det der med at være blevet bjørnemor…

Den opmærksomme følger har nok opdaget, at jeg er blevet bjørnemor til en “lille” Berner hvalp – Maggie My; i daglig tale hedder hun mest bare terroristen.  Jeg ville lyve hvis jeg sagde at vi ikke havde overvejet at tage halsbåndet af hende og så bare løbe og håbe på, at hun ikke finder hjem igen selv. For det er satme hårdt arbejde, at have en hundehvalp. Det er op flere gange om natten, det er tis og hundelort på gulvet, det er gennem snasket sko, borde, lister og gulvtæpper. Det er tålmodighed når hun nægter at gå videre mens vi er på tur, eller når hun charmere halvdelen af den røde plads og alle stiller de samme spørgsmål igen og igen. Tålmodighed når man for 3. gang er oppe for at tørre tis op og hun bare helt flabet sidder og glor på en mens man rydder op efter hende eller når hun vælger som en anden kænguru på coke at hoppe igennem det og sprede det rundt i hele lejligheden. Så er man er tvunget til at vaske hele gulvet i Rodalon igen igen og helst i en rasende fart for ellers falder hun i det og så er man nødt til at få hende i bad.  

Forleden dag sad mig og Michelle på hug med en lille pipette for at samle hendes tis i en Tupperware og tage med til dyrlægen da bjørnemoren her var overbevist om, at hun havde fået blærebetændelse for SÅ meget tis kan en lille bjørn umuligt indeholde. Det kan hun så og det blev 900,- for at fejle absolut ingenting – altså udover at være en kæmpe møgforkælet diva, men det har hun jo ikke fra fremmed.

Der er dog ikke meget diva over nogle af os når vi som freaking cirkus Benneweis mosler ud på tur, den ene hund spurtende og gøende, den anden hund enten liggende fladt på græsset eller halsende efter den første hund mens hun skvatter over fortovskanter og småsten, alt imens moren prøver at holde styr på snorene hvilke dem ud af træer andre mennesker når vi har viklet os ind og når det så en gang imellem sker (ofte) at jeg taber den ene snor så kan man så se bjørnemoren i fuldt firspring løbende efter en fri hund med en anden hund enten slæbende under armen eller efter snoren. Til stor morskab for folk der ofte kommer over med kommentarer som. ” Shit de er søde, men det er da også et kæmpe arbejde var?”. Neeeej da, jeg står bare her kl. 4 om morgen i lyserøde natbukser og bryster hængende nede ved knæene for sjov. Jeg ved ærligt ikke om mine sorte rander under øjnene er blevet permanente men “du ser træt ud” er daglig kost for tiden. Nogle gang så er jeg så træt at jeg bare sidder og kigger på hende og tænker ”dør hun mon af at spise den hårelastik? Noget snavs skal de vel have”. Det værste er næsten, at folk efterhånden kender os i nabolaget ”hej Maggie” er ikke ualmindeligt at høre fra andre hundeejere eller Nørrebro’er, men sådan er det jo når man er ude og lufte 47 gange om dagen. Faldt i snak med en pige forleden som åbenbart bor et par opgange fra os og som hun sagde: ”har lige set en anden pige gå med hende for et par timer siden.” Ja det var så mig; uden makeup og bh på.

Mine morgener starter gerne ved 5-6 tiden. Først så hører jeg dem begge to mosle rundt og lege og så går der ikke længe før jeg hører kængurubarnet komme let og elefant hoppende ind på mit værelse, stille forpoterne op på min seng og bide mig i tæerne. Så kommer hun ofte op i sengen og jeg tænker naivt ”så kan vi lige sove en time mere.” Det er endnu aldrig sket, hvad der dog ER sket er flere voldelige overfald på en sovende og forsvarsløs mor. Forleden dag fik hun bidt mig i brystet, så var det mormorarmen, håret og næsen. I morges fik hun sågar stukket poten ind i øjet på mig. Så kommer hun ned fra sengen, så løber hun ud i stuen og angriber den anden hund og man tror gladelig man lige kan stjæle en 30 min mere på øjet men så pludselig står hun der igen, denne gang ovenpå natbordet og så må man træt og lettere irritabel give op på sin elskede nattesøvn og vralte ud i stuen hvor en overgearet bjørn for det meste venter på at komme galopperende lige imod en og styrte direkte med åbent gab imod dine knæskaller. Så er dagen ligesom i gang. Nogle morgener må man barrikadere sig ude på toilettet og håbe på at kampgejsten går lidt af hende. Det gør den ikke. Man kan bare sidde derude lidt og finde den sidste energi frem og prøve at huske på, hvorfor det nu lige var, at man synes det var sådan en god idé at få en hund.

Maggie er jo for resten også blevet maskot på restaurant Kjøbenhavn hvor hun står for underholdning til gæsterne og smagsdommer på de nye menuer. Det job klarer hun ind til videre fejlfrit. Og hvis man har lyst il, at komme ned at sige hej og agere aflastningspædagog i et par timer, så kom endelig forbi. Jeg må dog indrømme, at mit moderhjerte brister når jeg ser folk kigger forelsket på min lille bjørn. 

Forleden dag trænede jeg med hende og sad på hug foran hende hvorefter hun kaster et stykke frikadelle op, lige i ansigtet på mig. Bare lige som tak for alt.

 Men altså så gør hun jo et eller andet nuttet, kigger på dig med de store sorte øjne, falder over sine egne ben, kommer løbende når du kommer hjem, putter med dig når du er træt og så føler du, at dit hjerte er ved at revne af kærlighed. Nogle gange så er hun simpelthen så nuttet at jeg næsten har lyst til at kramme hende ihjel. Okay, det lyder lidt sindsygt men kender I ikke det der med, at synes noget er så nuttet eller når man elsker noget SÅ højt at man bare næsten ikke kan have det inde i kroppen. Sådan har jeg det med min lille Maggie My. Og så tager man jo alt besværet med. Jeg står gerne kl. 12 om natten og koger ris til min hundehvalp der åbenbart har besluttet sig for at hendes hundefoder, der ca koster det samme som udbetalingen på en penthouse lejlighed og som både er glutenfrit og sikkert også økologisk (den hund spiser bedre end jeg gør for tiden!) ikke er godt nok for hendes sarte lille mave. Jeg står gerne og ligner en idiot når jeg skammer roser min hund for at tisse eller besørge udenfor, også selvom det er midt på vejen og bilerne må holde og vente til hun er færdig. Den hund har ingen skam i livet. Vi sætter gerne bofællesskabet herhjemme på prøve når skemaer, nattevagter (med hunden altså!), rengøring og alt hvad det ellers indebærer at have hund med. Vi tager det hele med, for alt hvad hun giver mig, af ro og kærlighed er så utrolig vigtigt, prisværdigt og fuldstændig fantastisk. Det er sjovt, at nogle gange er det de mindste ”ting” der giver den største kærlighed, lykke og de fleste lektioner.

Jeg har aldrig før sagt: ” Jeg elsker dig” så meget som jeg gør det lige for tiden. Men for fanden hvor jeg elsker den lille pelsklump.