at vores generation af kvinder er blevet så stærke og så magtfulde, at vi ikke længere hverken samarbejder eller kæmper for og med kærligheden. Jeg er i store træk enig med ham, men skal vi som kvinder tage alt ansvaret for, at der er så mange singler derude.

Er vi blevet en generation af karrieredrevne, speltbagende, donor –børns-fødende kvinder der kan og vil det hele selv?

Når jeg hører mine bedsteforældre snakke om deres liv sammen er det tydeligt, at mærke kærligheden, de har været sammen siden de var 18. Det er sgu ikke nemt, at blive voksne sammen, at få 3 børn sammen, at blive gamle sammen. Men de er fra en tid hvor man blev sammen. Sådan var det bare. Man kæmpede for det og man kom igennem de hårde tider sammen.

Det beundrer jeg dem for. Men vi kender også alle sammen de der par der bliver sammen nærmest af dovenskab og tryghed men som ikke er gode sammen. Eller klassikeren, vi bliver sammen på grund af børnene. Fin intention, men jeg vil sgu hellere være skilsmissebarn end at bo sammen med 2 ulykkelige forældre. Det er trods alt forældres opgave, at lære os hvordan vi skal navigere bedst muligt i livet, hvordan vi passer på os selv, følger vores hjerter og ja, samtidig lever i relationer og forbindelse med andre.

Når jeg diskuterer det her emne i min familie, er det ofte tydeligt at mærke, at den ældre generation synes, at min generation lidt er nogle kærlighedsløse materialistiske egoister. Og langt hen af vejen tror jeg, at de har ret.

Men kærlighedsløse ? Det vil jeg ikke være med til. Så melder jeg mig ud. Jeg tror på, at min generation elsker at elske lige så meget som alle dem før os. Vi har måske bare lidt sværere ved det, sværere ved at prioritere det. Jeg ved det ikke. Jeg ved helt ærligt ikke hvorfor det er så skide svært at finde hinanden nu om dage. Måske er det alle de valg vi har. Hvis det ikke lige går som vi vil have det, så fuck det. Man logger bare på tinder og swiper videre. Det er blevet for nemt for os at vælge hinanden fra. Det er blevet for nemt at undskylde sig med at tiden, timingen eller kemien ikke lige er der. For vi finder bare noget, der måske er lidt nemmere. Eller vi begraver os i arbejde, i træning, i bestyrelsesposter i andelsforeninger, i løbeklubber og i bogklubber og rend mig i røven. Vi skal være på og vi skal være med på beatet hele tiden.

Det er klart, at vi ikke har tid til det der med kærligheden. Jeg kender det jo selv. Jeg har ofte sagt, at når jeg finder en mand jeg gider prioritere i mit liv så vil jeg skabe tid og rum til ham. Men helt ærligt. Hvordan skal jeg nogensinde møde sådan en mand når jeg ikke skaber tiden til det først?

Jeg ved ikke om vi måske bare er en generation der er pisse hamrende bange for kærligheden. Jeg fornemmer helt vildt meget angst i datinglivet i dag. Jeg bidrager også selv meget til det. Men det er da klart, jeg ved jo godt, at han måske sidder med en lige så lang tjekliste som jeg gør og hvis vi begge sidder med en ”my way or the highway” indstilling så bliver det altså en kort fornøjelse.

Min fætter mener, at vi kvinder i dag selv er skyld i, at vi er singler. Og det giver jeg ham ret i. Selvfølgelig er det aldrig andres skyld. Men hvis vi er en generation af kvinder der tror vi ved hvad vi vil have.

Er i mænd så en generation svage mænd der ikke kan håndtere stærke kvinder? Nej vel?

 

Vores generation er blevet opdraget mere end nogensinde før af enlige forældre. Og hvis der er noget der er skræmmende, så er det sgu da at se sine forældre være hjerteknuste. Hvis ikke de kan finde ud af det. Hvordan skal vi så kunne? Jeg skal være den første til, at indrømme at jeg tit tænker at jeg ikke behøver mænd, min mor klarede det fint alene og det kan jeg også. Jeg skal have børn selvom jeg ikke finder kærligheden og sådan er det bare! Men det beviser jo også bare, at jeg selv er sådan en kvinde der kan og vil det hele selv. Så er der bare heller ikke rigtigt plads til en mand. Jeg synes det er godt at vi kan selv, men det er også fint ikke altid at ville det hele selv.

Og så er der alle de mænd der er blevet opdraget af enlige kvinder, stærke enlige kvinder. Det er blevet opdraget til, at være fleksible, empatiske, omsorgsfulde og loyale. Alt det vi kvinder tror vi gerne vil have. Men hvis det bliver for sukkersødt, for nemt at få og for ”kvindeligt” så vil vi jo heller ikke have det.

Som Freud en gang udtalte: ”Det helt store sprøgsmål, som aldrig er blevet besvaret, og som jeg ikke har været i stand til at finde svaret på, trods 30 års research i den kvindelige sjæl: Hvad er det kvinder vil have?”

 

Som kvinde, så nægter jeg dog at tage hele ansvaret for, at så mange er singler i dag. Jeg tror begge køn har lige meget ansvar her. Jeg ved ikke hvor vi skal mødes henne i problemet, men jeg tror at vi alle sammen bliver nødt til at tro lidt mere på kærligheden. Prioritere den lidt mere og kæmpe for den. Måske skal vi acceptere at livet ikke er sukkersødt og rosenrødt, men pisse hårdt, og sådan er kærligheden også. Men er den ikke det værd?

Jeg ved det ikke.

Jeg har kun oplevet nem kærlighed 1 gang i mit liv. Min ekskæreste. Da jeg mødte ham første gang til kaffe så vidste jeg bare, at ham ville jeg bruge min tid sammen med. Det var nemt. Vi kunne grine, snakke, skændes, elske, råbe og holde om hinanden.

Det var for nemt og jeg fortalte mig selv at jeg havde brug for mere. Der måtte da være noget andet derude, så jeg skyndte mig og forpurre lykken.

Jeg tror ikke rigtig på fortrydelser, jeg er overbevist om, at jeg gjorde det der var rigtigt for mig på det tidspunkt. Men det er sgu da sørgeligt, at tænke på at jeg ikke har haft samme følelse siden. Det har ikke været ligetil eller nemt siden. Jeg har ikke mødt en hvor jeg tænkte at ham vil jeg have og fået den følelse gengældt siden. Jeg har fået mit hjerte knust adskillige gange siden, af mig selv og af mænd. Og det gør mig bange. Bange for nogensinde at tro på, at det skal blive nemt igen. Tro på at vi finder en som er alt besværet værd.

Og jeg tænker, at jeg på mange punkter er helt almindelig og hvis jeg er bange, så tror jeg at der sidder helt vildt mange der har det ligesom mig. Jeg ved ikke hvordan vi ændrer på det, for så havde jeg gjort det for længe siden. Men jeg ved, at jeg helst ikke vil være bange for kærligheden mere. Hvis jeg skal give en smule afkald på min styrke tilgengæld for kærligheden, så vil jeg gerne det. For jeg tænker, at styrke ikke er en konstant i os, den kommer og går. Og jeg kan godt give lidt slip på den og finde den frem igen hvis kærligheden skulle svigte mig, igen igen…

 

Så måske skal vi bare starte et sted, være ærlige omkring det. Måske skal vi mødes i angsten sammen.

Så jeg starter. Kære fremtidige mand jeg skal date. (Ja jeg håber på, at der kun er 1 tilbage og han er den rigtige! Lad mig blive i drømmen, tak) Jeg er pisse hamrende bange for at lukke dig ind, angst for at du knuser mit hjerte, og skrækslagen for at vise dig mine mørke og uperfekte sider. Jeg frygter, at du finder noget der er bedre, men mest af alt, så frygter jeg, at jeg kommer til at skubbe dig væk fordi jeg er så angst for alle de her ting. Men jeg lover dig, at jeg arbejder hver dag på at være mindre bange og bekymret for livet.

”Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.”