Det der med at date…

Jeg er tilbage på Tinder, ja det er jo efterhånden en af de mest skræmmende sætninger for en singlekvinde i midt 20’erne, men det er nu sådan en gang det er, desværre. Jeg har slikket mine sår de sidste par måneder og kommet frem til den konklusion, at nogle gange må man ud og se nogle andre fisk før man kommer over en gammel fisk. Eller hvad man nu siger.

Jeg har ikke været på nogen tinderdates endnu, mest af alt fordi jeg har aflyst de fleste, for ja jeg bliver jo inviteret ud på SÅ mange heeeele tiden… nej!
Men jeg har tænkt lidt over det der med at date. Og det der med at være helt vildt angst for at date. Egentlig burde det jo bare være hyggeligt, tanken om at skulle møde en, forhåbentlig, sød mand. Men jeg synes, at presset efterhånden bliver større og større jo ældre man bliver. Og ja jeg ved godt, at det pres højst sandsynligt kommer fra mig selv, men jeg ORKER bare næsten ikke flere af de der “lige-ved-og-næsten” forhold jeg har sovset rundt i de sidste alt for mange år hvis du spørger mig.
Mine veninder er skide gode til at sige: ” Du skal bare ud og date, så kan det ikke undgås at du møder en der synes, at du er helt fantastisk.” Og det er da også rigtigt, det er i hvert fald rigtigt, at man nok ikke møder nogen hvis man ikke prøver. Men jeg synes ærlig talt ikke, at jeg er særlig meget værd lige for tiden. Og hvis man møder op på en date hvor man egentlig tænker “puha den her pakke kan jeg ikke en gang selv overskue”, så er det nok ikke der man bliver købt.
Synes bare ikke “jeg bor hos min mor, er droppet ud af min uddannelse og nu ved jeg ikke hvad jeg så skal, men i det mindste er jeg skide dramatisk, følelsesmæssigt ustabil og utrolig temperamentsfuld” lyder vildt eftertragtet.

Og ja ja, jeg ved godt, at jeg selvfølgelig også rummer en masse andet. Men det er ligesom om, at hvis jeg ikke kan fremvise en eller anden forholdsvis “i orden” pakkeløsning så er det bare ikke godt nok. Og så kan man jo lige så godt bare lade vær.
Og jo mere vi frygter spørgsmål på 1. date jo større chance er der for at det er nogle af de første der bliver spurgt. “Please ikke spørg mig hvor jeg bor.”
“Hej. Hvor bor du så?” Åh man magter det bare ikke vel.
Og selvom, at jeg egentlig synes at jeg hviler meget godt i alt min kaos lige for tiden så er jeg også bare meget bevidst om, at det ikke ligefrem er den flotteste eller mest ukompliceret pakke jeg kommer med lige nu. Og ja, jeg ved også godt, at sådan er livet og det er også okay ikke altid, at være okay. Men det er rigeligt svært at date i forvejen, man behøver jo ikke starte ud med minus point.

Så ja, jeg ved ikke helt hvordan jeg løser det uden at udsætte det der dating show til der er styr på mit liv, for så bliver det altså et langt og ensomt liv tror jeg.
Måske er det bare noget med, at springe ud i det. Gøre det alligevel. Sige “Hej mød mig. Jeg er kaos. Men jeg kan heldigvis også være mange andre ting:”
Eller måske starte et mindre akavet sted, jeg ved det ikke.
Åh Tinder, hvorfor skal det være så svært.