det der med at være skilsmissebarn

Sidste år valgte jeg at skifte mit efternavn fra min fars til min mors, en beslutning som egentlig har været undervejs i et par år. Det sidste skub kom sig af, at jeg var medvirkende i en dokumentar om Afrika og mine forældres skilsmisse. Den dokumentar som i kan se i aften på DR1 kl. 21.50 😉

I den sammenhæng så har jeg valgt, at fortælle min del af historien da mine forældres historie fylder en del i udsendelsen.

Mine forældre blev skilt da jeg var ca. 5 år og da vi boede i Afrika hvor jeg og min tvillingesøster er født. Min far havde en affære med en afrikansk kvinde igennem flere år og til sidst gik deres ægteskab, klart nok, altså i stykker af det.

Min far har siden min mor tog deres 4 børn til Danmark boet i Afrika indtil for 5 år siden hvor han flyttede hjem med hans “nye” kone og 2 børn.

Det har altså været 15 års langdistance forhold til en mand jeg kaldte far der besøgte os ca. 2 gange om året og som jeg aldrig rigtig lærte af kende. Vores fundament, efter 5 år sammen hvor min far allerede havde en affære og sikkert på flere måder var distanceret fra os, var tyndt. Da vi kom til Danmark lærte jeg min far at kende som ham der knuste min mors hjerte. Det var vrede, sorg, svigt og store følelser jeg adopterede fra min mor omkring min far og som har fulgt mig lige siden. Jeg forstod nok aldrig rigtig hvorfor jeg var så vred på ham. Egentlig kendte jeg ham jo ikke. I dag ved jeg, at jeg blot kopierede hvad der foregik i vores hjem og vreden over at have “ødelagt” min mor og efterladt med følelsen af at skulle passe på et menneske der skulle passe på mig var jo reel nok.

I mine voksne år, var jeg vred over svigtet, over aldrig at føle at han ville bruge tid og energi på at lære mig at kende. Hvordan kunne man svigte 4 børn og så få 2 nye? Jeg var frustreret over hvordan han bare fik en 2. chance for at prøve igen for at gøre det godt med nogle der ikke var os.

I mine voksne år, lærte jeg dog også at der altid er 2 sider af samme sag og at min mor aldrig gjorde det nemt for min far. Det var først da jeg blev teenager at jeg husker at de kunne snakke sammen og omgås hinanden. De andre år var præget af frygt for skænderier og smækken med døre når min far hentede eller afleverede os igen. Jeg husker, at det fyldte meget hos os som familie når min far forlod Danmark igen, sorgen over afskeden og fordi vi, måske mest mine ældre søskende, vidste hvor lang tid der gik før vi så ham igen.

Jo flere år der gik jo længere væk fra ham følte jeg mig, jeg kan huske at have fortalt klassekammerater eller andre der spurgte hvor min far var henne at “jeg ikke havde nogen far.” Det gav bare mere mening som lille pige at forstå afstanden og de manglende følelser hvis han simpelthen ikke eksisterede i min verden når han ikke fysisk deltog i den.

Vi havde det altid sjovt på ture til Tivoli, sommerferier i Jylland, skiferier i Sverige eller rejser til London og Paris. Men jo ældre jeg blev, jo tydeligere blev det også, at vores minder sammen, vores fælles historie sammen var minimal og vores kendskab til hinanden var minimalt. Jeg begyndte at frygte ikke at have noget at snakke med ham om og da jeg gik ud af gymnasiet hadede jeg altid hans første spørgsmål som var “Skal du ikke i gang med en uddannelse snart?” Jeg vidste inderst inde godt, at hvad fanden skulle han ellers spørge om, men vreden over at føle mig presset af en mand der ikke rigtig kendte mig eller særlig engageret deltog i mit liv skulle have en mening om hvad jeg brugte min tid på. Nej tak. Jeg lagde større og større afstand til ham, vreden fyldte mere og mere og jo ældre jeg blev des mindre deltog jeg i de ting han inviterede til eller de sammenkomster vi arrangerede når han var i landet.

Jeg har ikke arvet min snaksaglige eller min dramatiske side fra min far så det var aldrig noget vi snakkede om. Da han kom til Danmark for at bosætte sig, kan jeg huske at jeg og mine søskende arrangerede en middag og et “familiemøde” med ham fordi det fyldte meget hos os, at den far der de sidste 15 år havde boet så langt væk fra os kom “hjem”. Jeg ved ikke hvad vi frygtede, måske at vi pludselig skulle være 7/7 børn, selvom jeg var 20 år. Det lyder åndsvagt, I know, men pludselig skulle vi tage stilling til om han skulle inviteres med til fødselsdage, sportsarrangementer, familieting, skolearrangementer og andre store som små begivenheder. Skulle vi nu møde hans familie og have halvsøskende lige pludselig?

På mange måder er min far en nem og ukompliceret mand når det kommer til os, for alt han havde at sige var at vi bare gjorde det i vores tempo. Jeg ved ikke hvad vi havde forventet, men jeg husker skuffelsen over at have frygtet og virkelig brugt meget energi på det her møde som fuldstændig faldt til jorden. Havde vi ikke lært efter så mange år, at han ikke ville fare i flint, at han ikke ville kæmpe passioneret for os eller for at se os mere. Åbenbart ikke.

Det møde er 5 år siden, og vi har set ham lige så lidt som da han boede i Afrika. Hvilket egentlig har været fint, for mig i hvert fald. I dag er det ca. 2 år siden jeg sidst så ham. Jeg tror i alle de her år har jeg prøvet at tage afstand til ham og til vreden. De år jeg var teenager og boede hjemme var det vigtigt for min mor at jeg deltog når han var her, og selvom vi ofte snakkede om hvor svært jeg havde det med det, så tror jeg aldrig jeg rigtig turde gå imod mine søskende og min mors ønske, det fyldte ligesom meget at vi forblev gode venner alle sammen. Efter så mange år med ufred var det endelig lykkedes os at have et fredeligt forhold alle sammen.

Men så begyndte jeg på min uddannelse som Psykoterapeut og jeg arbejdede med mig selv og brugte næsten 2 år af mit liv på at bearbejde svigt og vrede. Og i den process havde jeg ikke brug for at se ham og forstyrre den process. og det havde jeg det godt med.

I dag er jeg ikke længere vred. Jeg har tilgivet, begge mine forældre, for uanset hvem der forlod hvem og hvem der var den største “skurk” i mit liv så lavede de begge fejl og var begge to en del af det rod der fik lov til at fylde størstedelen af mit liv so far.

For at slutte hvor jeg startede så skiftede jeg mit navn som en del af den frigørelsesprocess jeg har været i gang med de sidste 2 år og det føles så rigtigt. Jeg er en del af min mors familie derfor skal jeg og (mine børn engang) også bære det navn.

Lige nu ser jeg ikke min far, og har bevidst cuttet kontakten med ham, det ved han godt, for lige nu har jeg brug for at finde ud af hvem jeg er som voksen kvinde uden dramaet og rodet. Jeg brugte så mange år af mit liv på at benægte at jeg nogensinde manglede en far, at det overhovedet påvirkede mig. I dag ved jeg godt, at det er løgn men det har fyldt alt alt for meget og nu er det simpelthen tid til at komme videre.

En dag får jeg børn og måske også en mand der bliver hængende, måske bliver der et bryllup eller en tid hvor mine børn vil spørge efter min far. Måske vil jeg en dag selv have kontakt eller føle at jeg mangler ham og så ved jeg, at han er der. Og det giver mig tryghed til at finde min vej alene. For uanset hvor mange fejl min far har begået og hvor lidt jeg på nogle punkter forstår ham, så er han min far og jeg er ikke længere i tvivl om, at han selvfølgelig elsker mig. Lige nu må det bare være på afstand.

Hvad angår dokumentaren så har jeg ikke tænkt mig at kommentere særlig meget på min mor og fars rolle i den. Jeg håber naturligvis at deres historie bliver taget fint imod og at alle husker at vi alle sammen blot er mennesker der begår fejl. Den er ikke faldet ud som jeg troede den ville, det startede med at være en dokumentar hvor jeg havde hovedrollen og skulle fortælle min historie men efter vi startede så valgte min far at deltage i den og pludselig blev det langt mere dramatisk og gamle stridigheder kom frem mellem

mine forældre. Det er typisk kan man sige, men sådan er det. Jeg har dog fået afklaring og en masse ro ud af det alligevel og endelig kvindet mig op og taget nogle store beslutninger der har været super gode for mig. Det er altid sårbart at fortælle sin historie så ærligt og med så store følelser og så lade andre mennesker redigere i det og bestemme hvad der er vigtigt. Det vigtigste for mig har været at jeg altid følte mig ”passet” på af de folk fra DR der med kameraer og sider med spørgsmål stod ved min side da jeg tudbrølede, da jeg skreg fuck i vrede, da jeg skraldgrinede af min hund, da jeg gav min træner fingeren i fitness og da jeg fandt fred med det som nu en gang er. Det var en lang og sårbar proces, men jeg er evigt taknemmelig for at jeg tog udfordringen op og sagde ja da de spurgte om jeg ville dele min historie.

Personligt er jeg også bare glad for, at have fået lov til at fortælle min historie, ikke fordi min historie er vigtig for andre men historien om svigt, vrede og sorg er genkendelig for så mange andre skilsmissebørn og den historie er vigtig. Det er okay, at være et 25 årigt skilsmissebarn som nogle dage stadig har ondt i sjælen over det, det er okay at føle sig ensom og såret.

Det er så okay.