det der med mænd…

Jeg har arbejdet med mig selv i 26 år. I 2 år har jeg uddannet mig til at være klog på andres følelser, i 10 år har jeg gået i terapi on and off og i 11 år har jeg dealet med mænd, knuste hjerter og gamle mønstre der sidder så dybt inkarneret i mig. Min mor siger tit at jeg er stærk og sej og at ”de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.” Men hvor er jeg træt. Fuldstændig udmattet af at være i udvikling, i sorg, i krise, i håbløshed og modløshed. Mit hjerte gør ondt og det eneste jeg føler er ingenting… Et stort sort hul af ingenting der sidder lige midt i maven. Der er ingen tårer der presser sig på, ingen ord der har lyst til at blive råbt, ingen vrede, ingenting. Måske er jeg bare nået til et punkt i mit liv hvor jeg ikke har mere at give af. Der er ikke plads til at føle flere følelser.

Jeg vil ikke bruge for meget energi på at forklare situationen for i bund og grund handler det her jo om mig og ikke om relationen (sjovt nok med en mand), der for 3. (ja fucking 3.) gang er gået galt.

Jeg har altid synes at det var ekstremt sørgeligt og hårdt at bryde relationer uanset om det er en veninde, en kæreste, en date eller nogen som i et ganske kort øjeblik berørte vores liv. Det der med aldrig at skulle ses igen, at dele noget sammen mere, at grine, græde eller elske mere. Det er hårdt og svært at sige farvel, sådan er det bare. Men det sværeste i min afsked til mænd er nok, at jeg ikke kun mister dem men også mister en del af mig selv hver gang. For når vi bygger vores lykke, vores selvværd; dele af vores ”eksistens” op omkring andre mennesker så bliver det frygtelig skrøbeligt og så vælter korthuset altså hvis personen der bærer det går. Og sådan skal det jo helst ikke være. Det er okay at føle sorg, svigt, hjerteknust, vrede osv. Men at miste sig selv er nok det værste vi kan gøre. Jeg får lyst til at tage mit hjerte og knue det hårdt ind til mig. At fortælle at JEG elsker det, at JEG bliver og at JEG er til at stole på. Og love, at næste gang jeg sætter det på spil så bliver det til en der sætter pris på det. Men det kan jeg jo bare ikke love.

—

Og så stod jeg der med ny-barberet ben og mit hjerte i mine hænder, min rygsæk pakket, i kjole og puffet hår og sagde: ”hvis du vil ha’ mig så er jeg din.” der er gået 2 dage og jeg begynder at forstå at du ikke kommer og henter mig, jeg venter stadig på svar men som min dansklærer sagde forleden så ”kommunikerer vi også når vi ikke kommunikerer…” og i virkeligheden er den non-verbale form for kommunikation den aller hårdeste. At jeg ikke en gang er dine ord værdige eller din tid til at sige dem. Det chokerer mig.

Hver gang nogen går fra mig så åbner sluserne for ALLE de gange jeg er blevet svigtet. Alt den bagage jeg har med mig, alt min vrede mod min far og alle de komplekse mønstre der ligger i det. Men lad os lige trække vejret og huske på, at når EN person vælger at gå ud af vores liv så er det kun den ene der går lige i det øjeblik. Ikke 15 års eller 26 års smerte der skal bores og graves i og tages frem i tide og utide. Det handler om, at bevare fatningen og en smule kontekst og rationalitet. Okay Annabel, så det gik ikke for 3. gang. Ærgerligt, men jeg gav det et forsøg og jeg var modig og jeg holder helt vildt meget af ham. Og hvor er jeg heldig, at mit hjerte er så stort og hvor bliver en anden mand en dag så heldig at jeg kan elske ham lige så passioneret som jeg går ind i alle mine andre følelser.

Måske handler det også lidt om det der med at stille krav. Stiller vi i virkeligheden måske for høje krav? Jeg sidder her og føler, at jeg ikke lykkedes med en skid i mit liv, fordi EN mand valgte at han ikke gad bruge sin tid på mig alligevel. Men virkeligheden er jo, altså hvis man koger den ret meget ned, at jeg lykkedes hver dag men det der der hedder livet. Jeg overlever det i hvert fald hver dag. Og det i sig selv kan jo også være en sejr. Hver dag er jo ikke sådan en ”jeg overlever ikke bare mit liv jeg lever det.” Nogle gange, og det er helt okay, der overlever vi bare. Som helt almindelige mennesker med for store forventninger til os selv og til andre. Så må vi trække vejret og huske på at der igen vil komme en dag, måske i morgen, måske i næste uge, næste måned eller næste år, hvor vi igen kan mærke at vi lever og himlen er blå og solen altid skinner og alt det fucking pis som jeg ikke kan føle lige nu. Livet går jo i hvert fald videre uanset hvor mange gange vi falder og slår os, så er det bare at hænge på og følge med og måske nogle gange give lidt ansvar fra sig og stole lidt på at livet har sine egne mystiske grunde til at udsætte os for alt hvad det gør.

—

I dag har jeg grædt lidt. Mest af frustration. Den der gråd der fortæller os ”jeg ORKER ikke at deale med det her igen, jeg har ikke tid, jeg har ikke kræfterne.” Ikke en forløsende gråd. Men i virkelig er det nok fordi, at jeg ikke har lyst til at blive forløst i følelserne om ikke at føle mig elsket, værdig, god nok. Det er som at blive slået hjem i Ludo 2 felter før mål. Jeg troede lige at jeg var der, at jeg havde lært noget og så blev det hele revet op og vendt på hovedet og nu giver det ingen mening. Så i stedet for at føle knuden i maven så begraver vi os i arbejde, sociale arrangementer, Tinder, ligegyldig sex eller i mit tilfælde rødvin og overtræning. Alt sammen for ikke at mærke efter.

Og måske er jeg i virkeligheden også bare pisse træt af, at føle at jeg skal arbejde med mig selv hele tiden. Vi kommer jo alle sammen med bagage. Hvornår er nok nok? Hvornår er det okay, at sige at jeg måske bare altid vil være en smule usikker når det kommer til mænd. Der vil altid ligge en angst for at du går fra mig. Og er det ikke okay. Er det ikke okay, at jeg er dramatisk og kaotisk og passioneret og sådan en der elsker 110% når jeg så gør det? Noget bagage har vi bare altid med os. Jeg har fx erkendt, at efter mere end 10 år med en spiseforstyrelse så vil det bare altid være der. Ikke altid aktivt, ikke altid i brug men det ligger og ulmer og vil være mit første redskab hvis jeg kommer for meget i mine følelsers vold. Det betyder ikke, at jeg bruger det men det betyder, at jeg altid skal tænke over det og jeg, nogle måneder mere end andre, skal modarbejde mønstret mere. Og jo mere jeg har accepteret det, jo nemmere har det været at give slip på.

I starten synes jeg at den største smerte var at vide, at han er fuldstændig ligeglad med alle de løgne og alle de ting han lovede mig og ikke holdte og alle de følelser af sorg og ikke mindst forvirring jeg igen skal gå igennem. Men det handler jo ikke om mig, hvilket kick han får ud af at finde ud af, for 3. gang, at jeg ER vild med ham og at jeg kom tilbage og at jeg rent faktisk SÅ gerne ville have det til at lykkedes mellem os. Det må være for hans regning. Jeg kan ikke blive ved at spille på andres banehalvdel. Så selvom det gør ondt ikke at få besked eller afklaring og det helt sikkert påvirker mig, at jeg åbenbart enten lukker øjnene eller simpelthen ikke kan se når jeg er i relationer med mennesker som på ingen måde vil mig det bedste så ved jeg også, at jeg simpelten ikke kan tage ansvar for at have mødt en som er ligeglad med at såre mig. Det har intet med mig at gøre men alt med ham at gøre. Og det får mig også til at tænke over, om vi (jeg) nogle gange bliver forelsket i det. I ideen om manden og måske ikke så meget ham. Det er rart at have en der ringer og siger godmorgen og godnat, en der bekræfter én og sender søde beskeder. Det er trygt at vide hvor dit næste kys kommer fra og bare generelt føle, at man ikke er helt alene. Men at være forelsket i den tryghedsfølelse eller være forelsket i alle de kasser man kan sætte hak i fordi han passer ind i dine ideal bokse af kvalifikationer din kæreste skal eje, det er sgu bare ikke helt det samme som at være stormende forelsket i selve mennesket.

Det er ligesom om, at jo ældre jeg bliver og jo flere ar på sjælen jeg får jo lettere tror jeg at det er. Men sandheden er i virkeligheden at det bliver sværere. Hver gang jeg lader nogen frarøve mig min ungdommelige naivitet om kærligheden så får jeg sværere ved at tro på den næste gang. Og jo sværere vi har ved det, jo mere vi frygter, jo flere selvopfyldende profetier får vi skabt. Så hvordan lever vi med accept af vores frygt for sorg uden, at tro på at tingene altid går galt. At kærlighed = med smerte. Så vi undgå de her profetier som jeg er ekspert i. Ja, jeg ved det ikke. Jeg har ingen kloge ord om det. Måske en dag jeg finder ud af det. Måske møder jeg en dag én som tager mig og mit skrøbelige hjerte i hånden og bliver til jeg for alvor tør stole lidt på kærligheden igen…

Så hvad så nu? Jeg har givet mig selv til i morgen til at være sur og rasende og græde en sidste gang. Og så giver jeg slip og tilgiver, for min egen skyld. Fordi at jeg jo inderst inde godt ved, at min indre terapeut har mest ondt af mennesker der har brug for at såre andre mennesker som rent faktisk holder af dem. Men det er sgu ikke mit job, at redde dem alle.

”Livet skal leves forlæns og forstås baglæns” og jeg forstår stadig ingenting.