det der med at have tillid og at tro på sig selv

Jeg har, efter en lille tænke pause, kastet mig ud i det der hæsblæsende datingræs igen – ja også kaldet Tinder. Og det har for første gang i lang tid ført til, at jeg har set én mere end til bare kaffe på første date. Og han er faktisk vildt skøn. Han er sød, sjov, kærlig og utrolig lækker. Og så er han også rigtig mange ting som jeg ikke er (yea I said it!). Han har en tjekket lejlighed, et tjekket job, en tjekket tøjstil og han er bare tjekket og sådan rigtig voksen, på trods af, at han kun er 2 år ældre end mig. Og så kommer jeg, ind i hans Østerbro lejlighed med alt mit kaos og føler mig utrolig utjekket.

C er typen der går på arbejdet i jakkesæt og siger ting som: ”Jeg skal forberede mig til et vigtigt møde”, og jeg siger ting som: ” mere vin, tak” og ”hvor fanden ligger Budapest egentlig?”

Jeg er typen der mister min ørering i mit eget filtret hår, griner lidt for højt af mine egne jokes, glemmer at børste mine tænder om aften og nogle gange bruger 24 timer i sengen med Netflix. C er typen der løber halvmarathons og handler i Irma. Jeg bor hos min mor, jeg har 2 jobs som er lidt underlige og helt ærligt, så aner jeg ikke hvad jeg laver om 5 år. Forhåbentlig så har jeg min uddannelse og bruger den til noget fornuftigt, men jeg ved det ikke, for jeg har ikke nogen fancy masterplan. Jeg vil egentlig bare gerne være glad.

Og det er ikke fordi, at jeg synes at der er noget forkert i hvordan jeg er, jeg er jo bare som jeg er. Men jeg forstår måske bare ikke helt hvad fanden de, altså de der mænd, egentlig ser i mig. Og det synes jeg er ret sørgeligt. For helt ærligt, hvis jeg ikke en gang SELV kan se hvorfor nogen skal vælge mig til i livet så forstår jeg da fandme godt at de heller ikke kan se det. Man køber jo heller ikke en bil hvor sælger siger: ”ja jeg ved sgu ikke helt hvad I vil med sådan en, den er skide dyr i drift og ærlig talt ikke til meget nytte. Men altså hvis I absolut insisterer så køb den dog.” – tak men nej tak.

Jeg er blevet så god og så vant til, at fortælle mig selv historierne om hvor dumme, tarvelige og utilregnelige mænd er, samtidig med at jeg fortæller mig selv, at der da umuligt er nogen der gider, at være sammen med mig. Vi kender alle sammen ”gul bil” – legen, det er oftes kun når vi fokuserer på noget, at vi ser det hele tiden. Sådan har jeg det med alle de dårlige signaler i mine relationer med mænd. Jo mere, at jeg fokuserer på om han nu ikke virkede lidt ligeglad, eller lidt fjern, eller om han ikke også har hentydet til, at han så en anden eller at han ikke var vild med mig og alle de der ting, jo mere skaber jeg dem som sandheder oppe i mit hoved til jeg til sidst har lavet det perfekte billede af en mand der overhovedet ikke vil have mig og kun udnytter mig, spundet på historier jeg ikke ved om er sande. Så smider jeg et urimeligt ultimatum på bordet som jeg ved han vil bakke ud af og så kan jeg igen sætte mig i den perfekte offerrolle og ynke: ” Jeg møder også bare altid de forkerte mænd. Hvorfor vil de dog ikke have mig.” Når virkeligheden er, at jeg enten vælger de forkerte mænd, skaber de forkerte forhold, eller skubber alle de rigtige meget langt væk.

”It all begins and ends in your mind. What you give power to has power over you.”

Da jeg fik min studenterhue skrev min yndlingslærer i den: “Tro på dig selv Annabel. Du kan jo godt.” Så det der med, at tro på sig selv og tro på sine evner har jeg altid haft svært ved, også omkring ting der bestemt ikke omhandler mænd og forhold. Men jeg kan tydeligt mærke, at jo flere mislykket “forhold” jeg har været i jo mere tvivler jeg på, om jeg overhovedet er alt besværet værd. Det er svært for mig, at finde balancegangen mellem ikke at lukke helt af for mine følelser og som C sagde i sidste uge “være lidt kold” til ikke at overgive mig fuldstændig og merche med et menneske jeg ikke kender endnu. Som min terapeut ynder at fortælle mig så er jeg “ikke så god til at dosere “rigtigt” i mit liv”.

Mine veninder med kærester siger altid, at man ved når man møder den rigtige, og det lyder da også skide romantisk og dejligt. Men den køber jeg altså ikke helt. Jeg har flere gange før haft den følelse af, at det her var rigtigt og så er det alligevel endt i drama og knuste hjerter. Så hvornår ved vi at det er, måske ikke rigtigt, men I ved, værd at arbejde for? For det tror jeg på, at forhold er noget vi vælger at arbejde på, hele tiden. Det er ikke bare, at vi tilfældigt møder den rigtige og så bum så er den klaret og “de levede lykkeligt til deres dages ende.”

Og så alligevel, så tænker jeg, at der skal en del held og god timing til for at møde et andet menneske og i begge to tænker, det her, det kunne godt være noget. Jeg ved ikke hvordan det foregår, om det bare er sådan en underlig Pokemon go leg vi alle er ufrivilligt med i og pludselig peger to random mennesker på hinanden og siger ”jeg vælger dig” og så håber man på det bedste. For der skal alligevel en god portion vilje med ind i et forhold, især i dag hvor det er blevet så nemt at swipe og møde nye mennesker som måske, udadtil, passer bedre ind i ideen om ens eget glansbillede. Vi behøver jo faktisk slet ikke, at gå igennem alle de besværlige ting og følelser hvis vi ikke har lyst, vi kan jo nærmest gøre det til et fuldtidsjob at date i dagens Danmark. Men det er jo bare ikke rigtig det jeg gerne vil.

Hvordan får man på en ikke skræmmende måde fortalt et menneske man ikke kender særlig godt endnu, at de please please please ikke må knuse ens hjerte. For mig bliver det ret skamfuldt at snakke om. Jeg er, tro det eller lad vær, ikke altid lige god til at vise mine sårbare sider frem. Og det er satme sårbart at sige: ” jeg er helt vildt bange for at komme til at holde af dig og for at det ikke bliver gengældt.”

Der er jo aldrig nogen garantier her i livet, så måske er det bare, at gøre op med sig selv, om det er risikoen værd. Om man tør tage chancen og sige nu gør jeg det fandme, nu giver jeg et andet menneske magten til at knuse mig fuldstændig. Det lyder måske lige melodramtisk nok men helt ærligt, så kan jeg bare mærke, at for hver gang jeg har lukket nogen ind og givet noget af mig selv og så fået mit hjerte knust så bliver angsten for at gøre det igen dobbelt så stor.

Jeg er jo typen der meget gerne vil beholde alle min relationer tæt på mig lige fra de fulde piger jeg mødte på toilettet i byen til alle de mænd jeg har holdt af (okay ærligt, måske ikke dem ALLE sammen!). Det der med at dele noget intimt og noget personligt med et andet menneske og så pludselig bare se det høre op og ligge det væk, aldrig mere snakke sammen og dele ting, det har jeg vildt svært ved. Jeg forstår ikke helt meningen i det.

Men i bund og grund handler det vel om; tør vi tage chancen og måske lade et andet menneske såre os eller vil vi såre os selv ved at prøve at beskytte os fra de følelser?

En kær kollega sagde forleden til mig: ” Det er vildt hvor selvsikker og hvor usikker du kan være på samme tid. Der skal ingenting til for at vælte læsset for dig.” Og det er fuldstændig korrekt. Jeg føler tit, at når jeg bliver droppet så går det udover hele min person. Jeg føler mig selvfølgelig ked af det, men jeg føler mig også mindre værd, jeg føler, at jeg er blevet forladt til fordel for noget bedre også selvom, at det måske ikke er tilfældet. Hvad mit hoved ved forstår mit hjerte ikke altid.

Og jeg tror, at det er der min angst ligger, frygten for, at skulle deale med mindreværdsfølelserne og tabet af mig selv igen igen. Jeg har helt ærligt ikke modet til det lige for tiden. Og så er det nogle gange nemmere selv at skubbe folk væk end at risikiere, at de selv går.

Jeg tror godt jeg vil have magt over andre menneskers kærlighed. Jeg vil have garanti for, at jeg bliver elsket hele tiden og lidt til. For at få magt over andres kærlighed prøver vi hele tiden at blive gode nok. Gode nok til at blive elsket. Og jo mere vi skal ændre på os selv og ”betale” for kærligheden, jo mindre er den værd og jo mere mister vi os selv. Ingen går igennem livet uden smerte. Og at prøve at undgå det er også smertefuldt og helt enormt ensomt. Men så tænkte jeg på, hvordan jeg egentlig har det når jeg er sammen med C eller andre mænd jeg har datet for den sags skyld, når man skræller alle de dårlige angst følelser væk. For så har jeg det jo godt, så nyder jeg hans selskab, han får mig til at grine som en fjantet teenagepige, jeg glæder mig altid til at se ham, han holder mig i hånden, jeg føler mig lyttet til, jeg bliver holdt om og kysset på og alle de ting er jo også dem, der får alt angsten til at gå væk. At jeg så skal lære, at være mindre dramatisk når vi ikke ses og jeg ikke kan afkode ham og han ikke liiiige svarer på sms’er det ved jeg godt, men små skridt 😉

Jeg ved jo udemærket godt, hvorfor jeg har så meget angst overfor mænd og forhold. Det er en del af min historie. Men det er måske heller ikke helt fair, at jeg bliver ved med at straffe mig selv og mænd for nolge af de sorgfulde historier om svigt som hører til i min fortid. For den kan jeg ikke ændre på alligevel, men jeg kan ændre på hvordan jeg forholder mig til den nu, det er mit valg. Og det er nok på tide, at jeg begynder at fortælle mig selv positive historier om kærlighed (og om mænd), om hvor meget jeg egentlig fortjener det, som alle gør, og hvor meget jeg egentlig har brug for det. Og hvor ubetydeligt frygten for smerten bliver når vi først giver os selv lov til, at nyde alt det gode.

Så måske er det bare noget med at springe ud i det, i ens eget tempo, give så meget af mig selv som jeg tør uden at miste mig selv i det, øve mig på at dosere bedre. Have tillid til, at der må være nogle mænd derude der kan se det gode i mig og som ikke knuser mit hjerte. Tillid til, at jeg, hvis det sker, godt kan overleve endnu et knust hjerte og tillid til, at ligemeget hvad så er jeg noget værd, lige som jeg er.

Som min veninde mindede mig om forleden, så fortryder vi sjældent det vi har gjort, men ofte det vi ikke gør. Og måske holder det med C og måske er han allerede løbet skrigende bort, men 1 ting er i hvert fald sikkert, hvis jeg gør som jeg plejer og lader angst og frygt overdøve, så vil ingen fremtidige forhold holde. Og så kan det godt være, at jeg ikke altid er lige tjekket, ikke altid siger de rigtige ting, tit vælter over ting eller ikke altid er lige let at holde af, men midt i alt min utjekkethed, kaos, klodsethed og drama er der jo også mange gode ting. Passion, varme, styrke, kærlighed og empati.

Måske handler det heller ikke om, at finde en som matcher en godt, men at finde en som supplerer en godt. Som er god de steder man selv er mindre god. Stærk hvor man selv er svag. Puslespilsbrikker er jo heller ikke ens, men derfor passer de sgu meget godt sammen alligevel. Det ville jo også være frygteligt, hvis jeg fandt en der var lige så utjekket, klodset og dramatisk som mig. Vi ville jo aldrig kunne komme nogle steder. 😉