det der med at være fuld…

Vækkeuret skriger mig vredt ind i hovedet, det har ringet non-stop de sidste 4 min og jeg prøver desperat at få min krop til at lystre hvad mit hoved gerne vil: “bevæg nu armen hen og sluk det fucking vækkeur Annabel!” Jeg gør det i slow motion med øjnene lukket og slår aggressivt hårdere og hårdere på mobilen som stadig larmer. Endelig stopper lyden og jeg blinker stille og smertefuldt øjnene op. Mine tænder klistrer, min mund føles som Sahara og jeg lugter langt væk af polsk værtshus. Jeg får med rystende krop rejst mig fra liggende til siddende uden at kaste op. Jeg ligger mit bankende hoved i min hænder. “Fuck” tænker jeg. Mit hjerte hamrer derud af, nok en blanding af alkohol, udmattelse og total panik da det slår mig hvad jeg lavede i går. Jeg griber efter min mobil og ved allerede godt at jeg ikke bliver glad for synet der rammer mine øjne da jeg åbner mine beskeder. Et styks meget lang, meget vred og såret besked til en eks ligger lige så fint der som bevis på en aften med alt for meget alkohol. De sidste 8 timer passer revy for mig og jeg husker pludselig hvordan jeg stod på Nørreport station kl. 5.30 og skrev, hvad jeg der troede var den mest velformuleret idé jeg nogensinde havde fået. Dog husker jeg også, at jeg tænkte at nu skulle jeg ikke begå samme fejl som jeg så ofte gør når jeg drikker og skrive en masse lort jeg senere ville fortryde. Så jeg sendte den ikke på Nørreport, jeg gemte den i noter og ventede hele togturen OG cykelturen hjem fra stationen indtil jeg lå i min seng og tænkte. “Det ER altså en god idé.” Bliiiing og sendt var den.

6 måneder efter vi sidst snakkede sammen synes jeg lige det var verdens fedeste idé at fortælle ham hvilken klaptorsk jeg egentlig synes han var, mest af alt fordi, at han knuste mit hjerte. Og jeg ved godt, at jeg egentlig burde fortryde det rigtigt meget og have mistet min værdighed og bla bla bla. Men egentlig, så føler jeg mig helt lettet. Ikke fordi jeg fik svar på noget for det gjorde jeg ikke, men fordi jeg fik lettet mit hjerte for noget som faktisk har gået mig på det sidste lange stykke tid. Og fordi jeg faktisk synes, at det er helt i orden at være ærlig omkring hvordan vi har det.

Jeg snakkede med min veninde om det der med at have mænd i vores liv som, selvom vi ikke snakker med dem eller ser dem, måske altid vil fylde lidt hos os. Dem tror jeg, at jeg har et par stykker af. Måske siger det mere om mig og om min evne (eller manglende) til at give slip og komme videre. Men det er nu bare sådan jeg en gang er. Følelsesmæssigt kaos. Men hvad fanden, min mor havde brug for svar efter 20 års skilsmisse fra min far. Jeg ved godt at de havde en meget meget længere fortid og 4 børn sammen, men alligevel. Nogen gange så tror jeg det værste, for mig i hvert fald, ved et break-up er alle de ubesvarede spørgsmål man sidder tilbage med og kan drive sig selv helt til vanvid over. Lad det nu ligge og kom videre tænker man men alligevel er de der. Kl. 4 en regnvejrseftermiddag, kl. 7 til morgentræning eller kl. 5.30 i en kæmpe brandert. De sniger sig ind på os når vi mindst venter det og banker på vores allerede ødelagte selvværd. Og, nej, jeg synes bestemt ikke altid at vi skal reagere på dem, nogle gange kommer de og så kan man lade dem fylde det de nu en gang gør og så lade dem passere videre. Det ville sgu også blive et fuldtidsarbejde hvis jeg skulle skrive sms’er til mine eks’er hver gang jeg tænkte på dem eller havde brug for at retfærdiggøre noget eller have svar på noget fra dem. Men andre gange, så er det altså okay at følge sin, fulde, intuition og sende den skide drunk text. Det er der altså aldrig nogen der er døde af. Og når man synes man er blevet uretfærdigt behandlet så synes jeg helt ærligt godt man kan sige det ærligt og på en, forholdsvis, pæn måde.

Så hvad er min pointe egentlig med det her opslag, tjaa jeg ved det sgu ikke helt. Måske havde jeg bare brug for at retfærdiggøre min sms, for det er hverken første eller sidste gang at det er sket, lad os være ærlige omkring det. Jeg er bare en 25 årig med et kronisk knust hjerte der stadig ikke kan styre mine branderter og ved I hvad? Det er så okay. Jeg tror de største kampe jeg har haft med mig selv i mit liv er når jeg føler jeg ikke har været et sted jeg gerne ville være. Når jeg troede jeg skulle være gift og have første barn på vej som 25 årig, eller da jeg troede jeg ville komme smertefrit igennem min uddannelse, da jeg troede jeg ville bo i New York for evigt og da jeg troede at jeg kunne få knust mit hjerte og aldrig kigge mig tilbage igen. Jeg tror ikke, at problemet er at komme videre, jeg tror problemet er ikke at give sig selv plads til at være lige der hvor du er. Nogle dage vågner jeg og er ulykkelig uden grund, jeg kommer ikke ud af sengen og jeg føler mig som den 18 årige jeg en gang var med en depression der holdte mig i sengen i måneder i træk. Men fordi det sker 1 dag betyder jo ikke at jeg ikke har rykket mig de sidste 7 år. Snarere tværtimod, i dag finder jeg det vigtigt at anerkende de dage hvor jeg har det sådan. Fordi det gør det så meget nemmere at komme ud af sengen dagen efter.

At tro at vi ligger vores smertefulde minder bag os for evigt er jo som at tror at en slankekur med restriktioner mod alt der er godt er vejen frem. Jo mere vi forbyder ting jo mere attraktive bliver de for os. Jo mere vi tænker at vi ikke må tænke eller mindes “ham” eller “det” jo oftere kommer det snigende. Fordi det fylder pisse meget når vi undertrykker tanker, følelser og lyster.

Jeg ved ikke om det kun er mig der har det sådan. Jeg er jo blevet kaldt dramatisk og over-følsom før, men det vil jeg altså skide på. Det er nu en gang sådan jeg er og det gider jeg ikke være  krig med mere og jeg nægter altså også at tro på, at jeg er den eneste.