det der med knuste drømme…

 

Og lige som man troede, at livet kørte nogenlunde så har det på de sidste 4 uger taget en noget uventet drejning.

Jeg dater for det første ikke mere C, jeg er flyttet hjem til min mor igen, jeg er per 1. januar droppet ud af min uddannelse og jeg har fået konstateret gigt i min højre hofte (ja så så man lige mig blive 100 år gammel på rekord tid).

Ja, egentlig, så ved jeg ikke helt hvor jeg skal starte henne med alt det her. Det virker en smule uoverskueligt lige nu.

C var ikke klar til at binde sig som jeg var (surprise, det har jo kun været alle mænd jeg har datet de sidste 4 år’s undskyldning)  og jeg må ærligt indrømme, at jeg veksler mellem at være rasende på ham og så være vildt ked af det. Jeg synes ligesom, at vi har diskuteret emnet en del gange, jeg synes jeg har givet ham muligheden for at gå mange gange og jeg har gjort det tydeligt hvad jeg vil. Og samtidig er jeg helt knust over det, mest fordi det ikke var den vej jeg ønskede at det skulle gå og fordi jeg savner ham.

Det er altid mærkeligt, det der med at skulle give slip og komme videre, man har trods alt delt en masse ting sammen, man har forestillet sig (jeg har!) fremtiden og håbet på det allerbedste. Tanken om, at man ikke skal snakke sammen mere, grine sammen eller bare se hinanden mere piner mig altid. Det bliver pludselig så definitivt og jeg nægter nærmest at lukke døren helt.

Men nu sidder jeg her igen igen med følelsen af, at jeg aldrig finder en der kan elske mig, at jeg ikke er en skid værd og at det bliver dobbelt så svært, at give sig hen igen (ja, dramatisk er man jo.) Måske er det i virkeligheden det, der har været en stor del af problemet. Vi er begge to gået ind i det med angsten for at brænde nallerne igen, at det nok lidt fra starten af har forpurret chancen for at lukke hinanden sådan rigtigt ind. Men selvom det gør ondt lige nu og savnet er ulideligt stort, så har jeg lært utrolig meget af at være tæt på en mand som er så forskellig fra mig og for dem jeg normalt falder for, og det ville jeg aldrig have været foruden.

Og hvis der er noget jeg tager med ud af det her så er det sørme også, at jeg har et meget stort og modigt hjerte. Der skal alligevel nogle store nosser (undskyld udtrykket) til at sidde og sige: “Jeg VIL det her, jeg VIL dig” når man godt ved at det ikke bliver modtaget som man gerne vil have det. Det beundrer jeg mit hjerte for, at turde; at være åbent også selvom det er blevet så knust så mange gange.

Men udover det så sidder jeg nu på mit gamle børneværelse igen igen. Fordi nogle gange er de mest selvkærlige beslutninger også dem der gør allermest ondt. Det mest sorgfulde ved at flytte er naturligvis, at jeg efterlader en lille hundehvalp som har stjålet mit hjerte og som i en tid med sorg og smerte altid var der. Jeg føler, at jeg svigter og jeg føler, at jeg skulle have holdt ved og udstået mere. Men nogle gange bliver vi også nødt til at indse, at nogle gange er de beslutninger der er bedst for os i vores liv ikke altid dem der er bedst for andre, men hvis liv lever vi? De sværeste beslutninger er nogle gange også de vigtigste. Selvom det har knust mit hjerte og jeg tænker og savner bjørnen hver dag, så ved jeg også, at det var den rigtige beslutning for mig.

Med hensyn til min uddannelse så er det udelukkende af økonomiske årsager at jeg har valgt at droppe ud efter min eksamen i november. Det er ikke længere holdbart for mig, at skulle arbejde så meget for at betale til skolen og samtidig holde fokus på uddannelsen. Det har været 2 gode år, og havde jeg muligheden så blev jeg også, men de to år har netop også givet mig en enorm selvindsigt og en overbærenhed over det at være menneskelig. Jeg kan ikke have 2 jobs og 1 studie og samtidig gøre alle de ting jeg gerne vil med træning, veninder, dating og så videre. Det er på tide, at være mere realistisk. Og det er okay, ikke at kunne det hele altid. Jeg ved godt hvad jeg vil og jeg vil have den uddannelse, men det bliver ikke lige nu. Og det er måske helt okay.

 De sidste par uger har fået mig til at tænke, at måske nogle gange så går det sådan at når en brik i puslespillet ikke passer ind så bliver man nødt til at starte forfra, ligge et nyt og håbe på, at denne her gang så passer brikkerne bedre. Måske skal man ned og ramme rock bottom for at kunne samle sig selv op igen. Og det må man sige, at jeg har. Altså ramt rock bottom. Jeg råber “fuck” ind i en pude dagligt, jeg græder dagligt og jeg synes livet er en fucking uretfærdig led satan lige nu. 

For ca. 2 år siden stod jeg lidt i den samme situation. Jeg håndterede den dog på en utrolig dårlig måde, jeg gik på det tidspunkt i terapi hos en psykiater på Stolpegården der skulle hjælpe mig ud af min spiseforstyrrelse og som kiggede på mig som om jeg burde blive indlagt så syg som jeg opførte mig. Og jeg følte mig syg – det var jeg jo også og det eneste redskab jeg brugte til at komme ud af alt kaosset og sorgen over alle mulige andre ting var at blive endnu mere syg.

I dag er tingene anderledes. Jeg er ligeså knust og ked af det over alt hvad der sker i mit liv lige nu, men jeg er ikke brudt sammen. Jeg går, står og trækker vejret. Jeg træner og jeg spiser og jeg er ikke “indlagt” på Stolpegården. Jeg føler mig ikke syg og jeg har ikke behov for at trække det redskab frem mere. Og måske er det det der definerer os mest som mennesker. Vores evne til at udvikle os igennem kriser, at se det som en mulighed for at vokse. Det er ikke aldrig at råbe “fuck” eller klare alting til perfektion. Det er at ramme bunden og så rejse sig igen.

Og det gør jeg stille og roligt. For jeg synes nemlig, at alle mine sammenbrud og kriser har lært mig at klicheen “intet er så skidt at det ikke er godt for noget” altså er god nok. For ja, godt nok sover jeg på min mors sofa, mine ting er pakket ned i 100 flyttekasser og poser og der er seriøst ikke styr på en skid. Jeg ved ikke hvad mit næste skridt er når mit sidste semester på skolen slutter og de starter op uden mig til næste år. Jeg kunne helt sikkert godt have brug for et par stærke mandearme til at holde om mig igennem det her, men helt alvorligt, jeg vælger, at tro på at der altid er en mening med måden tingene sker på. Jeg skal sgu nok rejse mig igen, for jeg ved, at jeg normalt altid bruger mine kriser til at revurdere mit liv. Tage nogle store beslutninger og komme videre, rykke mig, udvikle mig og stille og roligt finde fodfæste igen.  

When life gives you hell. Make heaven