det der med at prioritere at være alene

Det er jo ingen hemmelighed, at de sidste mange år ( ja måske altid) har mit kærlighedsliv været noget værre rod. Jeg veksler mellem at sorge over at være single, juble over det, værre skide træt af forventningerne og nu har jeg mere eller mindre givet op og stiller mig selv spørgsmålet. Hvorfor vil jeg egentlig gerne have en kæreste? Er det for de rigtige grunde? Og vil jeg overhovedet prioritere det i mit liv?

I forrige uge havde jeg et mentalt break down og trak stikket og blev i sengen med mørklægningsgardinerne trukket godt ned i 2 dage. For når vi håber, at nogle relationer skal udvikle sig til noget mere men ender helt med at glide ud i sandet så gør det sgu lidt ondt.

Og så lå jeg der en tirsdag aften og tudbrølede ned i en hel flaske rosé og sovsede rundt i selvmedlidenhed og ondt i hjertet. Men samtidig følte mig underligt lettet og tænkte “SÅ; nu kan jeg også “komme videre” og fokusere på noget andet.”
Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg er emotionelt slutty eller emotionelt afholden. Jeg tror gerne jeg vil tro at jeg er sådan en modig en der giver mit hjerte ud og deler noget af mig selv. Og det gør jeg også. Men jeg er satme også kontrolleret og du kan bide spids på at uanset hvor meget jeg tror og håber på at du er “the one” så har jeg forberedt mig følelsesmæssigt på at du skrider, at jeg skubber dig væk eller måske i virkeligheden en blanding.

Men du kan også være helt sikker på at hvis jeg bare er en lille smule interesseret i dig så har jeg spillet hele vores fælles liv sammen inde i hovedet allerede inden 2. Date. Jeg har allerede set vores liv sammen, jeg har mødt dine venner (de elsker mig), dit barn (hvis du har sådan et), din familie og uanset om du er en frembrusende forretningsmand, sporty håndværkertype eller den kunstneriske hipstertype så har jeg set det. Jeg har været den hjemmegående fundraising rigt gifte husmor, den kærlige og “livet er simpelt og sjovt” – type, og den passioneret “vi vil skændes men elske hinanden for evigt” – type. Jeg kan fantasere om mit liv der ser så forskelligt ud med mange forskellige typer mænd og samtidig kan jeg slet ikke se mig selv dele mit liv med nogen. Ambivalent much?!

Måske er jeg nok bare blevet så komfortabel med mit liv som det er, at selvom jeg siger at jeg er villig til at gå på kompromis er jeg så også det? Det er blevet så nemt, at swipe løs og undgå at binde sig til noget fast og selvom jeg ikke synes jeg gør synderligt meget brug af det så er Tinder da den første afvigelses manøvre jeg bruger hvis noget er gået i stykker og mit hjerte gør ondt. Det er bare nemmere at skynde sig videre og fokusere på noget eller nogen andre. Og måske er det noget med det der med hele tiden at være på vej videre og drømmen om et forhold der passer perfekt ind i min lille verden som gør det svært at finde noget længere varigt. For lad os nu være ærlige. Man finder jo aldrig en som man ikke skal ændre sit liv for bare en lille smule. Og det er vel også hele meningen med at få en kæreste. Ellers kunne man vel lige så godt lade vær.

—

Jeg er sgu egentlig lidt træt af at føle at hvis mænd er singler i slut 20’erne så er det et valg og hvis man er kvinde så er det fordi der ikke er nogen der vil have en. Man kan altså også som kvinde tage et valg om at være single og alligevel være glad. Jeg er glad for mit singleliv selvom det til tider også gør mig deprimeret. Men sådan helt ærligt så vil jeg jo gerne beholde min frihed som den er nu. Jeg vil gerne kunne tage 1 måned til Brasilien uden at tænke på at der sidder en og savner mig, jeg vil gerne kunne tage 2 dage i sengen med slukket mobil og tude ned i en flaske alkohol og spise Ben og Jerry is til jeg revner og jeg vil gerne gå i byen til kl. 6 om morgen med mine veninder og flirte pinligt meget med bartenderen.

Hungrer vi efter kærligheden fordi det er nemmere til familie sammenkomster ikke at få spørgsmålet “nåååå så du er stadig single var?!”, fordi det er federe at hashtagge #ilovehim #thebestbf end #singleforever #jegskalsnarthave20katte. Fordi det er rarere at være to? Det er dejligt at have en man altid kan ringe til. Men er det kærligheden til tosomheden der driver det eller er det angsten for ensomheden?Den der sidder helt dybt i maven og kommer så pludseligt at det kan føles som en mavepuster og gøre det svært at trække vejret.
Jeg har følt mig meget ensom for tiden. Også når jeg ikke er alene. Jeg har været porøs og haft den der følelse af kedafdethed som er svær at forklare fordi man faktisk ikke helt ved hvad den er der for. Folk spørger “hvorfor er du ked af det?” For at hjælpe og støtte men når svaret er et hulkende “jeg ved det ikke.” Så er det også svært at hjælpe. Både andre og sig selv.
Jeg ved ikke hvad du gør når/hvis du nogensinde har det sådan. Men jeg har lært vigtigheden i at give det plads. Jo mere vi undertrykker følelser jo mere fylder de. Så ja, nogle dage ligger jeg i sengen med lukket dør og mørklægningsgardinet trukket godt ned. Jeg græder når jeg føler for det, jeg drikker vin kl. 10 om formiddagen og spiser gerne Prince kiks til morgen, middag og aften.
Og mens jeg ligger der opstår der altid de her tanker i mit hoved om at være og gøre noget andet. De er mit drive. De pusher mig til at stå op og gøre noget ved situationen så jeg ikke sidder fuldstændig fast. Og dem er jeg glad for. Jeg elsker det drive. Det er også det der gør det muligt for mig at svøbe i selvmedlidenhed, kiks og tårer i dage i træk fordi jeg har tillid til at jeg rejser mig når jeg er klar og så bestiller jeg en tur til Brasilien for at udvikle mig, søger nyt job, nyt studie, tager på date med ham der der har spurgt i 6 måneder eller gør noget andet større eller vildere som rykker mit liv lidt.
For det værste jeg kan få at vide er, at jeg ikke rykker mig. At jeg står stille. Jeg mødte for ca. 2 år tilbage en mand jeg så da jeg gik i gymnasiet og efter en ganske kort snik snak i 5 min i toget så siger han: “ej du er præcis lige som jeg husker dig.” Og fred være med det, jeg ved udemærket godt at han ikke mente noget tarveligt med det. Men på det tidspunkt var det 5 år siden jeg gik ud af gymnasiet og tanken om ikke at have rykket mig gav mig kvalme. Jeg stod der med endnu flere ar på sjælen end da han kendte mig og jeg var vokset og havde lært mig selv at kende, lidt bedre i hvert fald. Jeg gik i terapi og følte at jeg var en bedre udgave af mig selv. Hvorfor kunne han dog ikke se det? Og hvorfor følte jeg at jeg skulle forsvare hvem jeg var. Og så tænker jeg. Bruger vi for meget tid på at prøve at definere hvem vi er i samspil med andre at vi slet ikke ved hvem vi er uden? Og med “vi” mener jeg selvfølgelig “jeg”.

En af mine veninder viste mig den her video fra Jay Shetty. Og selvom jeg synes hans pointer er skræmmende sorglige. Så er det også meget genkendelige. Desværre.

 

We want someone to hold our hands but we don’t want to put the power to hurt us in their hands.

We want to be swept off our feet but at the same time remaining safely, independently standing on our on.

We want to keep chasing love, but we don’t actually want to fall into it

We want the rewards with no risk, we want the payout with no cost

We keep people at arms length toying with their emotions. But mostly toying with our own.

When things get too close to being real we run, we hide, we leave, we say to ourselves “there’s more fish in the sea.”

See, the challenge is we all want to be with someone who makes us happy, when what we need to do is be someone who makes us happy.

we sit with our friends discussing the rules but no one even knows what game we’re trying to play. Because the problem with our generation not wanting relationships is that at the end of the day; we actually do.