det der med dating regler…

 

Forleden dag sad jeg, og skulle til at skrive et indlæg der højst sandsynligt ville være startet sådan her: ”Jeg er begyndt at date en mand der…”. I dag måtte jeg så sluge noget af en kamel da jeg hørte fra en veninde, at han havde skrevet til hendes veninde på Tinder om de skulle drikke vin sammen. Så gjorde jeg selvfølgelig det jeg er rigtig god til, jeg blev pisse vred og gjorde klar til ”Jeg hader mænd- talen” og ringede i aggression til ham et par gange før jeg fik kontakt til ham. Og nu vil jeg lige skynde mig, at indskyde inden folk tror at jeg kører en noget offentlig og personlig hetz på mænd jeg dater her på bloggen, sige at det her absolut ikke handler om en dum mand men mere om de der ”regler” der er med dating, magtspillet og de svære følelser der følger med.

SÅ for lige at vende tilbage til historien så havde jeg en lang og god snak med, lad os kalde ham A, jeg synes selv, at jeg håndtere vreden bedre end jeg plejer, jeg smækkede i det mindste ikke røret på, jeg prøvede at lytte til det han sagde, som irriterende nok var ret fornuftigt, og jeg holdte mit råberi på et minimum. Små skridt venner.  Det eneste jeg kunne argumentere med, var jo følelsen af at føle sig ”slået ud” allerede efter 3. date på trods af, at vi faktisk har en tur til London planlagt i næste uge. Han mente ikke, at vi allerede var ”exclusive” hvilket jeg jo kun kan give ham ret i. Jeg synes bare ikke, at man sådan helt følelsesmæssigt kan mærke efter hvad man vil med en relation hvis man samtidig fokuserer på andre romantiske relationer imens. Hvad der fungerer for ham skal jeg ikke gøre mig til dommer overfor. Jeg kan kun sige, at det naturligvis satte en masse tanker i gang oppe i mit hoved.

Vores relation startede nemlig med, at A var ret god til at skrive og være ”på” i forhold til at lave aftaler og generelt holde kontakten og selvom jeg hader at indrømme det så gav det mig sådan lidt en følelse af at have magten. Jeg behøvede egentlig ikke rigtig være særlig sød eller særlig meget på for at få det jeg gerne ville have – bekræftelse. Jeg nød opmærksomheden og vores lange snakke og jeg nød, at her var en der ikke var bange for at planlægge fremtiden. En som så lidt længere frem end bare til næste gang han havde tid til at se mig. Og på et eller andet tidspunkt imellem ”det er bare en fra Tinder der hele tiden skriver til mig” og til ”det gør mig ked af det at du dater andre” skete der et skift i den der fandens magtbalance. Jeg har lidt lyst til at skrive at det skete efter at vi havde sex, men den er også lidt let købt og jeg ved at der sidder nogle feminister derude og siger: ”Kvind dig op.” Men uanset hvornår det skete i den relative korte tid jeg har kendt A, så skete det, at jeg så snart jeg følte, at jeg mærkede et skift i hans interesse, fornemmede et skift med min egen interesse og dagsorden. Jeg blev desperat efter følelsen af magt og kontrol, at jeg allerede fuldstændig havde mistet den.

Jeg kan huske, at jeg en gang sagde til C: ”Jeg fokuserer så meget på hvad du vil med mig at jeg overhovedet ikke kan mærke mig selv i vores relation.” Som om, at jeg kun kan give mig selv lov til at mærke om jeg vil dig eller ej hvis jeg er 100 procent sikker på hvad du vil med mig. Det sørgelige er jo bare, at vi aldrig kan være sikre på noget her i livet. Så at vente på at føle sig sikker er i hvert fald spild af tid.

Nogle gange så tror jeg, at vi kvinder er skide gode til at digte historier oppe i vores hoved. Vi kender det ik? En mand får sagt en lille bitte ting som han sikkert mener i det han siger det, men måske så heller ikke mere end det. Som f.eks. ”Ja men sådan en lejlighed kræver jo 2 indtægter og måske et ekstra familiemedlem.” (Det er måske ikke en lille ting at sige, men det var det eneste eksempel jeg lige kunne komme på) Det kan jo nemt blive tolket som et up and coming indflytningstilbud og snart har vi (jeg) planlagt resten af vores liv sammen. Og ja, det er måske lidt voldsomt på 2. date at sidde og matche efternavne og planlægge vores udenlandsrejse til Dubai og vores bryllup i Palmehaven på D’angleterre men det sker seriøst helt ufrivilligt oppe i mit hoved. Jeg vil bare SÅ gerne tro på alt den lykke mit kære hoved digter løs på, samtidig med, at jeg i virkeligheden gør alt hvad jeg kan for ikke at binde mig til noget som kommer til at gøre ondt. Ambivalent?! Ja det tror jeg da nok.

Jeg har det også nogle gange sådan med mænd, at hvis jeg har fortalt dem/jer noget personligt, givet noget af mig selv, åbnet op for mine hjertesorger og forliste forhold så føler jeg, at så ”burde” I jo forstå mig. Forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør, forstå hvorfor I ikke bare kan knuse mit hjerte. Men det er jo ikke fair, at give det ansvar væk. Jeg giver gerne alt min bagage væk, ”tag ansvar for det her, tak.” Men de sider af mig, som der måske er nogle der faktisk vil finde attraktive; dem er jeg nærig med. Det er nemmere at beskytte sig hvis folk kun har set ens dårlige sider, så er det jo ”klart” at de skred, at de ikke kan lide mig. For hvis vi giver hele ”os” væk, alt hvad vi er og indebærer. Hvad er der så tilbage hvis folk går alligevel? Andet end os selv. Og som min mor rigtigt nok sagde her til aften ”jeg forstår godt, at du føler dig så ensom når du altid spiller på andres banehalvdel. Hvem er egentlig ovre hos dig?”

Ja, hvem er egentlig det når jeg har travlt med at kræve at mænd skal garantere at de elsker mig fra første øjekast mens jeg egentlig gerne selv vil føjte rundt og kysse frøer. Man kan ikke både puste og have mel i munden må jeg jo så bittert erkende. Jeg kan ikke tvinge nogen til at elske mig, jeg kan ikke få garanti for det. Og jeg kan aldrig forvente, at få andet end det jeg selv giver ud. Som jeg desværre også bittert må erkende efter mange års fortvivlelse på mænd, jo bare er en masse masse usikkerhed. Hvis du hiver så skubber jeg og vice versa. Og en fair balance mellem det kommer nok aldrig medmindre, at jeg snart erkender at min person ikke står i kraft af nogen andres kærlighed.  Snarere tværtimod.

Måske er livets vilkår jo bare sådan at det ikke er ufarligt at elske men heller ikke farligt ikke at elske eller ikke at være elsket. Du har stadig dig selv og den kærlighed bør aldrig være bundet op på andet end dig. Du ER god nok. Du ER elsket. Du ER dig.

A er god til at spørge: ”Er du glad?” noget som jeg egentlig fandt mega belastende den første gang jeg mødte ham. Jeg skulle fandme ikke trickes til at fortælle ham, at jeg var glad i hans selskab. Nej fandme nej, så let overgiver jeg mig ikke. Jeg ved selvfølgelig godt, set i bakspejlet, at det absolut ikke var hensigten med spørgsmålet. Men det irriterede mig, at jeg skulle ind og mærke efter. ”Er jeg glad?” Det føles nemmere at lyve med: ” Har du det godt?”, ”ja ja fint fint”. Det kan ligesom altid sættes i perspektiv, jeg har det fint i forhold til Bente der brækkede benet forleden. Men om jeg er glad er ligesom mere personligt.

Og jeg tror faktisk at det var til A at jeg en gang kom med en lang udredning om, hvorfor det er okay ikke altid at være glad. Lykke er en følelse; som træthed og sult. Den kommer og går. Ingen er lykkelige 365 dage om året 24 timer i døgnet. Men det slår mig altid, hvordan nogle mennesker er bedre til, at holde på deres lykkefølelse end andre. Jeg er okay, med ikke altid er være okay og ikke altid at være lykkelig. Det har faktisk givet mig mere ro, mere lykke ikke altid at søge efter lykke. Men nogle gange, så tror jeg bevidst at jeg udelukker nogle former for lykke. Simpelthen fordi det er mere trygt at lade dem være ulykkelige. Som f.eks. mit forhold til mænd. I dag sagde jeg med grådkvalt stemme til A: ”Jeg er bare overrasket. Jeg troede ligesom gerne du ville give ”os” en chance. Vi skal jo til London.” (Slap lige af Dorit, du har kendt manden 1 måned!)

Men den sorglige sandhed er jo, at jeg ikke var overrasket. Jeg ventede jo bare på, at der skulle ske noget jeg kunne flippe ud over og ødelægge det hele med. Jeg gjorde jo selv et ihærdigt forsøg i sidste uge da jeg blev noget så pigefornærmet over, at han ikke havde fortalt mig at han havde været forlovet med sin eks. Nok mest fordi, at det gav mig et klart billede af, at ”mænd dem kan man ikke stole på”. De siger de vil være vores for evigt og selv der kan man ikke være sikker for så skrider de alligevel. Og nu er det ikke fordi jeg skal komme ind på en historie der ikke er min, men jeg er ret sikker på, at det ikke var sådan det skete. Men det faktum glemte jeg fuldstændig i min ophidselse over, at have fundet et punkt ved ham der kunne bevise, at han er akkurat lige som alle andre mænd.

Prøv at overveje hvor meget lykke jeg går glip af i min søgen efter garanti på kærlighed som jeg alligevel nægter at tro på.

Åh Annabel hvor er det bare så meget på tide, at tage lidt ansvar for det. Spille lidt på egen banehalvdel. Tro lidt på det. Elske dig selv. Sådan helt dybt inde i maven. Give slip på ideen om, at alle mænd vil gøre dig ked af det.

Så er jeg glad? Måske ikke lige nu men i det mindste giver jeg mig selv lov til at se og udforske mine egne (triste) mønstre. Og jeg ved, at jeg nok skal lære af dem en dag.

A sagde for et par dage siden at jeg kunne skrive et blogindlæg om ham. Jeg tror egentlig han mente det for sjov, men well…

Sidst jeg så ham gjorde han mig glad. Om han gør det igen, det må tiden vise. Men ellers er det ligeså meget en hyldest til alle de mænd der satme har fundet sig i meget pis fra min side af. En lille opsang til mig selv om at lære at lukke lykke ind. Om at give slip på dobbeltmoralen, vreden og dramaet (noget af det, vi må også være realistiske her!). Tage små skridt og måske vente med at gå full blow crazy med skift af efternavn og detaljeret bryllupshistorier oppe i hovedet. Eller måske bare nyde historierne og håbe på, at en dag så tror mit hjerte lige så meget på kærlighed som min fantasi gør. Jeg ved det ikke…