det der med at elske sine veninder

Jeg kysser hende på kinden og siger: ”Jeg lover at der ikke går så længe inden vi ses igen”.” og pludselig er der gået 3 måneder, jeg har ikke fået svaret på hendes sidste sms, jeg glemte hendes fødselsdag og jeg er ret overbevist om, at jeg ikke er med i opløbet om kåringen til ”årets veninde.” Jeg synes bare, at det nogle gange er skide svært, at nå det hele. Jeg vil super gerne være en økologisk-spisende-yogadyrkende-marthonløber med plads og overskud til at se mine veninder tit, huske hvad deres forældre hedder og manden de sidst datede arbejder med, men virkeligheden er måske bare at når man har 2 jobs og 1 studie så kan jeg dårligt nok huske hvad jeg selv hedder nogle gange. Tit og ofte, så bilder jeg mig ind, at det handler om prioriteringer, og det tror jeg også til dels er rigtigt, men det er jo ikke fordi jeg ikke VIL prioritere mine veninder, men jeg kan godt mærke at jo ældre vi bliver, jo sværere har vi ved at finde tiden til hinanden.

Jeg tror i virkeligheden, at jeg render rundt og spilder vildt meget tid på at have dårlig samvittighed over noget som mange andre måske slet ikke ligger mærke til. For virkeligheden er jo, at jeg langt fra er den eneste der har travlt, det har alle mine veninder jo også. Og de er der sgu når jeg endelig ringer eller skriver, og de smiler når jeg lover dem at vi ikke må gå så længe uden at ses selvom vi begge to ved at det er en fed løgn. For sandheden er nok bare den, at hvis den gode intention og kærligheden er der så skal det hele nok gå. Så tillad mig at sætte forventningerne til mig selv og til alle jer lidt ned. Vi gør det sgu så godt vi kan.

Sidste gang jeg skrev om mine veninder på bloggen skrev jeg således:

”Men jeg har helt sikkert også brug for, at lære at bruge de mennesker omkring mig der elsker mig og støtter mig ligemeget hvad. At vise svaghed og at turde række ud er måske i virkeligheden en kæmpe gave og styrke.

At tro på, at vores nærmeste elsker os, også når vi måske ikke er de meste grinende eller mest overskudsagtige mennesker. Det skal jeg øve mig på. Ikke at skulle være noget særligt for at fortjene andre folks kærlighed. Vi er alle sammen noget særligt bare ved at være.”

Og der tror jeg virkelig, at jeg har lært noget det sidste år. Men terapeut går utrolig meget op i, at lære mig at være i kontakt med andre mennesker, at række ud og turde at være sårbar. Og det øver jeg mig på. Jeg har ikke en evig trang til altid at være hende der redder mine veninder når de ringer og er kede af det, eller altid at vise mine veninder at jeg er okay selvom jeg ikke er det. For mig har det været en kæmpe gave, at lære at mine venskaber ikke ændrer sig bare fordi jeg bliver den sårbare, det er okay ikke altid at være okay, og det er i den grad okay at dele det med dem der står os nærmest. Og det skylder jeg mine veninder en kæmpe tak for. Tak fordi I forstår og altid er der.

Mine veninder er også dem, der altid kan finde noget positivt at sige om mig, selv når jeg er mit allerværste. Og det er da fantastisk, at have nogle som uanset hvordan du ser på dig selv, altid synes at du er et helt igennem fantastisk menneske. Og jeg undrer mig altid lidt over, hvorfor det er så nemt for os, at se andre menneskers styrker og positive sider men have så svært ved at se vores egne. Som på billedet overfor så forstår mine veninder vigtigheden i, at se mig, hele mig, mennesket Annabel. Det handler ikke om, hvilket job jeg har, hvor mange penge jeg bruger, hvem jeg dater, hvor tynd eller hvor smuk de synes jeg er. Det her handler om, at elske for lige præcis den man er. Med alt ens uperfekthed og kaos. Det er da guld værd. Og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tage det med mig ud i datinglivet. Det der med, at tro på at man finder en som elsker en for den man er, og ikke for hvad man er.  Men det er en læringsprocess hvor mine veninder klart er dem der aller oftest lærer mig, at rigtig kærlighed er den hvor vi elsker personen som de er – for det er jo sådan de elsker mig og sådan som jeg elsker dem.

Når jeg tænker på mine veninder, så får jeg sådan en stor varm og boblende stolthedsfølelse inde i maven, dels fordi jeg er så ubeskrivelig heldig, at have alle dem omkring mig men også fordi, at jeg synes at de er nogle imponerende kvinder. Jeg har utrolig mange forskellige typer veninder, som alle sammen rummer forskellige ting, har forskellige værdier og mål, men 1 ting er fælles for alle mine veninder –  de forstår hvornår jeg har allermest brug for at føle mig elsket og værdsat og de kan alle sammen få mig til at grine når jeg allerhelst bare vil krølle mig grædende sammen. Og det er uvurderligt!

Som i ægte ”Hvem vil være millionær” stil så er mine veninder mine livliner. Jeg kender deres styrker og deres svagheder ligesom de kender mine, jeg ved hvem jeg skal ringe til i forskellige scenarier. De er min livline til livet – ligesom jeg også er det for dem. Veninder minder os om, at vi slet ikke er så slemme som vi går og fortæller os selv og det er sgu vigtigt, at have nogen der siger “Stop” når kanal fiasko spiller på fuld drøn oppe i vores hoved.

Så egentlig, så tror jeg bare gerne at jeg vil sige tak. Tak til alle jer, som jeg er så heldig at kunne kalde for veninder. Tak fordi I er der, tak fordi I elsker mig, ser mine gode sider og lærer mig nye ting om livet, om jer og ikke mindst om mig selv. Tak for jeres evige tålmodighed med mig, jeres rosende ord og alt jeres varme.

Om vi er gamle veninder, nye veninder eller om vores venskab måske er slut så tak, fordi I, med alt jeres kærlighed og tro på mig, har formet mig som person og jeg håber, at jeg får lov til at elske jer mange mange år endnu.

 

”Uden venner ville ingen ønske at leve selv med alle de øvrige goder i behold” – Aristoles