det der med at huske når vi glemmer…

Så går turen, igen, på træningsophold i Brasilien hos Niels. Og hold kæft hvor er det tiltrængt. Ikke mindst fysisk har min form svinget men psykisk har jeg brug for at huske nogle af de fede ting jeg kom hjem med i februar måned. Det er ingen hemmelighed at månederne efter var hårde. Kom hjem til kaos i privat og familielivet og det var ligesom om at alle de fede “leveregler” og alt den glæde og power jeg kom hjem med ret hurtigt forsvandt. Jeg mener, at jeg kaldte mig for version 2.0 i det indlæg jeg skrev på vejen hjem. Og så kan man jo spørge sig selv om hvor meget jeg egentlig lærte hvis jeg alligevel ikke kunne leve efter det. Det gik ikke kun ned af bakke psykisk men også fysisk. Og i takt med den forsvindende form, forsvandt overbevisningen om version 2.0 også. Havde jeg virkelig lært det der skulle læres hvis jeg så hurtigt kunne glemme det. Og jeg må ærligt indrømme, jeg har følt mig lidt presset over at skulle tilbage med en form der er meget dårligere end den jeg tog derfra med.

Men så læste jeg forleden det indlæg jeg skrev på turen hjem og jeg kom i tanke om den følelse jeg havde med at elske min krop for alt hvad den kan og ikke for hvordan den ser ud. Og sådan har jeg det stadig. Den er vanvittigt samarbejdsvillig og heldigvis for det. Og så tænkte jeg på alle de mønstre min spiseforstyrelse har bragt med sig i årenes løb og hvor svære de har været at ligge fra sig, på hvor nervøs jeg var for vægten og for at spise 4 gange om dagen sidst jeg var afsted. Og nu skræmmer det mig ikke. Overhovedet.

Der er masser af ting jeg lærte hos Niels sidst som jeg har “glemt” og som jeg gerne vil tilbage til. Men måske er det bare sådan nogle gange, at vi skal have tingene flere gange før de sidder fast. Og det er okay. Jeg er bare taknemmelig for, at jeg finder viljen til at få hjælp til de ting jeg finder svære og har nogle fantastiske redskaber i mit liv til at skabe de resultater jeg ønsker så som Niels og hans træningsophold. Det er vigtigt at huske når vi glemmer, at livet ikke er sort og hvidt. Jeg tror jeg troede at jeg var et så godt og rart sted i mit liv da jeg kom hjem at intet kunne ryste mig eller ændre på min overbevisning at jeg endte med at blive fuldstændig handlingslammet da tingene ikke gik som jeg troede de ville.

Så hvad tager jeg med til Brasilien denne gang. En masse glæde og forventninger til at blive maks presset. Og så tager jeg en krop med der er meget blødere og større end sidst jeg var afsted og det er jeg egentlig okay med. Jeg er den sidste der vil hype kroppen til at skulle se ud på en bestemt måde, men det er satme vigtigt at føle sig hjemme i sin krop og jeg må være ærlig og indrømme at jeg var gladere og mere tilpas i den krop der kom hjem fra Brasilien i februar end den der tager afsted i dag og derfor ved jeg også, at jeg på denne tur ikke bare skal arbejde med mit mindset mens jeg er afsted men også forberede mig gevaldigt på livet herhjemme. Som ikke altid arter sig som vi gerne vil have det.

Forleden var der en god veninde og kollega til mig der fortalte hvordan hun havde rost mig og min blog da en af hendes bekendte havde “brokket” sig over vores evne til at være “falske” og “opstillet” på de sociale medier. Rost den for at være ærlig. Og jeg blev så glad og stolt. Men så fik jeg også lidt dårlig samvittighed, for nok er jeg ærlig men jeg er også selektiv med mine ærligheder. Jeg vil helst være ærlig om mine følelser når jeg selv har fået dem lidt på afstand, når jeg forstår dem bedre og når jeg kan skrive noget der ikke efterlader nogen med følelsen af, at jeg ude hvor jeg ikke kan bunde. Det er ikke for sjov at det er længe siden jeg sidst  har skrevet et oplæg. Jeg har ikke været et sted hvor jeg kunne skrive noget ærligt og med god samvittighed samle det op med et “men det kan jeg sagtens klare…”. For der har jeg bare ikke været. Og det er måske egentlig ikke så ærligt. Men det er måske heller ikke så skide fedt at læse et oplæg hvor det eneste jeg kan sige er “FUCK HVOR DET SEJLER!”.

Men hvis jeg skulle have skrevet et indlæg over de sidste par måneder så ville det være det der stod. Og det ville nok stadig være det der skulle stå stod jeg ikke og var på vej til Brasilien nu. Så thank f…… god for min evne til at gøre noget ved tingene når jeg rammer bunden, for der har jeg været meget, og gudskelov for at jeg ved hvad jeg har brug for i mit liv når jeg er der og for, ikke mindst, at prioritere det.

Vi lever kun 1 gang.