det der med at være uperfekt…

Hvis der er noget jeg ikke er, så er det perfekt. Det er der heldigvis ingen der er. Jeg har heller ingen problemer med at indrømme at jeg ikke er perfekt. Tilgengæld har jeg rigtig svært ved at vise det. På nogle punkter i hvert fald.

Det er det der med at være kvinde; vi lugter jo altid godt, vi sveder ikke, vi går ikke på toilettet, vi gror ikke hår på upassende steder og vi har ikke menstruation. Hvis man altså spørger mænd, nogle mænd. Og mig, hvis jeg er i selskab med mænd.

Jeg griner gerne som en hest med overbid, jeg siger lige hvad der falder mig ind og falder over mine egne ben når jeg er i selskab med mænd uden at blive den mindste smule flov, så længe det altså ikke handler om nogle af de overstående emner.

Jeg er jo typen der gerne lister mig ud af sengen, hvis jeg sover sammen med en mand, retter make-uppen lidt, børster tænderne og tjekker, at det så godt som muligt ligner det han gik i seng med aftenen inden. Hvorefter jeg lister tilbage, forhåbentlig uden at blive opdaget, for ja da, jeg lugter mynte-fresh ud af munden når jeg vågner, mit hår er aldrig uglet og mascara på kinderne? Nej det sker ikke for mig.

Right.

Fandme anstregende! Alt mit bullshit om, at ”man skal finde en der elsker én for sit indre” holder kun i teorien. Jeg ville selvfølgelig virkelig ønske, at jeg kunne give slip på forestillingen om, at skulle være noget jeg ikke er; perfekt og nærmest umenneskelig. For shit jeg fucker tit mit eget opstillet ideal op, jeg kan simpelthen ikke leve op til det.

Jeg savler hvis jeg falder i søvn på jeres mave, jeg spytter hvis jeg snakker for begejstret om noget og jeg grynter hvis jeg griner for voldsomt. Sådan er jeg bare. Vildt ucharmerende, men også pisse autentisk når jeg giver mig selv lov.

For nylig røg mit perfekte billede for alvor op i røg da jeg sov hos en fyr jeg så og seriøst fik menstruation på hans lagen. Jeps, den er god nok. Jeg døde af skam.

Så så man lige mig, stå kl. 7 om morgen efter endt morgensex i et fremmed soveværelse, mens et styks lækker mand var i bad og gå fuldstændig i panik da jeg opdagede ”the crimescene”. Jeg var igennem adskillige scenarier i mit hoved på hvad der føltes som timer, men nok snarere var minutter, alt imens jeg løb rundt i cirkler og prøvede at få styr på blodtrykket.

”Bare gå Annabel, og aldrig kig dig tilbage. Delete på alle sociale medier og slet fra hukommelse.” Første fede ide, bortset fra, at jeg har svært ved at holde fingrene fra lækre single mænd i 30’erne så den gik nok ikke.

”Okay, så tag lagenet med hjem, stop det i tasken og benægt benægt benægt når han spørger hvor fanden det er henne.” FED ide, indtil jeg kigger på min lille taske og konkluderer, at det heller ikke går.

”FUCK!! Jeg smider det ud af vinduet.” Igen FED ide, indtil jeg forestiller mig, at han kommer ned og finder sin cykel overdækket af et halv blodigt lagen. Det går ikke.

Var igennem adskillige andre mere fucked up scenarier oppe i mit hoved, indtil jeg bliver enig med mig selv om, at jeg er voksen, han er voksen og shit happens! Så jeg trasker med voksent mod ud på badeværelset for at krybe til korset og fortælle, at han muligvis har skåret sig et sted for der er i hvert fald blod på lagenet og det er IKKE fra mig.

Ej, jeg prøver faktisk oprigtigt, at fortælle ham hvad der er sket, men da jeg står foran ham, forsvinder alt mit voksne mod og jeg får fremstammet: ” Det er sket noget nederen.”

Flot Annabel 14 år, meget voksent.

Jeg vælger så bare, at glo på ham med regn-det-nu-ud-øjne, for lige at gøre hele situationen endnu mere moden. Det gør han overraskende ret hurtigt, måske er han bare vant til at date uperfekte piger, who knows. Jeg retter så så smukt op på hele den akavet situation ved, at gøre absolut ingen ting ved det og i stedet lukke mig ude på badeværelset indtil han havde fikset det.

Åh den stakkels mand.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige med det her indlæg andet end, at noglegange kan det være sjovt at være uperfekt – altså set i bagspejlet.

Og det er faktisk helt okay, at være uperfekt. Jeg vil i hvert fald bestræbe mig på, at lade vær med at tro at jeg skal leve op til et eller andet perfekt ideal overfor mænd. Jeg vil grine mere af det i situationen og jeg vil sige mere fuck det og stresse mindre over mine fejl.

Halleluja for pinlige historier og selvironi.

Livet er sgu for kort til at gå i sort over lidt menstruation. 😉

Ps. Hvis et styks lækker 32 årig mand med plettet lagen læser med, så undskyld. Jeg er ikke perfekt. Men jeg er fandme sød.