det der med at fejle noget andre ikke kan se…

Det her bliver for mig, det mest grænseoverskridende og ærlige indlæg jeg, formentlig, nogensinde kommer til at skrive. Hvorfor skriver jeg det? Fordi jeg er træt af tabuer. Jeg er træt af at blive dømt og jeg er træt af, at leve på en løgn.

Det er efterhånden ingen hemmelig, at jeg har været nede med en depression. 2 faktisk. Da jeg havde det aller værst, handlede det om, at tage sig sammen når jeg var i selskab med andre, at tage ”game-face” på når jeg endelig gik ud i verden. Ingen skulle vide at, jeg var ”svag”, at jeg fik hjælp af en psykolog, at jeg var syg. Hvilket tog endnu hårdere på mig.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var en lettelse da jeg begyndte at være ærlig omkring det, da jeg fortalte folk hvad der foregik, men det var det ikke. Jeg følte mig forkert, jeg følte at folk måske troede at jeg overdrev, de kunne jo ikke se det på mig. Måske troede de bare, at jeg ville have opmærksomhed. Det var flovt for mig, det var grænseoverskridende og det hjalp bestemt ikke på selve depressionen.

I dag, kan jeg sagtens snakke om den periode i mit liv, jeg lærte nemlig af den. Jeg er faktisk glad for, at min krop kunne fortælle mit hoved at jeg havde brug for hjælp til at se på nogle dumme mønstre og selvdestruktive ting jeg havde gang i. Det er i dag en af grundene til, at jeg selv gerne vil være terapeut. For at hjælpe og redde, ligesom min psykolog reddede mig da jeg havde allermest brug for et rum hvor jeg bare kunne være, hvor jeg kunne sige alt uden at blive dømt, hvor jeg kunne græde, skrige og fortælle om mine dybeste hemmeligheder.

Jeg kender mig selv bedre fordi jeg gik igennem det. Og det er jeg glad for.

For ikke særlig lang tid siden blev jeg konfronteret med endnu et af mine lig i lasten som meget få mennesker kender til. Jeg blev opmærksom på, at der havde været snak om netop det emne i min venindekreds og jeg følte mig igen forkert, flov og så skamfuld. Men jeg er ikke forkert og jeg skal ikke være skamfuld.

Jeg lider af bulimi. Eller rettere jeg lever med bulimi. For det har været mit liv siden jeg var ca. 16. Der gik mange år før jeg faktisk selv opdagede, at jeg var syg. Jeg var meget påvirket af det mens jeg boede i USA og så var det i perioder i bero og blussede igen op tidligere på året da jeg var igennem en rigtig ubehagelig periode på mit gamle arbejde. Det er min måde, at håndtere verden på, det er min måde ikke at føle på. Det er min form for kontrol. Den er ikke god og den er ikke rigtig, men der er mange mennesker der har det sådan. Mange flere end man tror, og vi er ikke forkerte og vi skal ikke føle skam.

Det må ikke være et tabu.

Det gør det så meget sværere at komme ud af, for det værste ved at lide af en spiseforstyrrelse er alle hemmelighederne. Hvorfor man ikke spiser. Hvorfor man træner så meget. Hvorfor man pludselig spiser enormt meget. Hvorfor man ikke kan være social. Hvorfor man har så mange regler omkring mad, som andre ikke forstår. De her år har været SÅ hårde fordi jeg har været meget låst fast i min sygdom, jeg er blevet mindre social, jeg har svært ved at overskue ting og jeg bliver hurtigt presset.

Tidligere på året gik jeg i behandling på Stolpegården som er et behandlingscenter for spiseforstyrrede, det gav mig endnu mere angst. Jeg blev presset til, at gå på vægten selvom jeg ikke ville og jeg skulle fortælle om mine spisevaner, træningsrutiner og selvdestruktive mønstre. Det har man ikke lyst til når man har det rigtig dårligt. Jeg fik det værre og besluttede heldigvis at stoppe derude og har igennem min skole, hvor jeg også har modtaget så meget hjælp, fundet en fantastisk terapeut som forstår, at min spiseforstyrrelse ikke handler om det er være spiseforstyrret. Det er er mere end det, det er dybere. Det har hjulpet mig enormt meget.

Jeg er ikke rask. Ikke endnu. Måske bliver jeg aldrig 100% fri. Men jeg er nået langt. Meget langt. Jeg er bevidst om mine mønstre, jeg prøver at snakke pænere til mig selv og jeg ved, at det ikke nytter noget at slå sig selv oveni hovedet hvis man pludselig tager 2 skridt tilbage, det skal nok gå fremad igen.

Du kan ikke se det på mig, du kan ikke mærke det på mig og jeg kommer aldrig til at vise dig hvor syg jeg kan være. Men det er jeg. Og det er der ingen der har ret til at betvivle eller gøre mig skamfuld over. Min spiseforstyrrelse har dækket over nogle ting som jeg ikke kunne deale med en gang, det var min måde at håndtere en sorg, et svigt og et frygteligt dårligt selvbillede på, men nu er jeg klar til at arbejde med de ting den har dækket over, og det gør jeg, dagligt. Men det er baby skridt. Det er nogle gange 10 skridt tilbage og et frem, men det er okay for jeg har tillid til min rejse.

Jeg kan ikke sige, at jeg kigger mig selv i spejlet og elsker hvad jeg ser. Jeg ville stadig ønske, at jeg havde mindre lår, fladere mave, pænere bryster, ingen appelsinhud eller strækmærker. Men jeg ved nu, at der er vigtigere ting i verden end en ”perfekt” krop.

Jeg træner fordi jeg bliver glad af det, men jeg behøver ikke mere træne 4 timer om dagen, jeg spiser sundt fordi jeg gerne vil hjælpe min krop men jeg kan godt spise ”forbudte” ting uden, at det ender i en bulimisk adfærd. Jeg sulter ikke mig selv for derefter at ende i overspisninger og endnu flere selvdestruktive ting. Jeg arbejder på, at lære at dosere tingene bedre. At livet ikke altid behøver at være enten eller, all in eller nothing.

Jeg skammer mig egentlig mest over, hvordan jeg har hadet og ofte stadig hader min krop. Jeg har pint den, modarbejdet den og aldrig snakket pænt om den, og her er jeg; sund, rask og stærk. Velfungerende; trods alt.

En dag når jeg er klar, så vil jeg takke min krop for alt hvad den har gjort for mig, for den er fandme sej! Og den er som den er. Perfekt i alt sin uperfekthed. Som vi alle er.

Man siger, at det kan tage 7-8 år, at komme ud af en spiseforstyrrelse. Det er lang tid og der er lang vej endnu, men jeg tror på, at et stort skridt på vejen er at være ærlig, at prøve at bryde tabuet.

Det her indlæg er faktisk skrevet i vrede og i en enorm følelse af skuffelse, over nogle som jeg troede jeg havde nær, kunne få mig til at føle mig så lille og så flov og så forkert over noget som jeg ikke selv er herre over. Jeg har ikke taget en beslutning om, at være syg af en spiseforstyrrelse, men i år har jeg taget en beslutning om, at jeg ikke vil føle mig forkert eller skamme mig over hvem jeg er eller hvad jeg har med i baggagen.

Så derfor er jeg ærlig, hudløst ærlig.

Husk at du aldrig kender folks rejse, lad vær med at dømme. Spil på din egen banehalvdel og lad os sammen prøve at bryde tabu’et omkring sygdomme som vi ikke kan se med det blotte øje. Chancen for, at du selv har haft/har en eller har en nær som lider af en psykisk sygdom er stor. Så vis respekt. For dig selv og for andre.

Jeg har helt ærligt, ikke brug for snakke om det her hele tiden, jeg får alt den hjælp jeg behøver. Jeg har ikke brug for, at i kigger anderledes på mig eller at i tror jeg skal passes på. Det eneste jeg har brug for, er en smule forståelse for, at vi alle sammen håndterer livets små finurligheder forskelligt. Forståelse for, at jeg måske er meget forskellig fra dig på mange områder og måske alligevel ikke?Måske sidder du og tænker, at det her kunne være dig og hvis det er, så er jeg frygtelig ked af, at du også har det sådan, men du er ikke alene.

Forståelse for, at jeg håndterer mit liv på min måde.

Jeg er jo stadig mig. Klodset, grinende, dramatisk, kærlig, uperfekt og ikke mindst; ærlig.