Det der med bryster…

Store, små, lange, runde, spidse, flade. naturlige, kunstige, hængende, strittenede, gigantiske, minimale, elsker eller hader. 50% af verdens befolkning har et par og næsten 100% er blevet madet af dem en gang. Det handler nemlig om bryster.

Jeg har ærligt talt aldrig kunnet lide mine bryster. Jeg startede på p-piller som 15 årig da jeg fik nogle meget skrappe piller som man under ingen omstændigheder må blive gravid på. Det kunne jeg ikke tåle, altså hormonerne, så jeg tog 10 kilo på, på 1,5 måned, og pludselig var min 15 årige krop en kvindes. Med svulmende bryster der sad helt perfekt og nærmest oppe i halsen, fyldig numse og brede hofter. Og så stoppede jeg med at tage dem. Fordi jeg opførte mig vanvittigt og havde sindsyge humørsvingninger. Altså mere end normalt. Og så faldt det hele lidt sammen. Det synes jeg i hvert fald. Brysterne faldt ned og manglede pludselig lidt fylde.

Årene gik og jeg hadede mine bryster. Talte altid grimt om dem. Så fik min barndomsveninde lavet sine på sygesikringen, jeg kan ikke huske hvordan, men DET skulle jeg også. Det ville jeg bare.
Og så sad jeg der som 19 årig på Rigshospitalet og bad til at de ville fikse dem så jeg kunne kigge mig selv i spejlet og holde lidt mere af det jeg så. Det ville de ikke. Lægen mente at jeg “skulle fokusere på alt det gode ved mig selv. Og på hvor smuk jeg ellers var.” Alt jeg hørte var at hun godt kunne se at mine bryster var grimme. Så jeg tog grædende derfra og tog på privat klinik. Og fik samme besked. Og så blev jeg vred og ked af det. At de ikke kunne se hvor frygteligt det var at være 19, single og have grimme bryster. Så brugte jeg de næste mange år på at skælde min krop ud. Ikke kun mine bryster. Men hele min krop. Indtil jeg startede på psykoterapi uddannelsen og for alvor tog arbejdet med mig selv seriøst.
For 2 år siden fik min mor så brystkræft og så gav det pludselig ikke mening at være vred på noget som var sundt og raskt når min mor kunne dø af det selv samme. Faktisk blev jeg helt flov over at have været så vred på mine stakkels bryster og så er det ikke en gang mine der forråder mig og bliver syge, men min mors. Det er selvfølgelig ikke helt sådan verden hænger sammen, det er jeg godt klar over. Men det var følelsen.

Nu ligger jeg topløs på stranden fordi jeg hader grimme bikini tanlines og fordi det er dejligt befriende og luftigt. Og det vil jeg have lov til. Også selv jeg stadig ikke synes mine bryster er helt som jeg gerne ville have dem. Men de er der. Og de er sunde. Og helt normale. Og jeg elsker at de stadig er naturlige. At jeg kan kigge mig i spejlet og ikke være vred på dem, det er vigtigt for mig. Ikke fordi jeg ikke synes man skal få lavet sine bryster. Jeg har flere veninder med silikonebryster som er skide flotte og jeg bakker dem op hele vejen. Men for mig, har lægen fra Rigshospitalets ord først lige sat sig hos mig. 7 år senere kan jeg godt se det. Jeg har noget andet end perfekte bryster. Man kan ikke have det hele. Og hvis jeg en dag alligevel vil have lavet mine bryster så har jeg lært at holde af dem som de er først. Og det gør en verden til forskel.

For et par år siden fik jeg så lavet en nude art serie. Fordi jeg var vred. Vred over at have brugt for mange år af mit liv på at tro at jeg skulle veje 40kg for at være elsket, af mig selv og af andre. Så jeg provokerede. I virkeligheden nok mest mig selv. Ved at stille mig nøgen op foran et kamera og sige “det er okay det her.” Modigt sagde mange, men det synes jeg faktisk er lidt fornærmende at sige. Aldrig har nogen sagt til Naomi Campbell at hun er modig for at stille sig op nøgen foran et kamera. Modig refererer, i min verden, til at en helt normal kvindekrop kun skal vises frem af dem som tør. Fandme nej!

Forleden dag lå jeg så der på stranden, topløs på min ferie med hele min familie. Da en mand helt uprovokeret går forbi mig og meget tydeligt tager et billede af mig med sin mobiltelefon. Jeg blev så chokeret. Jeg kunne slet ikke reagere før at det var for sent. Og så blev jeg tosset. Stik hamrende tosset. Hvad fanden bilder han sig egentlig ind! At krænke mit privatliv på den måde. Skal man virkelig finde sig i at blive krænket på den måde fordi man vælger at tage sin bikinitop af i solen?
Frasiger vi os retten til vores privatliv hvis vi ikke render rundt og er skide blufærdige? Mine bryster ligger allerede på nettet. Jeg har selv fået taget en billedserie. Som jeg faktisk er ret stolt af. Og som jeg synes er ret fin. Og som står for alt muligt andet end at være seksuelt tiltrækkende. Jeg vil gerne selv bestemme hvornår jeg som kvinde skal “seksualiseres”. Mine bryster skal en dag made mine børn. Så er de ikke skide sexet. Jeg synes heller ikke at de er sexet splattet helt svedige ud på solstolen mens hele min familie ligger rundt om mig. At andre synes det, ja det kan jeg jo ikke ændre på. Men jeg vil fandme godt selv bestemme at der ikke skal tages billeder af mig uden at jeg ved det. Af fremmede, gamle, tykke mænd. Nej! Fucking nej! Det gør mig vred.

Jeg synes stadig man hører “det er hun selv udenom…” den dag i dag. Venner vi skriver altså snart år 2019. Kvinder er ikke selv udenom om at de bliver seksuelt krænket. Aldrig. Om du så bevæger dig nøgen ned af gaden en fredag aften.
Jeg ville da heller aldrig snige mig med ind i omklædningsrummet hos en mandlig stripper og tag’ på ham eller tage et billede af ham splitter nøgen. Fordi “det er han selv udenom”. Nej!
Jeg er godt klar over at hvordan man begår sig ude i offentligheden naturligvis sender nogle signaler. Smiler du til fremmed på gaden så fremstår du højst sandsynligt venlig og imødekommende og vice versa. Og jeg vil ikke opdrage mine, hvis jeg får dem altså, pigebørn til altid at rende rundt i lårkorte kjoler og gå i seng med alle og en hver. Men jeg vil opdrage dem med at retten til at se ud som de vil og klæde sig som de har lyst til er der. Og uanset hvordan de begår sig så er de værd at elske og respektere. Og så kan man være vred eller modsige sig de konsekvenser det nu en gang har at tage et standpunkt. For uanset hvor meget jeg ville ønske at vi levede i en ideel verden, det ikke dømte mennesker for vores påklædning eller mangel på sammen. Så er det nok bare en drøm. Jeg har da også måtte ligge øre til mange ting efter min nude serie. Men jeg ved heldigvis godt at jeg ikke er billig, eller dum eller nogen “slut”. Som forresten også er et udtryk jeg er godt og grundig træt af!! Hvornår er man det? Og kan vi lade vær med at kaste det ord omkring os hele tiden. Jeg er skide træt af mænd der går i seng med kvinder og bagefter kalder dem for sluts. Fordi hvad? Fordi hun har lige så mange one night stands som dig? Hvad gør det så dig til ? Eller er det kun kvinder der ikke må have one night stands, for så får i sgu et problem med at finde nogen at være sammen med snart kære mænd.
Jeg er sikker på, at havde jeg flere one night stands eller generelt bare mere uforpligtende sex så ville jeg være mindre snerpet. Eller mindre bitter i det mindste. Men jeg bryder mig ikke om det. For, surprise, så involverer jeg alt for mange følelser i mit sexliv. Desværre; er det faktisk lige før at jeg vil sige.

Retten til at være fri for seksuelle krænkelser og tilnærmelser, den må vi sgu alle sammen have. Uanset hvor mange sexpartnere, nøgenbilleder eller korte kjoler du ejer.

Så endnu en gang lidt billeder fra den fantastisk dygtige fotograf Thomas Agatz som jeg var så heldig at have til at skyde billeder af mig.

For mig betyder de her billeder frihed. Kropsfrihed. Fordi jeg var et sted i mit liv hvor jeg var træt. Træt af spiseforstyrrelser, af idealer og af skam. De gav mig styrke og kraft og viste en anden side af min personlighed som jeg trængte til at se selv. At jeg lukkede andre mennesker ind i det, nej det havde jeg ikke behøvet, men det valgte jeg. Og det har jeg aldrig fortrudt. For de mennesker som inspirerer mig mest er dem der viser mig deres ar. “Battle scars” om man vil. Hvis jeg kan være den inspiration for bare et enkelt andet menneske ude i verden, så er det det hele værd.