det der med at komme videre…

Forleden dag åbnede jeg HBO og da jeg ville logge ind, fik jeg lidt af en mavepuster. Den var allerede logget ind, nemlig på en af mine tidligere mænd’s konto. Så sad jeg der, helt single og alene med en kæmpe skål popcorn og skulle se Entourage marathon og bom så blev jeg ramt af alle minderne og et stik i hjertet.

Jeg skrev straks til en af mine veninder og jokede lidt med det og da jeg sagde at det faktisk var lidt hårdt for mig, at komme til at tænke på ham igen, så svarede hun, at det var hun ked af at høre, men hun troede da at jeg var kommet videre og over ham for længe siden. Og så kom jeg netop til at tænke på det der med at “komme over”, “komme videre” og “give slip”. Gør man egentlig nogensinde det? Eller lærer vi bare at leve med det.

Tit så oplever jeg, at mine veninder og jeg selv for den sags skyld, gør alt hvad vi kan for at komme videre. Jo før vi kan stoppe med at tænke på en der har såret os, jo bedre er det. “Man skal under én for at komme over én”, dette famøse udtryk har i hvert fald været både sagt og levet efter op til flere gange. Hvilket bare er noget rigtig rod når man som jeg, altid ender med at forelske sig i reboundsene. Så står man der med dobbelt-op på knust hjerte og chancen for at få en utrolig tyk sort bog hvis man bliver ved med det mønster.

Det er ligesom om, at jo før vi kommer videre, jo bedre er det. Men helt ærligt, vi bestemmer jo aldrig selv hvor vores tanker tager os hen. Jeg er selvfølgelig ikke tilhænger af, at man skal sidde fast og græde snot over den samme mand flere år i træk, men måske er det okay at have nogle ting som gør os lidt sorgmodige og tunge om hjertet. Jeg har i mange år altid prøvet at være super eksen som var glad på deres vegne og altid sagt til familie og veninder at ” det var for det bedste, han fortjener at være glad, jeg er videre og bla bla bla.” Og jo, jeg ved godt at der ikke er nogle af mine eks mænd jeg skal finde sammen med igen, men da jeg så min ekskærestes nye kæreste på gaden 2 dage efter HBO episoden så må jeg altså bare indrømme, at jeg synes det gør lidt ondt i hjertet at tænke på at de vågner, kysser, holder om og holder af en anden. Og det tror jeg egentlig altid jeg vil synes, også selvom jeg ikke er single. Og er det ikke okay?

Jeg tænker tit på, hvor fanden kærligheden forsvinder hen når man går fra hinanden. Nogle gange så føles det som om, at hver gang jeg giver mit hjerte væk, så er det ikke det hele jeg får tilbage igen. Måske er små dele af mit hjerte spredt ud hos mænd i København og New York. og jeg ved ikke, om man så nogensinde kan give hele sit hjerte væk igen? Måske døde den illussion allerede efter første forelskelse. Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at undskyldningen om stadig at hænge fast i nogle gamle følelser og ikke at være kommet videre er blevet brugt som undskyldning for ikke at gå ind i nye relationer. Både hos mig selv, men også hos mænd jeg har mødt. Og det synes jeg egentlig bare er en helt vildt dårlig undskyldning. Vi kommer jo ikke videre ved at sidde derhjemme alene og fortælle os selv, at vi ikke er kommet videre endnu. Og tænke på hvor ondt det gør, at eksen allerede er videre.

Og hvornår ER vi videre? Hvis vi først har givet slip og er kommet videre når det ikke længere gør ondt at tænke på den anden person der knuste ens hjerte så er jeg altså ikke videre siden jeg var 15 år. Min første forelskelse og første hjertesorg gør da stadig ondt at tænke på, jeg kan stadig se mig selv som 15 årig være helt ødelagt og knust og jeg kan stadig huske følelsen af, at det her kommer jeg nok aldrig over og jeg bliver ALDRIG forelsket på samme måde igen. Men det gjorde jeg, heldigvis. Og jeg fik også mit hjerte knust igen, heldigvis. Men derfor gør det ikke mindre ondt, at tænke på. Det betyder ikke, at jeg ikke er videre eller ikke har givet slip på ham. For det har jeg. Er det ikke bare noget med, at acceptere at vi alle sammen har nogle skyggesider som gør lidt ondt at mærke og i særdelshed at vise frem. Men de er der, hos os alle sammen. Jeg ved ikke om alle har det sådan her, men jeg ved bare, at det der pres der altid ligger på, at man skal ”være okay” igen efter et brud, nogle gange har gjort, at jeg ikke orker at snakke med familie og veninder om det. For tænk nu hvis de synes jeg bare sidder fast og de tænker at jeg skal tage mig sammen. Det kan jeg næsten ikke bære. Så vil jeg hellere gå med sorgen alene. Og det er da bare endnu værre.

Så helt ærligt, det er altså okay, ikke at være ovre din eks, det er okay at blive ked af det når du tænker på den smerte du gik igennem og det er okay at sige det højt og dele det med andre. Livet går heldigvis videre, og måske kommer der en dag hvor det gør lidt mindre ondt at tænke på, eller en dag hvor du ikke tænker på det særlig ofte.

Jeg synes da, at det ville være frygteligt, hvis vi ikke bare en gang imellem tænkte på de mennesker som vi trods alt har en masse minder med. Der vil jo altid være gader, cafeer, barer, ordsprog, serier, citater og interne jokes som vil være ”jeres” og som vil være en trigger for at komme til at tænke på hinanden. I hvert fald hos mig. Og ja, tit så gør de ting mig lidt trist, fordi de er noget jeg har haft og har mistet. Men som min amerikanske hostmom en gang sagde til mig: ”Its better to have loved and lost, than to never have loved at all.” Og det har hun da så sandelig ret i. Så måske skal jeg bare embrace det og måske kommer der en dag, hvor det gør mig mere glad at tænke på alle de ting end sorgmodig. Måske smiler jeg en dag når jeg går forbi min eks’ arbejdsplads, eller når jeg kommer til at tænke på en intern ting vi havde sammen, eller når jeg helt uventet bliver konfronteret med mindet om dem på en anden måde, fordi jeg var så heldig, at opleve alle de ting med lige netop den person. Og hvis der da er noget man ikke kan få for meget af, så er det gode minder med mennesker man har holdt af.