Det der med at være en håbløs romantiker…

Jeg er typen der forelsker mig i alle slags mænd. Unge mænd, sexede mænd, rige mænd, sindsyge mænd, gamle mænd, mænd med hår, mænd der er skaldet. Pointen er, jeg bliver tit forelsket. Besat, er der også nogle af mine ”ofre” der har valgt at kalde det.

Og jeg kan da godt se i bakspejlet, at det er for meget at ringe 48 gange på en aften, men nu var det ligesom min fødselsdag og der var en rimelig mængde tequila indblandet. Anyway…

Jeg har mange historier om mænd jeg har været forelsket i. Manden der offentligt dumpede mig på facebook, mens jeg sad på den anden side af jorden, manden der havde glemt at fortælle, at han havde en kone og et barn, manden der havde sværere ved at binde sig end jeg har, manden der var perfekt alt for perfekt til mit rodet liv eller mændene som bare ikke var forelsket i mig.

Jeg har været single sådan godt og vel altid. Og så alligevel ikke. Jeg har været håbløst forelsket siden jeg var 15 år. Forelsket i ideen om, at være forelsket. Forelsket i mænd der ikke ville have mig, for derefter at forelske mig i mænd jeg brugte som erstatning for dem der allerede havde knust mit hjerte.

Jeg vil måske bare ikke være forelsket mere.

Ikke i mænd.

Ikke lige nu.

Jeg vil være forelsket i mig selv, mit liv og følelsen af, at være stærk og alene uden at skulle være afhænging af en mands bekræftelse.

Jeg har ladet mig definere hvem jeg var udfra hvem jeg troede de mænd jeg datede ville have. Jeg har været så mange forskellige kvinder bare for at være en som nogen kunne elske, at jeg nu er blevet så forvirret omkring hvem jeg egentlig er og hvad jeg egentlig vil. Ja, det lyder måske skide klichéagtigt, men det er da vigtigt at have sig selv med og vide hvem man er.

Jeg er faktisk ret træt af, at alt skal være på mænds præmisser. Jeg smider altid alt hvad jeg har i hænderne hvis jeg er vild med en fyr for at se ham lige når det passer ham. Men hvad med at ses når det også passer mig? Kompromisser er vel en del af et forhold? Det er da heller ikke skide sexet, at jeg springer op og flyver ud af døren fordi han liiige har 5 minutter. Ikke at jeg går ind for hele det der kostbarheds-spil, men man kan måske godt sige nej eller forvente, at nogle ting også er på mine præmisser og ikke kun på hans. Eller hvad? Jeg har helt alvorligt en gang kørt helt ind til byen for at hente en jeg var vild med som var i byen. Bare for, at køre ham hjem og være der i 2 timer inden jeg skulle videre og op på arbejde.

Ja, lad os lige tage 1 minuts stilhed for min værdighed.

Er det for meget, at forlange at finde en mand der gider sætte én lidt højere på prioriteringslisten? tænker at hvis jeg bare kommer før hovedrengøring og fætter/kusine fest så har vi måske et godt udgangspunkt.

Jeg snakkede med en veninde om det der med at date forleden. Hun havde været på date med en fyr, han var super sød, men hun vidste nok godt, at hun ikke rigtig følte, at det var noget. Alligevel tog hun sig selv i, at skrive til ham, at hun gerne ville se ham igen. Som hun sagde: ” Jeg er bare ikke vant til, at det er dem der vil mig mest.” Føler vi os først virkelig trygge i andres hænder, hvis de elsker os mere end vi elsker dem? Er kærlighed kommet til, hvem der har “the upper hand?” Det er rart, at føle sig elsket og værdsat og på en eller anden måde ” cravet”. Men er det ikke også rart, at føle det den anden vej?

Er det så skræmmende, at være den der elsker mest, at vi hellere vil nøjes?

Jeg tror, at jeg vil øve mig på, at finde ”mig”,  hvem jeg er og hvad jeg vil.  Og holde fast i det, blive forelsket i det, finde tryghed i det og SÅ vil jeg blive forelsket, i en mand der elsker alt det; ligesom det er. Dramatisk og kaotisk. 😉

Jeg tror vi kvinder tit tror, at mænd skal være vores redning. At hvis jeg nu bare finder ”ham”, så går alt den rigtige vej.

Men nej, lad os nu lære at elske os selv, at nyde os selv. At livet godt kan være godt selvom man er ”alene”.

Tænk nu hvis jeg aldrig finder kærligheden i en mand. Så er det fandme sørgeligt, at have ventet hele livet på, at begynde at leve det med en.

Jeg kan være nok så fortvivlet over, at min tidslinje ikke helt går som planlagt. Jeg skulle ifølge planen være gift på første år og vente børn nummer 1 om 1,5 år. I stedet for er jeg flyttet tilbage hos min mor, startet i terapi, mere single end nogensinde før og ret overbevist om at min tørkeperiode har varet så længe at jeg ikke ville kunne finde ud af hverken at flirte eller dyrke sex; hvis altså jeg fik tilbuddet. Så det går jo meget godt…

Jeg har egentlig ingen kloge ord på det her, måske skal man bare sige lidt mere fuck til det hele, og lidt mere NÅ når tingene ikke helt går som de “skal”.

Som en kær kollega en gang sagde til mig, prop lidt flere ting i ”pyt-kassen”. Og gud hvor er det rigtigt, i pyt-kassen med negative kommentarer fra folk, med dårlige dates, med dumme mænd, med tidsplaner der ikke holder og dage hvor alting går skævt. I pyt-kassen med det. Mere pyt og mindre øv og husk; at vi altid lærer af alt hvad der sker og du er aldrig alene.