det der med at vælge de forkerte mænd

”Hvorfor finder jeg også bare altid de forkerte mænd?”. Den sætning tør jeg vædde med, at alle piger enten har sagt eller hørt fra adskillige veninder. Jeg selv, ja jeg har sagt den 100 gange. Hver evig eneste gang, at jeg har forelsket mig i en som vi jo alle sammen udemærket godt vidste ville knuse mit hjerte, så har jeg sat mig, hulket ned i en spand is sat mig godt tilrette i offer-rollen og fuldstændig fralagt mig ethvert ansvar med ordene: ” Det er også kun de dumme mænd der vil have mig.”

Nej Annabel, det er det ikke. Men det er dem jeg vælger.

Jeg slog op med min eks fordi han var for sød og jeg manglende modspil. Tilgengæld jagtede jeg helt friviligt en mand i fucking 3 år som fra day one havde sagt, at han ikke ville binde sig – altså til mig.

Og jeg gør det stadig. Jeg var i byen i weekenden med en god veninde, vi kom hurtigt i snak med et helt fodboldhold og jeg spotter lyn hurtigt en fyr fra holdet som jeg synes ser sød ud. Ud af 11 mænd på holdet eller hvor mange de nu var, så var han den eneste der havde en forlovet og var fuldstændig uden for rækkevidde. Pisse typisk.

Jeg ved sgu ikke hvad det er der er så fedt ved, at ville have noget man ikke kan få. Jeg er bare mest interesseret i mænd der ikke vil have mig, sådan er det bare og sådan har det altid været. Jeg ved ikke, om det er terapeuten i mig som helt vildt gerne vil have gang i sådan et ”rednings-projekt” altid, jo flere diagnoser og fucked up fuckboys jeg finder mig, jo bedre er det. Det er da også pisse nemt, at sætte sig ned og ligge alt ansvar fra sig og sige ”at man altid finder de forkerte mænd.” Hvad man så bare lige glemmer at fortælle sig selv er, at man gladeligt sorterer alle de andre ”alt for søde” fra.

Hvad fanden er det også for noget med ”at være for sød” og ville ”have modspil.” Hvordan er man lige for sød? Og hvordan giver man den rette mængde modspil. Der er så meget modspil og modstand i verden, behøver kærlighed lige være en af dem?

Helt ærligt så tror jeg bare det er fordi, at vi er pisse hamrende bange. Jeg er i hvert fald. Så bange for, at forelske mig i en af de søde mænd som rent faktisk gerne vil mig. For hvad så hvis det heller ikke holder? Hvad er undskyldningen så for det?

Jeg tror godt jeg vil have magt over andre menneskers kærlighed. Jeg vil have garanti for, at jeg bliver elsket hele tiden og lidt til. For at få magt over andres kærlighed prøver vi hele tiden at blive gode nok. Gode nok til at blive elsket.

Det her kommer til, at lyde helt vildt sørgeligt, men jeg er bare mest tilpas når jeg er lidt ked af det i et forhold til en mand. Når jeg ikke helt ved hvor jeg har ham, eller når han siger han ikke vil mig eller at timingen er forkert eller hvad det nu kan være. Fordi det er jeg vant til, det er følelser jeg kender til og har lært at tackle. Jeg er fuldstændig på udebane hvis der pludselig er nogen der er søde overfor mig, eller vil mig 100%. Så går jeg fuldstændig i panik og sætter alle skyts ind på at forpurre lykken så hurtigt som muligt så jeg igen kan komme tilbage til de hjemvante følelser af at ”mænd er dumme og ubrugelige og gør os kede af det.” Når sandheden i virkeligheden nok mere er, at JEG gør mig ked af det. Det er selvfølgelig lidt nogle voldsomme følelser, og jeg håber ikke at flertallet kan nikke genkendende til min beskrivelse, men jeg tror mange kan nikke genkendende til det med at jagte noget man ikke kan få.

Så mange af mine drengevenner råder mig altid til, at spille lidt kostbar fordi mænd synes det er mest interessant hvis der er en jagt, men ikke for meget for der er ingen der gider en snerpet pige.

Og det samme hører jeg fra mine veninder, det er bare federe når mændene ikke skriver hele tiden og ikke bare ligger sig fladt ned på ryggen og aflyder. (medmindre de er nøgne, men den tager vi en anden dag, den der med sex. ;))

Ej men helt ærligt, så er det altså også svært synes jeg. Hvis vi alle sammen går rundt med forestillingen om, at kærligheden skal jagtes og helst være lidt svær at finde. Hvordan finder man så lige hinanden? Ej men for fanden altså jeg har veninder der ringer for at spørge om de kan svare på en sms 10 min efter at deres fuckboy har sendt dem en, selvom han var ½ dag om at svare på deres sms. Og jeg gør det selv.

Men kan vi ikke bare please stoppe det. Jeg orker simpelthen ikke ”the game” mere. Jeg har sgu da ikke tid til at vente halvanden dag med at svare på en sms fordi jeg skal spille skide fucking kostbar, enten så vil du mig og alt min ærlighed eller også så vil du ikke og så vil jeg tilgengæld dig rigtig meget og sikkert drunkdial dig 48 gange og møder op foran din lejlighed kl. 4 om morgen. Ej spøg til side, det er kun sket 1 gang det der. Selv jeg lærer af nogle af mine fejl.

Jeg vil bare 100 gange hellere  have lov til at være ærlig end at skulle spille alle mulige spil som bare slet ikke er mig. Jeg mener bare, at jo mere man gør for at blive elsket, jo længere kommer man fra sandheden om sig selv. Hvis jeg for at få folks gode vilje pleaser dem i begge ender, så gør jeg mig selv usynlig.

Når man betaler for kærligheden, er den ikke noget værd, når man får den.