det der med at være utilstrækkelig

“Hvorfor vil du gerne være lærer?”

Først er mit svar altid: ”Fordi jeg synes, at folkeskolen mangler hjerte og varme. Og voksne som brænder for børnene.” Og så kigger folk på mig som om jeg var sindssyg og forventer mere. Så tilføjer jeg mumlende noget med at min mor jo er lærer og min svigerinde læser til lærer og jeg har altid arbejdet med børn og undervisning er jo fedt. Men sandheden er jo, at jeg ikke brænder for at undervise. Ikke i grammatik og stavning. Måske i livet. I eksistentielle ting. Uden at lyde skide højtidelig. Mit hjerte banker for mit studie på Psykoterapeutisk institut som jeg glæder mig til at vende tilbage til når tid er. Forhåbentlig næste år. Nu må vi se hvordan det går. Lige nu er mit fokus på lærerstudiet for selvom, at jeg sagde at jeg ikke brænder for grammatik og stavning så rummer lærerstudiet heldigvis også langt mere end det og det er spændende. Men det er også hårdt. Det er 7 år siden at jeg sidst skrev en akademisk opgave og det var på gymnasie niveau. Nu skal jeg skrive flere om ugen.

Selvom jeg læser på nettet så skal jeg lige love for at arbejdsbyrden er enorm.  Jeg føler mig konstant utilstrækkelig. Hamsterhjulet ruller og jeg prøver bare at hægte mig fast og hænge på. Følge med og være med. Men det er nemmere sagt end gjort. En ting er alle de ting man ikke når på skolen, som er frustrerende og irriterende, en anden ting er alle de ting man ikke når i sit privat liv. Utilstrækkelig er det helt rigtige ord for hvordan jeg føler mig for tiden. Sidst jeg følte mig sådan rigtig utilstrækkelig var da jeg arbejdede i vuggestue og jeg dagligt stod med for mange børn alene. Havde for få hænder. Når man står med 2 børn, 1 på hver hofte og en 3. grædende ved mine fødder som stod med armene strakt op imod mig og et bedende udtryk for at blive samlet op og krammet. Den følelse er forfærdelig. Så frygtelig at jeg måtte flytte mig fra arbejdet med børn og ikke har kigget tilbage i 3 år. Jeg kunne ikke være med til ikke at føle mig ”nok” på mit arbejde. Slet ikke nå ens arbejde består i at yde omsorg for så små væsener.

Nu gnaver følelsen af utilstrækkelighed igen. Over ikke at være nok. Nok tilstede, nok på arbejdet, nok overfor mine veninder, nok i skolen, nok til træning. Min perfektionisme gnaver i mig og jeg bliver frustreret over ikke at aflevere ALT på skolen, over ikke at være på forkant, være på hele tiden og være mønstereleven. Jeg tager mig selv i at sige til mine veninder at jeg ringer i næste uge når den her opgave lige er afleveret og pludselig er der gået en måned og jeg har stadig ikke fået ringet. Fordi den ene opgave tog den anden og der var også lige de der 2 opgaver som jeg slet ikke fik skrevet. Og jeg vil også gerne være sådan en der får trænet og får passet på mig selv og skal helst se skide lækker ud. Jeg skal gerne sove 8 timer om natten for ikke at få rynker og holde mit stressniveau nede. Træne 2 gange om dagen og gerne dyrke yoga ved siden af 4 gange om ugen. Jeg skal helst spise 4 gange om dagen og mindst 600g grønt. Skal også huske at blive veganer nu når jeg alligevel har skåret alt andet kød fra. Jeg vil også gerne være sådan en der laver min egen granola og husker at lægge opskriften på min Instagram selvom no one fucking cares. Og vil faktisk også gerne huske at gå ud og drikke vin med mine veninder og være den der husker fødselsdage og køber gaver. Jeg skal nok også til at købe egen lejlighed og der var også noget med at jeg gerne ville have børn inden jeg fyldte 30 (donorbarn, you go girl.) men skal også snart planlægge min fantastiske 26 års fødselsdag og jeg vil også gerne gå på 1. dates og stadig tro på kærligheden og huske at være spontan og charmerende.  Jeg mister pusten og mit hjerte hamrer derud af. Forleden dag spiste jeg 2 riskiks, trænede 2 gange og tog på arbejdet i 11 timer og så tudbrølede jeg ellers de 20 kilometer der er hjem på cykel. Fordi jeg er træt. Og fordi jeg ikke havde nået halvdelen af det jeg gerne ville. Jeg kan ikke nå det hele. Jeg kan ikke være det hele. Jeg kan ikke både værre spontan og skide organiseret. Jeg kan ikke være veganer og samtidig helt loose med min kost. Jeg kan bare ikke det hele. Jeg ville så gerne men jeg bliver presset helt derud hvor jeg har flere og flere dage i sengen hvor jeg græder af frustration og ikke får lavet en skid fordi hamsterhjulet kører og jeg ikke føler at jeg hænger på. Og så giver jeg op. Fordi hvis man ikke prøver så kan man ikke miste noget. Man kan ikke tabe hvis man ikke spiller med. Og det er måske egentlig den holdning der gør mig allermest sur på mig selv. Sikke en gang bullshit. Livet er for kort til at lade angsten for at være uperfekt forhindre os i at leve livet. Vi ER uperfekte. Heldigvis. Så helt ærligt. Jeg gør mit allerbedste for at være nok. Nogen gange er nok ikke godt nok. Ikke tilstrækkeligt. Det ved jeg godt. Men jeg kan ikke gøre mere. Så når jeg siger at jeg ringer i næste uge og jeg ikke gør det, så undskyld. Jeg mente det med den største kærlighed da jeg sagde det. Hvis jeg har udskudt vores date for 4. gang så undskyld, jeg mener det når jeg siger at jeg virkelig gerne vil møde dig og give det en chance men angsten for at blive forelsket midt i alt det andet kaos lige nu skræmmer mig for vid og sans.

I går besøgte jeg endelig min dejlige ”bonus” familie som jeg heller ikke har fået set i næsten 1 år. Jeg boede hjemme hos dem da jeg var 18 år og passede de skønne unger. Den gang var Mathilde ca. 6 måneder. På onsdag fylder hun 8 år og i går kiggede hun på mig og spurgte: ”Hvad er du egentlig til mig?”. Jeg svarede at jeg jo faktisk ikke var noget med en titel men at jeg kunne være lige hvad hun synes jeg skulle være. Så svarede hun at jeg var ligesom mormor og farmor. Bare yngre. At jeg var familie fordi at jeg passede ind. Så umiddelbar en tanke som kun et barn kan tænke og sige det. Og så blev vi enige om, at nogle gange er familie også dem vi selv vælger. Mit hjerte bristede næsten af kærlighed til de 2 børn der selv efter ikke at have set mig i næste et år havde så stor kærlighed og selvfølgelighed til at jeg stadig var vigtig for dem. Og på en eller anden måde giver det mig tiltro til at tro selvom vi ofte ikke selv synes at vi er nok, at vi gør det godt nok så er vi nok. Der hvor det betyder noget. Når vi har hjertet med i det vi laver så kan vi komme igennem det meste også uden at føle os mindre hele på den anden side. Så næste gang nogen spørger mig hvorfor jeg læser til lærer så er svaret:

”Fordi jeg synes, at folkeskolen mangler hjerte og varme. Og voksne som brænder for børnene.” PUNKTUM.